Mindeord

Tidligere rektor: Sagen kom aldrig til at overskygge Thorkild Grosbølls væsen

"Der var en ungdommelig spændstighed over ham, den rolige krop, hånden om piben, glimt i øjnene, opmærksomhed, humor, sammenholdte læber, som når en tanke er tanke på vej, ord ved at springe fri. Altid optaget af noget og villig til at spille med på andres tanke," skriver Mogens Lindhardt om Thorkild Grosbøll. Foto: Janus Engel/Ritzau Scanpix

MINDEORD: Thorkild Grosbøll forestillede sig aldrig, at andre skulle overtage hans synspunkter. Uenighed kunne ikke anfægte hans venskab. Uoprigtighed var værre, skriver Mogens Lindhardt

I 2003 måtte vi åbne efterårskurset på Pastoralseminariet, hvor jeg var rektor, med en undtagelse. ”Grosbøll-sagen” havde nu – måske understøttet af en fredelig sommer uden så mange andre dramaer – i tre måneder skabt storm i det kirkelige landskab, i alle medier og vakt international opsigt. 

Intet tydede på at den ville stilne af. Alle kendte til ”Præsten, der ikke tror på Gud” – det var den korte version. Den længere, baseret på det interview i Weekendavisen i maj, som satte det hele i gang, lød: ”han tror ikke på at Gud er verdens skaber, en Gud, som opretholder verden, på opstandelsen og det evige liv.”

Hvis vi lod som ingenting, ville den debat skabe uro i hele semesteret. Så undtagelsen bestod i, at vi tog seks timer ud af intro-ugen, delte de kommende præster i grupper – ti-tolv i hver – og i fællesskab arbejdede med nogle af de centrale kapitler i hans bog  “En sten i skoen – et essay om civilisation og kristendom” fra 2003. 

Bogen havde foranlediget det berygtede interview, hvor hans refleksioner og iagttagelser blev støbt om til kugler. 

Resultatet af læsningen var overraskende. Nogle var inspirerede og følte sig på linje, andre var uenige eller fandt ham for ensidig og polemisk – at hans tænkning var om ikke forkert, så dog for kort. 

Enkelte fandt, at hans synspunkter ikke hørte hjemme i folkekirken, men de vedgik, at det i så fald gjaldt rigtig mange præster, måske flertallet. Men ingen var rystede. Det var kendte toner, ikke særlig farlige, og ikke fjernt fra, hvad mange havde hørt på universitetet eller i de kirker, de kom i. 

At det skulle skabe så meget debat, virkede uforståeligt. Jeg kom til at tænke på min mor. Hun var med, da min far (P.G. Lindhardt, red.) 50 år tidligere havde holdt et foredrag i Askov om det evige liv. Foredraget skabte dengang en tilsvarende folkelig og kirkelig debat, med alt fra forsigtige forsvar til vilde anråb om, at han skulle fyres som præst. 

Forvaltningsmæssigt nærmer sagen sig det pinlige, kirkehistorisk afslører den nye vilkår for kirken i en mediebåret virkelighed

I toget hjem fra Askov taler de åbenbart om foredraget, og hun trøster ham: ”Ja, ja, det kan jo ikke være nyt hver gang.”

I en af grupperne på pastoralseminariet sad en teolog med baggrund i Luthersk Mission, et sobert og dygtigt menneske, hvis meningsfæller tydeligvis så op til ham. Da jeg efterspurgte Grosbølls anliggende i bogen, svarede han prompte: Det er, at der ikke skal være dobbelt regnskab, et i himlen og et andet på jorden. 

”Er det vigtigt?” spurgte jeg. 

”Det er helt afgørende, ellers falder alt i kristendommen fra hinanden.”

Det svar ramte præcist, hvad Thorkild ville, selv om det lå ham fjernt at tænke i regnskaber. Det overlod han til de missionske miljøer i sin baggrund, som hans bog også var et opgør med.

Sagen varede fire-fem år, før den løb ud i sandet, uden at der nogen sinde blev fremført en habil anklage, som kunne bringe hans ansættelse som præst i fare, endsige begrunde skærpede retningslinjer for hans virke. Forvaltningsmæssigt nærmer sagen sig det pinlige, kirkehistorisk afslører den nye vilkår for kirken i en mediebåret virkelighed. Men det er en anden historie.

