Intet er skønnere end at tænke på, at godt 12.000 mennesker endnu engang er på vej ind i landets mange menighedsråd. Og intet er vanskeligere end at tænke på, hvad de så skal beskæftige sig med.
Tal, mursten og praktikaliteter hører til den nødvendige og håndgribelige del. Men det er min erfaring, at mange medlemmer at menighedsrådene i hjertet savner tid til at udvikle gode vilkår for menighedens liv og vækst, som det så smukt formuleres i menighedsrådsløftet.
Den drivkraft skal næres i en levende folkekirke. Men hvad vil det sige i 2021?
Her er et par bud. Løft blikket og hent for eksempel inspiration hos DSUK, Danske Sømands- og Udlandskirker. Eller hos katolikkerne. I behøver jo ikke sige det til nogen…
Hvad har udlandskirker og katolikker da tilfælles? Viljen til at udfolde de talenter, der er hos medlemmerne af menigheden. Og evnen til at skabe nærhed i det fællesskab, man er en del af.
Jeg var tretten år, men opgaven kom til at forme mit kirkesyn og påvirke min tilknytning til folkekirken resten af livet
Vi har været bedre til det engang. Jeg har det privilegium, at jeg har boet i det samme sogn stort set hele mit liv. Da jeg gik til konfirmationsundervisning for en menneskealder siden, måtte den gamle lærer Ring træde tilbage fra hvervet som kirkesanger, da han var blevet så døv, at han altid sang aaaaaamen i meget lang tid efter, at både menighed og orgel var holdt inde. Hvad gjorde menighedsrådet så?
De skuede ud over menigheden og prikkede tre store piger, heriblandt mig, på skuldrene og spurgte, om vi ikke kunne tænke os at dele det job. Vi skulle bede indgangs- og udgangsbøn og synge for ved gudstjenester og andre kirkelige handlinger. Jeg var tretten år, men opgaven kom til at forme mit kirkesyn og påvirke min tilknytning til folkekirken resten af livet.
Sådan er det sjældent i dag, hvor alt professionaliseres. Jeg hørte på et tidpunkt om en ældre kvinde med grønne fingre, der tilbød menighedsrådet, at hun gerne ville levere blomsterbuketter til altret hele sommeren fra sin vidunderlige have. Nej tak, var svaret, det overlader vi hellere til blomsterhandleren. Professionel kirkedrift, javel – men der er ikke meget liv, vækst og fællesskab, når man afviser sådan et tilbud.
Hvad er det så, man kan lade sig inspirere af i de danske kirker i udlandet? De frivilliges inddragelse. Evnen til at samle menighed og mennesker i fællesskaber omkring kirkens to ben: Som trosfællesskab og som kulturinstitution.
Begge ben sidder jo på samme krop, hvis opgave det er at forkynde evangeliet. Kulturfællesskabet kan for mange være en vigtig trædesten ind til gudstjenesten, det ved de alt om i udlandskirkerne.
Mangen en ung studerende, sømand eller udstationeret bankmand, der aldrig har haft kirkegang i kalenderen, er, gennem praktiske opgaver og sociale arrangementer, blevet taget venligt i hånden og trukket den vej, der går i retning af et levende fællesskab omkring forkyndelsen.
Og man behøver ikke opholde sig i udlandet for at have et udækket behov for et fællesskab i vores individualiserede verden. Det har man også i sognene rundt om i fædrelandet. Næsten halvdelen af vore menighedsråd er medlem af DSUK, og resten bør blive det. Ikke kun for at støtte udlandkirkerne, men for at hente inspiration.
Og så er der katolikker og andre trossamfund, som vi ikke tager skade af at lade os inspirere af. Af en eller anden grund er det som om deres medlemmer i højere grad bliver set og inddraget. Måske har vi i vores lidt kølige, nordiske lutherdom udviklet en lidt for professionel pænhed.
Så husk det venligst, både erfarne og nye medlemmer. I går jo selv så fornemt foran i det frivillige arbejde i menighedsrådene. Jeg tror, at man kan inddrage flere i det daglige arbejde i sognene. Lidt besværligt engang imellem, javel. Men se, om ikke smilene kommer frem, hvis I prikker nogle på skuldrene, også i det små.
Held og lykke med arbejdet – og tak for indsatsen!
Mette Bock er tidligere kultur- og kirkeminister