Teologistuderende: Digitalisering må aldrig blive et mål i sig selv – heller ikke på universitetet

Hvilken betydning ønsker vi, at det seneste års digitaliseringsbølge skal have – for kirkens liv og for de teologiske universitetsuddannelsers læringsmiljøer? spørger Kristoffer Johannes Schmidt-Hansen

Efter snart halvandet år med online-undervisning og nært forestående eksamener glæder jeg mig som teologistuderende utroligt meget til at komme tilbage til det undervisnings- og studiemiljø, jeg oplevede før corona, skriver Kristoffer Johannes Schmidt-Hansen.
Efter snart halvandet år med online-undervisning og nært forestående eksamener glæder jeg mig som teologistuderende utroligt meget til at komme tilbage til det undervisnings- og studiemiljø, jeg oplevede før corona, skriver Kristoffer Johannes Schmidt-Hansen. Foto: Leif Tuxen

”Fremtiden er digital”. Det får man ofte at vide, hvis man stiller spørgsmålstegn ved digitaliseringen af vores samfund.

Samtidig synes der i mange sektorer ofte at blive arbejdet ud fra devisen: ”Kan det digitaliseres? Så skal det digitaliseres!”

Og ofte hører vi om, at Danmark er blandt de mest gennemdigitaliserede lande i verden – og det skal vel at mærke forstås som en positiv ting.

Og jo, digitaliseringen af vores samfund bringer naturligvis store og indlysende fordele og fremskridt med sig. Men der er også talrige eksempler på, hvordan den øgede digitalisering skaber et ”ansigtsløst samfund”, indskrænker vores valgfrihed, er med til at koble grupper af borgere af – eller at de digitale løsninger i sidste ende hverken er mere smarte, af højere kvalitet eller mere økonomisk rentable end de analoge ditto.

Ofte synes digitalisering at være et mål i sig selv, frem for et middel til noget andet og bedre. Digitalisering for digitaliseringens skyld.

Coronapandemien har sat turbo på den digitale udvikling

I takt med den øgede normalisering af vores samfund vil vi i tiltagende grad skulle tage stilling til de mange nye erkendelser og indsigter pandemi, nedlukning og ændrede samværsformer har bragt os.

Og her kommer vi selvfølgelig ikke uden om digitalisering.

For med coronapandemien er der sat turbo på den digitale udvikling – og det gælder også i kirke og på universitet. Allerede i første halvdel af 2020 begyndte vi at drøfte, hvad vi mon kunne tænke os ”at tage med videre” fra pandemiens nedlukning.

Men på Københavns Universitet har man længe før pandemiens indtog søsat flere store, strategiske projekter vedrørende digitalisering. Udvikling af de studerende digitale kompetencer og digitale dannelse står blandt andet på tapetet. Det er afgørende med såkaldte ”21st century skills”, hedder det ligeledes.

Så når vi nu i horisonten aner en hverdag uden restriktioner – om end det går lidt trægt med den fulde tilbagerulning af restriktioner for særligt kirker og universiteter – presser spørgsmålet sig på:

Den ”digitaliseringsbølge”, der siden marts sidste år har skyllet ind over os – hvilken betydning ønsker vi, at den skal have for kirkens liv og gudstjenesteformer såvel som for de teologiske universitetsuddannelsers læringsmiljøer og undervisningsformer?

Jeg længes tilbage til undervisnings- og studiemiljøet før corona

Efter snart halvandet år med online-undervisning og nært forestående eksamener glæder jeg mig som teologistuderende utroligt meget til at komme tilbage til det undervisnings- og studiemiljø, jeg oplevede før corona. Det digitale studieliv, jeg har været vant til i snart halvandet år, har jeg i stor udstrækning et ønske om at lægge bag mig.

Det ønske tror jeg, at jeg deler med langt størstedelen af mine medstuderende.

Samtidig vil der også være studerende, der i højere grad påskønner den fleksibilitet som online undervisning giver. Har du allerede oplevet én studietid, og bor du nu et godt stykke udenfor København, mens du læser teologi, er det oplagt at se fordele ved at kunne følge undervisningen på computeren hjemmefra – også efter corona.

Lige så smart det umiddelbart kan opleves, ligeså store negative konsekvenser for studie- og undervisningsmiljøet kan det dog få, hvis det skulle blive en mulighed. For det vil alt andet lige betyde, at færre teologistuderende vil have deres daglige gang på det fysiske studiested.

Og det er nu engang så afgørende med de formelle og uformelle samtaler og møder, der finder sted studerende og undervisere imellem, når vi færdes og har en hverdag sammen på vores studiested. De er afgørende for både trivsel og studiemiljø, men også for den teologiske meningsudveksling og for at stimulere den faglige nysgerrighed.

Dertil er der væsentlige didaktisk-pædagogiske udfordringer indlejret i online-undervisningen.

Digital undervisning skal være didaktisk-pædagogisk funderet

Jeg tror ikke, det er tilstrækkeligt kun at tage stilling til digitaliseringen ad hoc. Hverken i kirken, på universitetet eller i samfundet generelt. Det bliver derimod mere og mere klart for mig, hvor afgørende det er at reflektere over digitaliseringens muligheder og begrænsninger.

For universitetets vedkommende må den refleksion med nødvendighed berøre helt fundamentale spørgsmål: Hvilket universitet ønsker vi i grunden at være? Hvilken undervisningskultur skal der være på en teologisk universitetsuddannelse?

Jeg mener, at det er afgørende vigtigt at holde fast i, at undervisning er noget undervisere og studerende skaber i fællesskab. Og dette fagligt forpligtende undervisningsfællesskab, som universitet kan tilbyde, har nu engang de allerbedste kår, når det udfolder sig i det fysiske undervisningsrum.

De teologiske universitetsuddannelser kan derfor passende have følgende pejlemærker i tiden, der kommer:

At digitalisering aldrig må blive et mål i sig selv – og ønskes digitale og online undervisningselementer indarbejdet i de teologiske uddannelser, da skal det altid være funderet i didaktisk-pædagogisk begrundelser.

På den måde sikres det, at det er teologiuddannelserne, der styrer den digitale udvikling, og ikke den digitale udvikling, der styrer teologiuddannelserne.

Til gengæld vil det ikke skade med fortsat og øget teologisk, dogmatisk, praktisk-teologisk, fænomenologisk (etc.) refleksion og undersøgelse af den stigende digitalisering af vores kirke og samfund.