Om Thorkild Grosbøll selv viste sagen flere ting. 

Hans force var den gennemtænkte skriftlige forberedelse til en prædiken, baseret på omfattende studier, som også inddrog poesi, skønlitteratur og samtidig civilisationsanalyse. 

Men medietrænet var han ikke. Strategisk sans hverken ejede eller ønskede han. Dertil var han for renfærdig. Beskyttede sig ikke, missionerede heller ikke. Den frie samtale, udvekslingen af viden og iagttagelser var hans virkelighed. 

Han forestillede sig aldrig at andre skulle overtage hans synspunkter, men håbede at de ville vise ham deres egne lige så frit, som han selv bød ud. Uenighed kunne ikke anfægte hans venskab. Uoprigtighed var værre. 

Han var et varmt menneske, skabte glæde, livfuldhed og alvor i hvert møde, og var man i en større kreds, var det ham, folk søgte

Det er ikke utænkeligt, at den famøse sag medvirkede til, at han holdt op som præst kort efter, at han var fyldt 6o. 

Et var at han var blevet skudt meget i skoene, værre, at der under og efter fra mange sider blev holdt øje med, hvad han sagde – at han blev opfordret til at passe på, og tilmed i perioder pålagt ikke at udtale sig, i andre perioder ikke at sige noget ”mærkeligt”. Dertil suspenderet i to perioder, knap to år i alt, og sat under skærpet tilsyn. 

Vi, som kendte ham siden studietiden, mærkede, at det generede ham. En afsked kunne blive vejen til tankens frihed, den, som han så smukt havde forvaltet i over 30 år, først i Mariendals Kirke på Frederiksberg og derpå i sømandskirken i Lissabon, siden i Davidskirken på Østerbro og de sidste mange år i Tårbæk, hvor han og hans hustru Dorrit blev boende.

Sagen kom aldrig til at overskygge hans væsen, endsige dæmpe hans livslyst. Han var et varmt menneske, skabte glæde, livfuldhed og alvor i hvert møde, og var man i en større kreds, var det ham, folk søgte. Med god grund. 

Der var en ungdommelig spændstighed over ham, den rolige krop, hånden om piben, glimt i øjnene, opmærksomhed, humor, sammenholdte læber, som når en tanke er tanke på vej, ord ved at springe fri. Altid optaget af noget og villig til at spille med på andres tanke. Med en sjælden hukommelse for andre, et gensyn kunne føles, som om vi sås i går, selvom der gik år imellem. 

Han huskede. Hans kapacitet til at læse var ubegribelig, der var oftest flere bøger og værker i gang samtidig, oldkirkefædre, moderne teologer, digte, romaner, filosofi, samtidsanalyse. Altid reflekteret og bragt ind i samtalen. Og, har vi hørt, påfaldende glad, ja taknemmelig for sit liv, alt det han havde fået, alle dem, han havde kendt.

Teologi var for ham mest af alt et anliggende. Systematiker var han ikke, Han samlede fra vidt forskellige kilder, læste, lod sig inspirere og farvede det med frapperende sprogsans. Kritisk, analytisk, fortællende, poetisk, alle genrer kunne få plads i hans prædikener, hvor bibelsprog og salmecitater flettes ind, som var det dagligsprog. 

Mange af hans prædikener blev trykt, selv udgav han en samling i 1988: “På sporet af Gud”, og yderligere to under ”sagen”: “Til Sagen” i 2003 og “Ugudelige prædikener” i 2009.  Præsten, ”som ikke tror på Gud”, fandt det aldeles meningsfyldt at være præst.

Den, som læser Grosbølls prædikener, vil se, at alt, hvad der i Bibelen siges om skabelse, opretholdelse, evighed og opstandelse, kan inddrages til at løfte og betydningsgøre mennesket

Jeg ser to indgange til at forstå hans anliggende. 

Al tale om Gud er tale om mennesket. Det er eksistensteologiens position. At tale om Gud som en instans i sig selv, er derimod at bevæge sig ud i fantasi og illusion, og fører ofte til institutionel fastlåsning af både Gud og menneske. 

