Tidligere kirkeminister: Menighedsråd og ansatte burde glæde sig over folkekirkens struktur

Årets kirkeretsantologi handler om magt og demokrati i folkekirken – og om struktur, konflikter og New Public Management. Tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech forudser, at mange præster og menighedsråd slet ikke vil genkende det billede af folkekirken, som flere af artiklerne tegner

"Det er værd at minde om, at demokrati betyder folkestyre. Men vil man have indflydelse, må man være aktiv. Demokratiet er for de agerende," skriver Birthe Rønn Hornbech efter at have læst ny antologi. Arkivbillede, menighedsrådsmøde i Davids Kirke, København.
"Det er værd at minde om, at demokrati betyder folkestyre. Men vil man have indflydelse, må man være aktiv. Demokratiet er for de agerende," skriver Birthe Rønn Hornbech efter at have læst ny antologi. Arkivbillede, menighedsrådsmøde i Davids Kirke, København. Foto: Adam Garff

Lad det være sagt med det samme: Kirkeretsantologien 2022, udsendt af Selskab for Kirkeret er ikke for sarte sjæle. 

For de gejstlige, der har bevidstheden koncentreret om forkyndelse, forvaltning af sakramenterne og sjælesorg, vil flere artikler om ledelse og styring med New Public Management nok forekomme fremmede eller bekymrende. 

Menighedsrådsmedlemmer i de mange menighedsråd uden konflikter og med bevidstheden koncentreret om kirkens liv og vækst vil måske finde, at antologien 2022 om magt og demokrati i folkekirken ikke beskriver den virkelighed, som menighedsrådene i Korsbæk og omegn oplever. 

Men læs, kære præster og menighedsråd! Brug den sunde fornuft og tag diskussionerne, så folkekirken ikke ender i den rene koncerntænkning med centralisering til følge.

New Public Management – hvad er det?

Selv har jeg under min læsning spurgt de menighedsrådsmedlemmer, præster og andre ansatte, som jeg har mødt på min vej, hvad de har gjort for at implementere styringsredskabet New Public Management.  Alle har de efter en lang tænkepause afvist at kende til udtrykket og fænomenet.  

Jeg har derefter spurgt om de kan fortælle mig, hvornår folkekirken overgik fra institution til organisation. Reaktionen har været den samme eller hovedrysten. Dem, jeg har talt med, er optaget af at udøve hvervet som folkevalgt eller bestride embedet så godt som muligt til gavn for folkekirken. 

Livet går videre. Ideerne om at omskabe folkekirken til et forum for moderne ledelsesteorier hentet fra erhvervslivet er næppe trængt igennem til ret mange menighedsrådsmedlemmer. 

Den virkelighed afviger egentlig ikke fra professor Jørgen Grønnegaard Christensen, der i sin artikel påviser, at ideen med New Public Management ikke i imponerende grad har indfriet de opstillede mål og givne løfter. Kort sagt: Det går ikke altid som præsten prædiker.

Forvaltningskrav må også gælde i folkekirken

Efter læsningen af kirkeretsantologien, som rummer flere artikler, der bagudrettet beskriver politologi, New Public Management, struktur og systemer og med mange overvejelser om disse begrebers anvendelse i folkekirken, har jeg spurgt mig selv om det virkelig er den samme folkekirke, jeg er medlem af.

Det siger sig selv, at den store arbejdsplads, som folkekirken er, ikke som i ældgamle dage for halvtreds år siden kan smyge sig uden om den lovgivning, der gælder for alle andre arbejdspladser.  Ej heller kan menighedsrådene, der er folkevalgte kollegiale organer, komme uden om at agere på demokratiets betingelser om åbenhed og gennemskuelighed. 

Jeg husker balladen, da den konservative kirkeminister Torben Rechendorff fremsatte lovforslag om åbne menighedsrådsmøder. Det forslag havde hans forgænger Venstres Elsebeth Koch Petersen ikke turdet fremsætte. 

Det skabte oprør i Venstres bagland. Man var vant til at holde lukkede menighedsrådsmøder hjemme på gårdene. Gennem de tætte cigartåger kunne man som regel tale sig frem til de nødvendige beslutninger. Håndværkerbistand til kirkens vedligeholdelse blev hentet i sognet, uden at man brugte tid på at afsøge markedets priser. Den slags går naturligvis slet ikke i dag. Rechendorff var fremsynet. 

