Coronaen har gjort mig ekstra opmærksom på, hvor taknemmelig jeg har grund til at være. Det gælder i al almindelighed, men i særdeleshed i forhold til mit studiested. Samtidig er der meget, jeg savner. Herunder – og i særdeleshed – mit studiested.
Det fysiske Menighedsfakultet er lukket ned. Med undtagelse af biblioteket. Ophold forbudt, ærinder tilladt. Først blev afstanden i auditorierne forøget, og kort efter blev undervisningen flyttet til det virtuelle rum.
Jeg er ikke sikker på, jeg selv bliver en, der frivilligt sætter mig ind i ny teknologi, når jeg når på den anden side af 60 år. Men det har jeg undervisere, der gerne gjorde. Også kommunikationen, tilgængeligheden og en hel del andet har fungeret. Faktisk kan jeg ikke sætte så meget som en lillefinger på Menighedsfakultetets håndtering af coronasituationen.
Samtaler med studerende på andre uddannelser viser mig, at det ikke er en selvfølge. Mange studerende har for tiden hverken adgang til et fysisk bibliotek eller vejledere, der forstår at være tilgængelige. Jeg kender ingen andre studerende, der er lige så privilegerede som MF-studerende lige nu. Ikke nogle af dem, jeg har talt med, i hvert fald.
Jeg kan godt læse mit pensum hjemme. Og mine undervisere svarer hurtigere, end jeg kan nå at hente en kop kaffe. Mine eksamensformer er blevet ændret til det bedre. For eksempel har coronaen været en gave til min græskeksamen, der nu kommer til at foregå hjemme med alle hjælpemidler til rådighed og bedømmelsen bestået/ikke-bestået. Når jeg fortæller tidligere MF-studerende, at jeg om lidt skal til en sprogeksamen med hjælpemidler, kigger de måbende på mig.
For eksempel har coronaen været en gave til min græskeksamen, der nu kommer til at foregå hjemme med alle hjælpemidler til rådighed og bedømmelsen bestået/ikke-bestået
Emma Kirk Pedersen, studerende, menighedsfakultetet
”Jamen, så er det jo lige så nemt som ovre på Aarhus Universitet,” siger de.
Og det nyder jeg bestemt. Men det ekstra, som også er med til at uddanne – og danne – mig, det mangler lige for tiden.
Jeg savner snakken i pauserne, de små happenings, morgenandagterne, og hverdagens gang blandt erfarne teologer, præster, kirkelige ledere med flere. Det ekstra, som var det, der gjorde, at jeg valgte Menighedsfakultetet som mit teologiske uddannelsessted frem for andre og mere sikre tilbud om teologisk uddannelse.
Det ekstra, som jeg vover at påstå gør, at jeg en dag står mere velforberedt overfor den præstegerning, jeg en dag gerne skal ud i.
Hvis jeg får lov, vel at mærke. Ledige præstestillinger vil der som bekendt være nok af. Men jeg ved også, at den årgang fra MF, der for få måneder siden blev færdige som bachelorer, nu går og venter på tilbagemelding om, hvorvidt der er plads til dem på kandidatuddannelsen på Aarhus Universitet. Den bekymring er heldigvis ikke min – endnu.
Jeg kommer ikke til at skulle møde ind på MF igen før semesterstart i august. Der er længe til. Jeg savner den dårligt smagende automat-kaffe, jeg savner de personlige og de teologiske samtaler med eksempelvis medstuderende, lærere og med min præst og mentor. Det ekstra, som også skal gøre mig til en dygtig teolog og præst.
At næste semester byder på undervisning og pensum svarende til godt 15 procent mere end et fuldtidsstudium, bringer end ikke en lille skygge over min længsel efter at komme tilbage til normalen.
Hvordan nedlukningen er foregået på de øvrige teologiske uddannelser, har jeg begrænset kendskab til. Men Menighedsfakultet har brilleret med deres håndtering af nedlukningen i forbindelse med covid-19. Og til daglig brillerer de med det ekstra.
Emma Kirk Pedersen er bachelorstuderende på Menighedsfakultetet