Nej, Gud er den gådefulde, der unddrager sig vores erkendelse, men har synliggjort sig i Jesus.  At tale om Gud er derfor at tale sandt om mennesket ud fra hans i billede. 

Det ”sande” var hos eksistensteologerne i 60’erne og 70’erne ofte, at vi lever udleveret til intethed, nøgenhed og død, men beskytter os mod den med værdier, fortjenester, selvgodhed og fromhed. Thorkilds civilisationskritik går i samme spor, men rettes mere mod vores lyst til at fortrænge. 

”Det er altid lidt lettere at tro på Gud om sommeren,” kan han skrive. Vejret, stranden, børn med badebolde, alt er smukt og godt. Så kan vi bedre glemme krigen i Kosovo, ofrene, volden, ondskaben. En kritik af en fromhed, som gør det ”rart, at tro på Gud, for han er god”, og dermed Gud til et godt tilskud til vores virkelighed. 

Men når det drejer sig om menneskesynet, klipper han Grundtvig ind i argumentationen (en blanding, som kunne give ham uvenner hos både eksistensteologer og grundtvigianere). Mennesket er ikke nøgent, det er rigt og sammensat. Entydighed er kvælende. 

Om Peter, som svigter Jesus i ypperstepræstens går, bliver set og kaldt tilbage, skriver han:

”Havde Jesus ikke været Kristus før, Kongen, så blev han det i alt fald over det lille rige, der hed Peter. Ikke noget imponerende rige, men stort nok til at rumme Himmel og jord, støv og ånd, liv og død”. 

Hans prædikener gennemstyres af tillid til mennesket. Vi er med Grundtvigs ord ”himmelspejl i mulde”, ”himmelkæmper lave, der springer over grave”. At vi er det, gøres tydeligt af evangeliet og opstår i de utallige glimt, hvor vi for et øjeblik får lov til glemme at være gnidningsfrit tilpasset såvel egne som civilisationens forestillinger om, hvad vi skal være. 

Den, som læser Grosbølls prædikener, vil se, at alt, hvad der i Bibelen siges om skabelse, opretholdelse, evighed og opstandelse, kan inddrages til at løfte og betydningsgøre mennesket. I en tid, hvor prædikener søger trøst og forsikring ovenfra, kunne vi godt bruge flere af hans slags.

Til sidst et eksempel fra "På Sporet af Gud", som også viser, at Thorkild kender Grundtvigs oprindelige version af ”Den signede dag med fryd vi ser”. Her lød sidste linje: ”med venner om død vi tale.”

… med venner i lys vi tale.


Jeg gad godt

- når jeg en dag er blevet viis og færdig med alt mit – 

sidde sammen med alle de andre gamle, viise

og tale sammen som venner

- hvem intet skal skjules for

hvem intet kan skjules for – 

og se på alle dem, der haster forbi

- de endnu levende.

Ja, jeg gad godt sidde der på en grønmalet bænk

på en blid og solrig dag

i en sommer lang som evigheden

og fatte begyndelse og ende

sidde der under svalt løvhang

og betragte de levende

set dem blive viisere

for så

en dag

at byde dem velkommen

på torvet

og spørge dem

Sig mig

hvornår begyndte du også at forstå, at du skulle blive en af os

gamle på torvet

der sidder og ser på de levende, der haster forbi

fortæl, fortæl

vi har evigheden for os.
 

Mogens Lindhardt er tidligere rektor for Pastoralseminariet i København.
 

Tidligere sognepræst Thorkild Grosbøll er død
Thorkild Grosbøll

Tidligere sognepræst Thorkild Grosbøll er død

Thorkild Grosbøll

Thorkild Grosbøll døde den 11. maj 2020, 72 år gammel.

Bisættelsen finder sted fra Taarbæk Kirke den 20. maj.

I kirken er der på grund af coronareglerne kun er plads til de allernærmeste. Der bliver jordpåkastelse på plænen på Taarbæk Kirkegård kl. 14.25, hvor flere kan deltage, fordi bisættelser og begravelser er undtaget fra det udendørs forsamlingsforbud.