Naturligvis har folkekirkens folkevalgte, ansatte og frivillige måttet underkaste sig tidens forvaltningskrav. Folkekirken forvalter medlemmernes og til dels skatteborgernes penge, og gejstligheden har ud over de pastorale forpligtelser i forbindelse med disse også forvaltningsmyndighed og skal opfylde de krav, der gennem lovgivningen stilles til enhver forvaltningsmyndighed.

Administrationen er tjenestepigen, ikke kirkens Herre

Antologien er blandt andet gengivelser af foredrag fra Selskabets efterårsmøde 2016, hvor emnet er moderniseringen af den offentlige forvaltning eller New Public Management. Som det anføres i forordet, kan man dog spørge efter den reelle dybde af virkningerne, og om der er tale om andet end ændret retorik, for eksempel fra institution til organisation, fra tilsyn til ledelse og fra embede til funktion.

Det er et højst relevant spørgsmål, der ikke besvares entydigt, så sandt som svaret netop ikke er entydigt. Men flere artikler viser, at der anvendes mange ressourcer på at lancere erhvervslivets retorik i den danske folkekirke. Det vil over tid få en efter min opfattelse meget negativ betydning, medmindre opfattelsen får modspil.  

Der er brug for, at vi vedvarende minder hinanden om, hvad den evangelisk-lutherske kirke er.  Det er statens repræsentant, cand.scient.pol. og departementschef i Kirkeministeriet, Christian Dons Christensen meget opmærksom på i den optrykte artikel, der bygger på et foredrag fra 2019. 

Det er værd at minde om, at demokrati betyder folkestyre. Men vil man have indflydelse, må man være aktiv. Demokratiet er for de agerende. Det må ikke gå som i eventyret: ”Da ingen sagde ham imod, var det jo sandt.” 

Derfor må der siges til og fra. Det administrative element i folkekirken og døgnets mode må ikke overskygge, hvad folkekirken er til for.  

Det er godt, at der er kræfter, der har overskud til løbende at spekulere over udviklingen og forsøge at forudse i hvilket omfang, og hvordan udviklingen i den offentlige sektor skaber krav om omstilling i folkekirkens administration herunder kirkens IT.  

Men administrationen er og bliver nu en gang tjenestepigen, og ikke kirkens Herre. Ingen har forlangt, at folkekirken overimplementerer de stillede krav med metoder hentet fra den private sektor, eller at folkekirken sætter sig i udgifter til smarte udbydere af kurser om ledelse og selvledelse, synlig og usynlig ledelse. Folkekirken må ikke forsvinde i spekulationer om ledelse og kompetenceudvikling, hvor vigtige disse elementer end er. 

Provstestillingerne som DJØF-stillinger

At man stedse skal være opmærksom på balancen mellem forvaltning og kirke, skinner da også igennem flere af indlæggene. Men det er alligevel, som om de moderne virksomhedsteorier og ikke mindst lysten til at vise, at man mestrer retorikken med smarte gloser fra andre sprog, har sat sig i bevidstheden i dele af folkekirken.

Jeg har selv været med hele vejen. Jeg var med til det seminar på Fuglsang i 1986, som ifølge antologien anses for grundstensnedlæggelsen til Selskabet for Kirkeret. Jeg var lovgiver i 27 år indtil år 2015.  

Men selvom antologien på lange stræk er tilbageskuende og blandt andet indeholder foredrag, der er holdt for mere end fem år siden, synes jeg, at indholdet ligger langt fra de oprindelige intentioner om tilvejebringelsen af egentlige kirkeretlige overvejelser formuleret af teologer og jurister. 

De love, jeg selv har stemt for, dikterer ikke, at folkekirken skal ligne al anden offentlig virksomhed. Der er heller ikke fra lovgivers side stillet krav om, at folkekirken skal kaste sig ud i efterligninger af tanker og retorik, der stammer fra det private erhvervsliv. 

