Hvorfor blev du studenterpræst?
Mit første embede var en tidsbegrænset stilling som henholdsvis studenterpræst og sognepræst. Inden jeg fik det, havde jeg faktisk fravalgt præstegerningen. Så i mange år efter, at jeg blev teolog, lavede jeg noget andet, men altid noget, der var relateret til at hjælpe mennesker. Sideløbende tog jeg en fireårig terapeutuddannelse.
På et tidspunkt kunne jeg mærke, at det var tid til at prøve kræfter med præstejobbet, og efter et par vikariater fik jeg min nuværende stilling som studenterpræst på Københavns Universitet. Jeg søgte stillingen, fordi jeg allerede havde erfaring med jobbet og vidste, at det var meningsfuldt for mig så at sige at være 'en hånd i ryggen' på unge mennesker.
Årene som studerende er nogle afgørende og formative år, og det kan undertiden være en balanceakt at forene studie med alt det andet, der sker i livet. Jeg kan grundlæggende godt lide at tale med unge mennesker og måske bidrage til at nuancere perspektivet lidt, så de eksempelvis forstår, at det ikke altid er deres egen skyld, at tingene går som de går.
Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig?
En typisk arbejdsdag er primært præget af samtaler med studerende. Eksistentielle samtaler, som handler om alt det, der hører menneskelivet til. Alle de brydekampe, vi må tage – både i ungdommen men også som menneske generelt. Og det afspejles i samtalerne, som kan handle om alt fra kærestesorg, eksamensangst, svære relationer til mening, tro og tvivl.
Udover samtaler fylder planlægning og afholdelse af vores forskellige arrangementer en del. Vi prøver hvert semester at sikre en bred tilbudsvifte til de studerende. Lige nu tæller den blandt andet eksistenssamtaler, filosofiske fugleture, foredrag, sorggruppe og fyraftensgudstjenester. Derudover holder vi løbende oplæg – både for ansatte og studerende på KU.
Hvordan adskiller et job som studenterpræst sig fra et job som sognepræst?
Da min stilling er en kvoteret stilling som 90 procent studenterpræst og 10 procent sognepræst, går hovedparten af min arbejdstid til de studerende. Som funktionspræst har jeg fortsat højmesser og almindelige kirkelige handlinger som dåb, vielser og bisættelser, men slet ikke i samme omfang som en fuldtidssognepræst. Og konfirmandundervisning indgår ikke i min stilling.
En anden markant forskel er, at vi som studenterpræster færdes på en sekulær institution. Selvom vi naturligvis er til stede efter aftale, er vi så at sige på udebane, og det kræver en konstant refleksion over selve indholdet af vores arbejde, men også over vores kommunikation af det, vi laver. Ikke alle synes, præster hører til på et universitet, og det kræver gefühl og hensyntagen fra vores side.
Hvilke kompetencer er de vigtigste for dig i dit arbejde?
Det er naturligvis min teologiske uddannelse, mit teologiske fundament. Det er fra det sted, jeg møder de studerende. I tillæg har min terapeutiske efteruddannelse tjent mig godt. Ikke at det, jeg tilbyder, er terapi – jeg er præst ikke terapeut – men fordi der er noget i den terapeutiske metode, der er aldeles brugbar i mine samtaler.
Og ellers er en vigtig kompetence jo overordnet at være interesseret i menneskers liv og deres fortællinger. Vigtigt er det også at kunne samarbejde med mange forskellige typer mennesker og faggrupper.
Hvad er det bedste og det sværeste ved dit arbejde?
Det bedste er at blive inviteret med ind i et andet menneskes inderste rum. Det er et stort privilegium, men også ansvar at få adgang til det, og det kræver selvsagt ydmyghed og nænsomhed. Og det bedste er at kunne gøre en lille forskel. Ikke i den forstand, at jeg fjerner det, der er svært og tungt for den studerende at bære. Men ved, at det overhovedet bliver til at bære – i bedste fald måske endda lidt lettere.
Det sværeste er at stå over for et menneske, der er dybt fortvivlet uden at kunne fjerne årsagen.
Og så er det undertiden både det bedste og det sværeste at lave arrangementer, der taler til de studerende. Indtil de studerende får et personligt kendskab til os, kan vi godt være oppe imod nogle fordomme. Så det er svært, men også utrolig interessant hele tiden at overveje, hvordan vi på én og samme tid bevarer vores identitet som præster og laver ting, som de unge oplever har relevans for dem.