40-50 teologiske studiepladser skal skæres væk på Københavns Universitet (KU) frem mod 2030 og på Aarhus Universitet står kandidatuddannelsen i Diakoni til at lukke.
Det er resultatet af regionaliseringsaftalen, hvis egentlige formål er at udflytte studiepladser fra de store byer.
Universiteterne har fået mulighed for at udflytte eller skære studiepladser svarende til 10 procent. Af de 1502 pladser som KU skal reducere, lægger ledelsen op til at flytte 20 procent og skære 80, da det er meget dyrt og på flere måder vanskeligt at flytte universitetsuddannelser.
Der tegner sig med andre ord en stor kontrast mellem aftaleparternes ønske om udflytning af studiepladser og den virkelighed, der kan blive konsekvensen af aftalen.
De nyuddannedes ledighed
På KU bliver det de teologiske og de humanistiske, naturvidenskabelige uddannelser, der primært skal holde for (jura skal f.eks. hverken skære eller flytte én eneste studieplads). Den primære årsag er, at en lidt større gruppe af de nyuddannede herfra statistisk set går ledige længere end på andre universitetsuddannelser.
Men det synes ganske problematisk og paradoksalt, at universiteterne fremover vil optage færre teologistuderende i en tid med præstemangel, hvilket tre biskopper derfor også har gjort rektor Henrik Wegener opmærksom på. Også fordi der for nylig er oprettet den ikke-dimensionerede teologiske efteruddannelse for akademikere (§1-uddannelsen) for netop at imødegå præstemangel.
Men så længe Uddannelses- og Forskningsministeren ikke ønsker at ophæve eller moderere den såkaldte ledighedsbaserede dimensionering af de teologiske uddannelser, er det svært for rektor at undlade at skære i teologiske studiepladser i udmøntningen af regionaliseringsaftalen. Der er således ikke megen hjælp for folkekirke og teologiske uddannelser at hente her.
Dialog med uddannelsespolitikere
Til gengæld har flere af de politiske partier, der står bag aftalen med god grund udtrykt utilfredshed ved udsigten til, at universiteterne ser sig nødsaget til at handle stik mod aftalens egentlige hensigt idet de vil lukke fremfor at udflytte studiepladser.
På den måde er der fortsat mulighed for at præge den endelige udflytningsplan ved at få politikerne til revurdere den i forbindelse med forligsparternes drøftelser af planen i begyndelsen af det nye år.
Der er derfor al mulig grund til fra folkekirkeligt hold, at fortsætte og intensivere dialogen med ministeren og særligt aftaleparternes uddannelsesordførere for at gøre dem opmærksomme på aftalens stærkt uhensigtsmæssige konsekvenser for folkekirken. I den proces kan medlemmer af Eksternt Råd på humaniora være en oplagt samarbejdspartner, da de må formodes at have samme agenda for uddannelserne der.
Universiteternes karrierevejledning
Samtidig er der også andet der bør gøres, parallelt med at biskopper forsøger at få fritaget de teologiske uddannelser fra den ledighedsbaserede dimensionering.
Det er for eksempel værd at overveje om de 20-30 procent af de teologiske kandidater, der ikke vælger at gå på Pastoralseminariet, bliver klædt tilstrækkeligt på til det jobmarked, der venter dem, af de teologiske uddannelsesinstitutionernes karrierevejledninger.
Jeg møder medstuderende, der har læst teologi i seks år, som ikke ønsker at være præster, men samtidig har gjort sig ganske få erhvervserfaringer gennem studiejob, praktik eller lignende. Noget, der ellers ville kunne kvalificere dem afgørende i deres jobsøgning.
Og derfor er det måske heller ikke så underligt, hvis de går ledige i længere tid, og dermed er med til at trække den teologiske ledighedsstatistik for nyuddannede i den forkerte retning.
Hvor længere tids ledighed ikke nødvendigvis havde de store konsekvenser for universitetet tidligere, har det i dag betydning for, hvor mange studerende de må optage.
Brobygning mellem by og land
Desuden er der nok en tendens til, at nyuddannede teologer går ledige, fordi de søger embeder i eller omkring de to teologiske uddannelsesbyer, hvor der er flere ansøgere per stilling end andre steder. Også det trækker ledighedsstatistikken i den forkerte retning.
Den tendens er der for så vidt ikke noget unikt ved. Det har i flere år været tilfældet for nyuddannede fra mange uddannelser i de større byer, at flere gerne bosætter sig her efter endt studie.
For menighedsråd og stifter består der derfor en fortsat vigtig opgave i – gerne i samarbejde med kommunale og civile aktører samt universiteterne – gennem brobyggende initiativer at vise de teologiske studerende og kandidater de mange gode grunde, der er til også at søge mod embederne uden for de store universitetsbyer.
Både fordi der er få ansøgere til stillingerne her, og fordi det kan påvirke ledigheden blandt de nyuddannede positivt.
Mange initiativer kan tages. Det er blot vigtigt at tale og sparre med dem sådanne initiativer rettes med: de teologistuderende og nyuddannede.