Navnlig nogle provster har i årenes løb, angiveligt ønsket at lægge uendelig meget vægt på forvaltning og ledelse og al dens væsen. Som kirkeminister fandt jeg derfor anledning til ved provsternes årsmøde, vist i 2010, at anføre, at mere forvaltning til provsterne og ønsket om, at kalde sig direktører kunne få den konsekvens, at jeg måtte opslå provstestillingerne som DJØF-stillinger og ikke som stillinger for teologer med pastoral erfaring. 

Selvom talen blev holdt langt fremme i festmiddagen, var advarslen alvorligt ment. Universiteterne producerer kandidater i hobetal på samfundsvidenskaberne, men ikke på det teologiske fakultet. DJØF er langt stærkere end Præsteforeningen, om foreningen så nok så meget tæller provsteforeningens medlemmer og det biskoppelige teselskab med.

Provster skal være ledere, ikke barnepiger

I virkelighedens verden er det en uomgængelig kendsgerning, at netop provsteembedet for længst er fyldt med administration. Provst Grethe Wigh-Poulsen, Kolding Provsti, har under en studieorlov funderet over og skrevet om mulige alternativer for at aflaste provsterne. 

Et af dem er en tanke om at nedskrive provsten til at være en slags hjælpepræst med pligt til at holde et antal prædikener om året. Tilsyneladende er tanken, at provsten ikke har nogen sognetilknytning. Lad det aldrig ske! 

Wigh-Poulsen har afprøvet forskellige tanker og ideer på menighedsrådsmedlemmer i provstiet. En del folkevalgte synes mindre optagede af at, provsten også er sognepræst med forankring i et sogn. Til gengæld har de store forventninger til provsten. 

Frit oversat fra provst Wigh-Poulsen og andre provster, jeg har talt med i årenes løb, så presses provsterne fra alle sider. De skal være problemknusere og problemløsere om stort og småt. Men her burde provsterne efter min mening sætte sig igennem som synlige ledere og ikke som barnepiger. 

Det er provstens opgave at føre tilsyn med, at præster og menighedsråd har styr på reglerne. Men derudover tror jeg, at mange provster i højere grad end i dag kunne og burde gøre præster og menighedsråd mere ansvarlige for det, de netop er sat til.  

Vigtigt med mødereferater

Det er jo præsten selv og ikke provsten, der kender de konkrete omstændigheder vedrørende konflikter mellem forældre om konfirmation, om nøddåb og nødvielse med videre. Menighedsrådenes medlemmer må selv tage diskussionerne, hvor de er uenige. 

Og det er den enkeltes eget ansvar at sikre, at synspunkter og eventuelle forbehold fremgår af mødereferatet. Det er min erfaring, at det forsømmes. Bagefter kan uenigheden blive til konflikt, fordi det ikke er afklaret i mødereferatet, hvad den enkelte har ment og sagt. 

Uenighed er ikke det samme som konflikt. Men der opstår let efterfølgende konflikter, når grundlaget for rådets beslutninger ikke er naglet til mødereferatet.

Konsulent Karsten Eskildsen, der har erfaring som menighedsrådsmedlem, peger helt rigtig på, hvordan menighedsrådsmedlemmernes forskellige erfaring og faglighed kan anvendes. Han understreger den dynamik, der kan opstå, når forskellige personer og fagligheder mødes. 

Jeg tror ærligt talt, at mange menighedsråd kunne komme meget længere ad den vej. Forskelligheder skaber dynamik, der utvivlsomt kan udnyttes i langt højere grad, så beslutningerne træffes, hvor de hører hjemme: I menighedsrådet. 

Men det er naturligvis meget lettere lige at ringe til provsten og lade ham løse problemerne. Men det er ikke meningen med det kirkelige sognedemokrati, at en væsentlig retskilde hele tiden er, hvad provsten har sagt.

Markante ændringer i den folkekirkelige struktur sker gennem samtale

Og så tilbage til min yndlingsaversion. I præamblen til afsnittet om New Public Management skriver redaktionen selv (provst emeritus Leif Arffmann, domprovst Jens Torkild Bak og biskop Tine Lindhardt) om folkekirken ved årtusindskiftet: 

“Den generelle indstilling var, at folkekirken ikke skulle belemres med et vokabular fra erhvervslivet, uagtet at denne allerede på det tidspunkt var blevet en del af den offentlige forvaltning.” 

