Stor opbakning bag ny biskop i Helsingør

Bispevalget i Helsingør er afgjort allerede i første valgrunde. Med over halvdelen af de afgivne stemmer i ryggen bliver Peter Birch ny biskop i landets folkerigeste stift

Med 682 stemmer fik Peter Birch flertal foran alle tre øvrige kandidater allerede i første valgrunde - han bliver dermed Helsingør Stifts næste biskop. Thorbjørn Hansen fik 340 stemmer, Holmegaard Larsen 226 stemmer og Asser Skude 38 stemmer. 16 stemte blankt.
Med 682 stemmer fik Peter Birch flertal foran alle tre øvrige kandidater allerede i første valgrunde - han bliver dermed Helsingør Stifts næste biskop. Thorbjørn Hansen fik 340 stemmer, Holmegaard Larsen 226 stemmer og Asser Skude 38 stemmer. 16 stemte blankt. Foto: Kåre Gade

Opdateret 13. oktober kl. 13:48

Med 53 procent af stemmerne fik provst i Gentofte Peter Birch flere stemmer end de tre øvrige kandidater tilsammen. Dermed er bispevalget i Helsingør afgjort allerede i første valgrunde, og Peter Birch kan se frem til at blive indsat som biskop Lise-Lotte Rebels efterfølger den 31. januar 2021.

Provst i Slagelse Ulla Thorbjørn Hansen fik 26,4 procent, sognepræst i Nødebo og Gadevang Eva Holmegaard Larsen fik 17,6 procent af stemmerne, mens 3 procent stemte på sognepræst i Bellahøj og Utterslev Asser Skude.

Godt 84 procent af de stemmeberettigede stemte til valget. 
 

Valghandlingen er foregået digitalt fra den 22. september til den 13. oktober kl. 12.00. De stemmeberettigede har kunnet ændre deres stemme frem afstemningens afslutning. Mandag havde 80 procent stemt.
 

 

Det er et stærkt mandat, som jeg tager imod med glæde og respekt

Peter Birch, vinder af bispevalget i Helsingør

”Jeg er både meget stolt over og meget glad for, at det blev en tydelig og klar afgørelse. Det er et stærkt mandat, som jeg tager imod med glæde og respekt,” siger Peter Birch, som dog også indrømmer, at han er overrasket over at vinde allerede i første runde.

”Det er sært, at en valgkamp, der har været i gang så længe, bliver afgjort elektronisk på ti sekunder, og jeg kan mærke, at jeg lige skal have tid til at tage det ind.”

På spørgsmålet om, hvorfor han tror, at resultatet blev så klart, svarer Peter Birch:

”Det har jo været en forholdsvis kort valgkamp, som har været præget af coronaens begrænsninger, så det har været svært at danne sig et overblik.”

”Men jeg tror, at jeg og mine støtter har været gode til at holde fokus på mit budskab om, at folkekirken fortsat skal placere sig centralt i samfundet – gennem en stærk forankring i menighedsrådene, gennem et godt arbejdsmiljø og ved at give plads til nytænkning og kreativitet, når det gælder forkyndelsen.”

Ulla Thorbjørn Hansen, som blev nummer to, ønsker Peter Birch tillykke, og siger, at hun ikke er overrasket.

”Jeg havde måske troet, at der kom en anden valgrunde, men jeg er ikke overrasket. Peter Birch havde været i gang længe og fået støtte fra mange præster og provster, inden jeg overhovedet kom i gang, og det er svært at komme efter, ikke mindst i en covid-19-tid,” siger hun.

”Det har været svært at arrangere møder, og der har ikke været den store interesse for at møde ois kandidater. Der er også mange, der ikke har stemt – det sidste er rigtigt ærgerligt.”

Eva Holmegaard Larsen ønsker også Peter Birch tillykke og glæder sig over, at resultatet blev så klart

”Nu skal jeg skal hjem og passe mit sogn og mit arbejde som teologisk konsulent, som har lidt under, at jeg har været bispekandidat,” siger hun.

”Det har været hårdt, men det har også været meget, meget lærerigt. Det store Helsingør Stift er ikke så stort længere, nu hvor jeg kender enhver krog af det. Jeg er blevet klogere på stiftet, og det er også gavnligt, når man er teologisk konsulent.”

Asser Skude var ikke til stede, men på efterårsferie med familien. Han var repræsenteret af Carsten Thrane, frivillig webmaster for Asser Skude, som havde bispekandidaten med på mobiltelefonen.