Tidligere biskop: Islam er sandpapir for troen

Tidligere biskop Steen Skovsgaard har i en ny ph.d.-afhandling undersøgt dommedag i islam og kristendom. Kendskabet til islam kan nemlig styrke synes på den kriste tro og lære, mener han. Her gennemgår Steen Skovsgaard hovedtrækkene i sin afhandling

Der findes flere eksempler på religionsdialog i praksis,men på et akademisk niveau er der meget få berøringsflader mellem islam og kristendom. Det forsøger tidligere biskop Steen Skovsgaard at rette op på med en ny ph.d.-afhandling. Foto: Julie Meldhede Kristensen

Da jeg for snart 30 år siden som sognepræst i Gellerup Sogn begyndte at studere islam, opdagede jeg hurtigt, hvor komplekst det var at skulle forsøge at sætte sig ind i en anden religion. 

Jeg fandt også ud af, at islam og muslimer er meget forskellige. Det var faktisk en muslim, der lærte mig ordsproget: ”Ikke alle fingre er ens, selvom de tilhører samme hånd.” Kristne og muslimer er indbyrdes ligeså forskellige, som fingre på en hånd. Og ligesom kristendommen er islam fyldt med nuancer. 

Men den vigtigste erfaring var, at islam blev en udfordring af min egen kristentro. 

Islam sliber troen til

Jeg skrev i 1994 en bog om islam og kristendom: ”De fremmede har I altid hos jer.” Heri kalder jeg mødet med islam for ”sandpapir for troen”. 

Der er nemlig meget overflødigt, der bliver slebet af i mødet med islam, og ens egen kristentro kommer til at fremstå klarere og enklere, ved at man vover at indgå i dette møde. 

Det er kort og godt sundt at blive modsagt, ligesom det kan være en gave at møde det fremmede. Man lærer nemlig ikke bare noget om og af den anden, man lærer også noget om sig selv. 

Den danske missionær Jens Enevoldsen gik så vidt som til at sige: ”Først mødet med islam lærte mig, hvad kristendom er.” 

Akademisk metode lever af mødet med andre

Det er den erkendelse og erfaring, som den konfessionelle komparative analyse bygger på: Ved at mødes med en anden religions tro og trospraksis kan man lære noget om sig selv og sin egen tro. 

Den amerikanske professor i komparativ teologi, Catherine Cornille har for nylig udgivet en bog: ”Meaning and Method in comparative Theology,” og det er denne systematiske fremstilling, jeg har fundet meget inspirerende og benytter i min afhandling.  

Teologisk spejling giver nye indsigter 

I afhandlingen udvælger jeg otte forskellige centrale teologiske temaer, som hver på sin måde drejer sig om dommedag. Det gælder begreberne: synd, retfærdighed, straf, tilgivelse, frelse, fortabelse, frygt og glæde. 

Ved hvert af disse begreber lader jeg den folkekirkelige bekendelse blive spejlet i islam, og det kommer der flere spændende og overraskende indsigter ud af.  

Der er lærdom gemt i islams syndsforståelse

Lad mig komme med to eksempler på denne spejling.

Begrebet synd er i en evangelisk-luthersk forståelse knyttet til menneskets natur. Synd er ikke blot at gøre forkerte gerninger; men det er et grundlæggende oprør mod Gud. 

Det lutherske menneskesyn, hvor mennesket i troen på Kristus på én gang er synder og retfærdig, bliver i mødet med islam udfordret til genfortolkning. 

Mødet med en muslimsk forståelse af synd kommer til at understrege syndens alvor og dermed frelsens betydning og nødvendighed. Synd er med andre ord ikke fejltrin, man selv kan bekæmpe eller gøre godt igen; men det er et vilkår og en virkelighed, man må frelses ud af. 

Samtidig er der et par definitioner på synd i islam, som kristne i høj grad kan lære af eller blive mindet om. 

Det ene er, at synd i islam bestemmes som utaknemlighed. Det samme kan findes i en kristen tradition. 

Endvidere kaldes det i islam for en synd at opgive troen på Guds barmhjertighed. Det kan minde om, at det også kaldes for synd at opgive eller afvise troen på Guds frelse i Jesus Kristus. 

Glæden har forskellige perspektiver i de to religioner 

I spørgsmålet om glæden er der ligeledes flere forskelle og overvejelser. I islam tales der ofte om, at man kan glæde sig til det kommende liv i Paradis, hvorimod kristendommen oftere understreger, at man i troen på Paradis kan glæde sig over dette liv. 

Det er et gennemgående træk, at glæden over dette og det kommende liv spiller en fundamental og helt anderledes rolle i Det nye Testamente end i islam. 
Det kan i en kristen kontekst endda kaldes for en forsyndelse ikke at glæde sig. Et citat, som tilskrives K.E. Løgstrup, understreger mere end noget andet glædens betydning og fordring:

”Når vi ikke anser glæden for en grundstemning […] skyldes det, at vi ikke regner med, at vi forsynder os ved ikke at glæde os. Og så er det måske vort livs alvorligste og største forsyndelse […], det er en dødssynd. Måske mere end noget andet spolerer vi vort eget og hinandens liv ved manglende glædesevne.” 

Frygt og glæde er gennemgående temaer, som spiller en stor rolle både i islam og kristendom. Af den grund bærer afhandlingen titlen: Mellem frygt og glæde.

Frisk luft til den teologiske debat

Sommetider kan man savne lidt mere frisk luft i den danske teologiske debat, nye nuancer og lidt flere farver og toner. 

Det er min erfaring – ikke mindst i arbejdet med denne afhandling – at mødet med islam i høj grad kan bidrage til at skærpe og udfordre til en gennemtænkning af centrale teologiske dogmer og temaer. Herunder troen på dommedag.

Læs forordet til "Mellem frygt og glæde".