Fredag den 4. oktober drog jeg afsted. Ikke på pilgrimsvandring eller sogneudflugt, men til tre dages præstepraktik på Sydhavsøerne - de danske forstås. Det lyder jo vældig eksotisk, og det var det sandelig også for undertegnede, som aldrig før i sit liv havde sat sine fødder i den fede muld på Lolland og Falster. Og sammen med 14 andre teologistuderende var jeg altså inviteret til Danmarks mindste stift med de lyserøde kirker og flotte præstegårde for at høre om, hvad man netop her kan tilbyde nyudklækkede præster.
Inden afrejse var jeg positivt stemt, men også lige dele skeptisk. Invitationen i sig selv er et fremragende initiativ, som jeg og andre teologistuderende hilser meget velkomment, da det er en gylden mulighed for at høre nærmere om præsternes arbejde. Derudover giver praktikken lejlighed til at øve sig i homiletikkens kunst samt at vælge salmer til søndagens gudstjeneste – en udfordrende opgave, når universitetsteologien ikke uddanner i pastorale opgaver.
Det tilsendte program vakte ligeledes begejstring om ekskursionen, da det indeholdt oplæg af Falsters provst, besøg hos korshærspræsten i den nyoprettede varmestue, samtale med en nyligt ordineret præst samt besøg i forskellige kirker rundt om i stiftet. Den førnævnte skepsis var dog stadig præsent ved ankomsten, for Lolland og Falster synes ganske fjerne for en ung urban kvinde, som bor i Malmø. Det kan være svært at forestille sig, hvad landdistrikter kan tilbyde mig, men også min mand og barn, skulle vi flytte dertil.
Forventningsfuld ankomst til "vandkants-Danmark"
Fredag eftermiddag ankom jeg så til Nykøbing Falster og blev mødt af smilende og forventningsfulde medstuderende, præster og provst. Biskoppen måtte vi vente lidt på, men alt godt kommer, som vendingen lyder, til den der venter.
Bordene var dækket op med præstegodter, og nej, her skal ikke tænkes oblater og portvin, men derimod kaffe og saftig kanelstang. Stemningen for en god eftermiddag var sat i mødelokalet i bispegården, hvor vi blev præsenteret for stiftet og de muligheder, som her kan tilbydes.
Og ”salgstalen” tænder en drøm i mig. For med ord om samarbejde, civilsamfundets engagement, tid til teologisk fordybelse og kreativitet fremstår Lolland-Falster i et glødende lys som en del af vores land, der nægter at kalde sig ”udkants-Danmark”, men i stedet slår fast, at de er ”vandkants-Danmark”.
I mine romantiske sværmerier er jeg solgt, men der er desværre tågedis, som slører for lyset. For jeg må nok se i øjnene, at jeg til stadighed er lidt betænkelig ved, hvorvidt min ikke-danske kæreste kan få arbejde på Lolland-Falster, hvorvidt jeg har lyst og ønske om at skulle samarbejde med flere menighedsråd i et større pastorat og om ø- og landsbymentaliteten alligevel bliver for stor en udfordring for mig og min familie.
Vinterbadning og søndagsprædiken
Efter hver dags program indlogeredes alle præstepraktikanter ved frivillige præsteværter. På den nordøstlige del af Falster var jeg så heldig at få ophold ved en særdeles inspirerende præst, som gerne ville dele tanker og erfaringer om livet som landsbypræst med alle dets fordele og udfordringer. Jeg vurderer, at denne del af min præstepraktik var mindst lige så givende som det planlagte program. Og når nu turen gik til Sydhavsøerne var det jo også oplagt at blive budt på en tur i havet omend kalenderen siger oktober. Og selvom undertegnede bangebuks måtte afslå invitationen til at hoppe i vandet, var morgenturen til det brusende hav ganske sigende for, at der her byder sig helt andre muligheder end et liv i byen.
Søndag blev jeg hentet og kørt til de landsogne, hvor jeg skulle prædike. Spændt på at se, hvor mange sådan en tidlig morgengudstjeneste kunne trække, kørte vi til første gudstjeneste. Jeg var forberedt på, at der muligvis kun ville komme nogle konfirmander med forældre samt et par vanlige kirkegængere. Selvom jeg godt kunne ønske mig endnu flere deltagere, så var det positivt, at alle ikke var skræmt væk ved, at en nybegynder skulle forsøge at sige noget kløgtigt. Efter gudstjenesten var der arrangeret kaffe og boller i menighedshuset, inden afgang til sidste gudstjeneste. Dermed havde jeg mulighed for at tale en smule med menigheden om, hvordan de oplevede kirken på landet; endnu en spændende samtale ud af mange denne weekend.
Alt i alt står præstepraktikken som en meget positiv oplevelse, jeg kun kan opfordre medstuderende til at deltage i. For mine øjne har åbnet sig for en del af Danmark, jeg før har været blind for.
Kirstine Rasmussen er teologistuderende ved Københavns Universitet