Stiftskontorchef: Stifternes personale skal debattere konsekvenser af nyt budget

Stifternes medarbejderne er optaget af, hvordan stifternes økonomi bliver i de kommende år

Hvad er det så, stiftspersonalet er optaget af, når de i to dage efterlader biskopperne alene tilbage på kontorerne til selv af lave deres kaffe? Stiftskontorchef Jette Madsen ser frem mod det årlige personaleseminar for stifternes medarbejdere.
Hvad er det så, stiftspersonalet er optaget af, når de i to dage efterlader biskopperne alene tilbage på kontorerne til selv af lave deres kaffe? Stiftskontorchef Jette Madsen ser frem mod det årlige personaleseminar for stifternes medarbejdere. Foto: Lisette Hedegaard/Aarhus Stift

Jeg sidder og forbereder mig til det årlige personaleseminar for stifternes medarbejdere. Det indebærer, at alle stiftsmedarbejdere mødes på Hotel Svendborg - ligesom vi plejer - og i år er der god opbakning til seminaret med knap 150 medarbejdere.

Stiftsmedarbejdere har gennem mange år mødtes en gang om året ligesom de fleste andre faggrupper i folkekirken gør. Det er altid hyggeligt, og stemningen er høj – i stil med den årlige fætter- og kusinefest.

De seneste år har en gruppe af medarbejdere fra stifterne i fællesskab taget sig af forberedelsen og afviklingen af seminaret.

Det at sammensætte et program, der er relevant for alle 150 deltagere, kan i sig selv være en udfordring, da et to-dages kursus skal være relevant for både lønmedarbejderen, bogholderen, bispesekretæren, GIAS-medarbejderen, uddannelseskonsulenten, kommunikationsmedarbejderen HR-medarbejderen, byggesagsbehandleren og så videre.

Hvad er det så, stiftspersonalet er optaget af, når de i to dage efterlader biskopperne alene tilbage på kontorerne til selv af lave deres kaffe?

Ja, lige nu er medarbejderne selvfølgelig optaget af, hvordan stifternes økonomi bliver i de kommende år. Den nye budgetmodel er nu underskrevet af kirkeministeren og Fællesfondens samlede budget for 2020 er udsendt.

Budgetmodellen tilfører stifterne samlet et beløb på 17,2 millioner kroner, og det kan jo lyde som en ordentlig bunke penge. Men fordi stifterne i de seneste år har været underlagt en årlig to-procentsbesparelse, vil der i høj grad være tale om genopretning.

Samtidig stilles der nu en række krav i form af opgaver, som stifterne skal have særlig fokus på, nemlig åbenhed om prioriteringer og serviceniveau, styrkelse af stifternes rådgivningskapacitet og engagement i samskabelse.

Hvad betyder det for opgavesammensætningen i stifterne? Og får det betydning for den enkelte medarbejders opgaver og stillingsindhold?

For at være med til at besvare nogle af de spørgsmål, som medarbejderne kan have, er der på personaleseminaret i år arrangeret en paneldiskussion med et panel bestående af en biskop, en stiftskontorchef og departementschefen i Kirkeministeriet. Debatten skal kaste lys over, hvad der skal ske i stiftsadministrationerne, hvorfor der skal ske noget nyt, og hvordan vi som medarbejdere skal agere i den nye situation.

Medarbejderne har på forhånd sendt spørgsmål til paneldeltagerne, så der kan sættes fokus på det medarbejderne er optaget af.

Jeg synes, det er en rigtig godt tiltag, at medarbejderne på denne måde kan sætte ord på deres usikkerhed og mulige frustration over alt det nye.

Det glæder jeg mig til, ligesom til de øvrige faglige indslag på seminaret – og naturligvis det hyggelige samvær. Og så håber vi, at biskopperne klarer sig et par dage uden os.