Begrebet New Public Management var alligevel til stede allerede ved årtusindskiftet, mener redaktionen og henviser til et indlæg af domprovst emeritus Poul Henning Bartholin.  Redaktionen finder derfor, at det er på sin plads at beskrive processerne i de seneste årtier, som – mener redaktionen – har været præget af New Public Management. 

Det findes endvidere vigtigt fortsat at undersøge og drøfte, i ”hvilket omfang, ledelse og styringsredskaber anfægter den demokratiske proces og den samtale, parterne imellem, der er en del af den folkekirkelige virkelighed.”

Om proces og samtale kan der henvises til artikel af tidligere stiftskontorchef Asger Gewecke. Han minder om, at de mere markante ændringer i den folkekirkelige struktur oftest sker i enighed mellem de kirkelige interessenter. Altså gennem samtale. 

Det er også den fremgangsmåde, politikerne bedst kan lide. Også i dag vil der være udbredt tilslutning i Folketingets Kirkeudvalg til det gamle citat, der er tillagt statsminister Thorvald Stauning: ”Hold fred med de hellige, ellers er Fanden løs.”

I 1980’erne var New Public Management nødvendig

Professor emeritus og politolog Jørgen Grønnegaard Christensen henviser til, at New Public Management holdt sit indtog i Danmark allerede et år efter Schlüterregeringens tiltræden.  

Han benævner indførelsen som en afmagtshandling, idet regeringen i 1982 ”havde overtaget føringen af en kuldsejlet skude.” Der skulle styr på den offentlige sektor, men en traditionel sparerunde var ikke tilstrækkelig. 

Det, vi i Venstre dengang kaldte Henning Christophersens budgetreform, var fyldt med nytænkning. Større decentralisering og dermed mere ansvar til de lokale led og institutioner. Derved faldt blikket på fravær af ledelse. 

Ledelse, der havde været en mangelvare i den offentlige sektor, blev en central forudsætning for reformens succes. Jørgen Grønnegaard Christensen mindes Schlüters politiske mål med reformen: ”Det skal være lettere at være dansker.”  Den offentlige sektor skulle være mere borgervenlig. Også ”Mennesket frem for systemet,” blev et politisk slagord. 

Som den, der var på stedet og deltog i drøftelserne i Venstres lille folketingsgruppe, må jeg erklære mig enig med Jørgen Grønnegaard Christensen. Der var tale om en afmagtshandling. Men ideerne og de praktiske anvisninger i budgetreformen var banebrydende. 

Der var adskillige eksempler på, at indkøb i den offentlige sektor løb grassat i december.  Pengene skulle bruges. Risikoen for at betale tilbage og i fremtiden få mindre bevillinger prægede adfærden. 

Der blev derfor større fleksibilitet, så visse restbeløb kunne overføres til året efter og der kunne spares samme til større indkøb. Men aldrig havde vi da forestillet os, at reformen skulle medføre, at ledelse ville blive genstand for et utal af bøger og konferencer, som gjaldt det sjælenes frelse. 

Menighedsråd og ansatte burde glæde sig over folkekirkens struktur

Og hvor meget har det så hjulpet? 

Jeg er helt enig med Jørgen Grønnegaard Christensen, når han anfører, at politikerne ikke er meget for at afgive styrepinden. Dertil kommer, at borgerne forventer, at de kan henvende sig til politikerne og få støtte: ”Og så kører styrings- og kontrolkarussellen, blandt andet af den grund, igen.” Derfor har det knebet med at få ført New Public Management-reformen igennem, som den var tænkt. 

Men folkekirken er en aparte del af den offentlige sektor, mener Jørgen Grønnegaard Christensen. Og når man læser begrundelsen, bliver man så glad for den folkekirkelige ordning, og får lyst til at udbryde: 

Kære menighedsrådsmedlemmer, præster, organister og andre ansatte. Glæd jer. Styrk indsatsen ved i langt højere grad at signalere fællesskab om verdens bedste budskab, evangeliet. Styrk samarbejdet og grav jer ikke ned i fornærmethed over manglende anerkendelse eller surhed over, at nabopræsten har flere konfirmander, og nabomenighedsrådet prioriterer udgifterne anderledes. Dårligt arbejdsmiljø kan ikke alene henføres til strukturen og til de andre. Lad offermentaliteten fare.

