I en analyse for nylig skrev Kirke.dk’s redaktør Kåre Gade om begrebet samskabelse:
”Her er det de offentlige myndigheder, der inviterer kirkerne og de kirkelige organisationer ind i det politiske styrede felt, for at de kan bidrage til det fælles bedste. Det er smigrende for kirkelige aktører, der har følt sig marginaliseret og sat udenfor, men det er også et samarbejde, der har brug for at blive kvalificeret teologisk."
Så sandt! Hør for eksempel, hvordan det gik for diakonien, da kirken skulle tækkes kommunen i Aarhus Stift. Her er vi angiveligt langt fremme i skoene med hensyn til den såkaldte samskabelse - med afsæt i to konferencer med titlen "Fælles om det sociale ansvar".
De fire provstier i Aarhus Kommunes har - ikke uden besvær - fundet sammen om en ny organisering af folkekirkens diakonale arbejde. Det er sket i tæt samarbejde med kommunen, der nu efterlyser folkekirkens indsats.
Det er et pinligt svigt - og et skud i egen fod. Kirken skal naturligvis turde sige “diakoni”, også når den gerne vil fremstå på faglig højde med en kommunal samarbejdspartner
FolkekirkeSamvirket i Århus, som gennem 25 år har arbejdet med sociale og diakonale indsatser i og på tværs af sognene, lukkede fra årsskiftet. I stedet skal en udviklingskonsulent ansat under de fire provstier koordinere den folkekirkelige indsats. Med titlen "Folkekirkens sociale arbejde i Aarhus" er hele butikken i spil.
Da den ny konstruktion skulle "sælges" til et halvt hundrede menighedsråd i Aarhus Kommune, erkendte provstierne vigtigheden af at fastholde kirkens særlige diakonale tilgang til de sociale indsatser. Derfor kom det som en udbredt overraskelse, at diakonien - ved navns nævnelse - var konsekvent forbigået i opslaget for stillingen som udviklingskonsulent.
Og for at sætte trumf på distanceringen fra eget ståsted, valgte provstierne ikke at opslå stillingen i Kristeligt Dagblad - det sædvanlige medie for folkekirkelige stillingsopslag i lidt større skala.
Det er åbenbart vigtigt at tale samme sprog som de kommunale samarbejdspartnere. Vi er ikke så kristne, at det gør noget - man skulle jo nødig krænke nogen.
Begrundelsen for at undgå ordet diakoni har været, at menigmand ikke ved, hvad diakoni er. Svaret hertil er, at det er kirkens opgave at benytte enhver god lejlighed til at italesætte diakonien, så dens karakteristika forbliver alment kendte. En note i stillingsopslaget kunne have forklaret begrebet.
Vejen frem for den samarbejdende folkekirke er ikke - i selvudslettende leflen - at fjerne betegnelsen for en af de fire grundindsatser, der er fastslået som folkekirkens.
Udviklingskonsulenten er ansat og har sikkert mange gode kompetencer. Men en oplagt mulighed for at profilere folkekirkens diakonale tilgang blev forpasset.
Det er et pinligt svigt - og et skud i egen fod. Kirken skal naturligvis turde sige “diakoni”, også når den gerne vil fremstå på faglig højde med en kommunal samarbejdspartner.
Flemming Lindeløf er tidligere sekretariatsleder for FolkekirkeSamvirket i Århus og tidligere medlem af Stiftsudvalg for Diakoni i Aarhus Stift.