Strukturen, som den beskrives af Jørgen Grønnegaard Christensen, har netop de konsekvenser, som er nødvendige for folkekirken. Det gælder både forkyndelsesfriheden og den bestående frihed for menighedsrådene. Se, det er jo en helt anden snak end den negative tone, der i periode synes at dominere den kirkelige debat i medierne.

Jørgen Grønnegaard Christensen anfører, at det netop er præsternes ansættelse af Kirkeministeriet og aflønningssystemet, der sikrer præsternes forkyndelsesfrihed. Han mener, at folkekirken stort set er undsluppet New Public Managements fangarme, fordi der har været og er bred politisk tilslutning til kirkens lokale selvstyre. 

Yderpunkterne: Frimenigheden og den grønlandske kirke

Men, tilføjer han, kirken er også sluppet, fordi den ikke har udfordret politikernes forventning om mådehold. Menighedsrådene skal løse øremærkede opgaver, der finansieres af folkekirkens medlemmer.

Det betyder, at et menighedsråd, der ikke skal varetage andre opgaver end kirkens liv og vækst, er tilbøjelige til at benytte sig af friheden til at ansætte stadig flere og anvende flere penge på nyanskaffelser med videre. Grønnegaard advarer. Kirkens udgifter kan også blive så høje, at folkekirken indfanges af statens lange arm. 

Et sted, hvor statens lange arm ikke kan nå, er til den grundtvigske frimenighed på Mors. Sognepræst og tidligere provst i folkekirken, Lone Hvejsel, tog springet og meldte sig ud af folkekirken, fordi hun blev kaldet af Morsø Frimenighed. Her er hverken lange diskussioner om ritualer eller styringsredskaber. Der er frihed under ansvar. Direkte demokrati, men et demokrati, hvor man kan handle uden at skulle spørge på højere sted.

Helt anderledes er det i Grønland. Meget groft sagt er der tale om en bispekirke. Men det må huskes, at Grønland uden at blive spurgt, blev indlemmet i det danske rige med Grundloven af 1953. Siden kom hjemmestyreloven og kirkeordningen ændredes. Endnu senere fik Grønland selvstyre og en kirkelov i 2010, fortæller souschef ved Rigsombudsmanden i Grønland. 

Jeg sad selv i selvstyrekommissionen og husker ikke mange drøftelser om den grønlandske kirkes forhold. Det lå i luften, at de grønlandske menigheder og det grønlandske parlament ikke skulle have diktater fra Folketinget om en grønlandsk kirkeordning. 

På grund af den historiske udvikling og de særlige grønlandske forhold, er en meget stor del af den kompetence, der i Danmark er spredt på flere kirkelige niveauer, i øjeblikket samlet hos biskoppen. Grønland er et selvstændigt stift i Rigsfællesskabet og den grønlandske kirke er et stift i den danske folkekirke. En positiv udvikling i det lokale kirkelige liv i Grønland vil sikkert kalde på en udvikling med decentralisering. 

Ny Løn til den gode medarbejder, ikke til den gode forkynder

Den teologiske vinkel sikres i antologien af sognepræst Annette Kruhøffer, Glumsø, der skriver om New Public Management i folkekirken, især målstyring i stifterne. I afsnittet om Ny Løn til præsterne skriver sognepræsten, at kvalifikationstillægget snarere er for den gode medarbejder end for den gode forkynder.

Annette Kruhøffer får det sidste ord, når hun om hele processen med målstyring konkluderer: “Der er imidlertid meget få spor af teologiske overvejelser i hele processen.”

Hun udtrykker bekymring for, at Kirkeministeriets øgede centralisering vil nedsætte mulighederne for lokal autonomi og kan bringe de kirkelige niveauer i modsætning til hinanden og centralisering fremmes:

”På den baggrund har præster og menigheder et behov for at nytænke embedsteologien. Hvad skal menigheden ønske sig af sin præst? Og hvad er præstens opgave – set fra et evangelisk-luthersk perspektiv.”

Birthe Rønn Hornbech er tidligere kirkeminister og tidligere formand for Folketingets Kirkeudvalg