Det er svært ikke at skrive om coronakrisen i disse tider uanset, hvad man ellers måtte have på hjertet.
Mon ikke de fleste af os kan huske den aften, da statsministeren meddelte os alle, at landet nu skulle lukkes ned?
Jeg sad selv hjemme i sofaen og mærkede, hvordan panikken bredte sig over alle de møder og arrangementer, der pludselig skulle aflyses, samtidig med at vores yngste datter straks begyndte at undersøge, hvad det kunne komme til at betyde for hendes undervisning på gymnasiet, den forestående studentereksamen, studenterkørsel og alt, hvad deraf følger.
Jeg tror først, at jeg kom ud af min osteklokke, da datteren meddelte mig, at hvis hun har var ansat i Aarhus Bispegård, ville hun gerne have en besked fra sin arbejdsgiver lige nu. Jeg måtte give hende ret og fik sendt en besked til alle medarbejdere.
Den følgende dag brugte vi hele arbejdsdagen på at få overblik over mulighederne for at etablere hjemmearbejdspladser for alle medarbejderne, og alle fik travlt med at pakke de relevante arbejdspapirer sammen for at tage dem med hjem.
Stiftsadministrationernes personale og coronakrisen
Selv om folkekirken gradvis åbner mandag den 18. maj som en del af genåbningens Fase 2, er det endnu uvist, om medarbejderne i folkekirkens stiftsadministrationer kan vende tilbage. Stifternes personale har som statsansatte være hjemsendt siden den 13. marts.
Dengang troede vi, at vores ”isolationstid” ville vare i 14 dage, hvorefter vi kunne genoptage vores gamle liv. Vi blev alle klogere.
Siden har den stået på skypemøder i lange baner, og man har siddet der med udsigt til sig selv og en dårlig hårdag (det hjalp lidt da frisørerne åbnede igen) og alle de andre blå personer, der toner frem på skærmen, når man ikke siger noget.
Vi har vænnet os til at sætte kryds i chat-rummet, når vi gerne vil sige noget, men det er dog stadig standardmeldinger fra mødelederen, at ”du skal huske at slå mikrofonen til”, eller ”vi kan ikke høre dig, du skal tale ned i mikrofonen”.
Det har nu også vist sig, at vi faktisk kan klare det meste arbejde hjemmefra, og efter et par uger er stemningen blandt medarbejderne blevet bedre, efterhånden som de har fundet ind i den nye rytme med mand, børn og et fristende køleskab.
Er det så bare det? Er det sådan, vi kan indrette vores liv og vores arbejdspladser fremover? Det klare svar må være nej tak!
Hvor jeg dog savner at blive irriteret over larmen på gangen i bispegården fra engagerede medarbejdere, der højlydt diskuterer en vigtig sag eller den nye serie fra Netflix. Hvor jeg dog savner at få serveret et stykke chokolade til møderne sammen med en kop lunken termokandekaffe.
Hvor jeg dog savner at stå op klokken fem om morgenen for at komme med toget til København for et to timers møde og styrte tilbage til Hovedbanegården for at nå det næste tog til Skanderborg. Og hvor jeg dog savner at se min familie igen under andre former end Facetime eller en gåtur i Rebild Bakker.
Denne ørkenvandring gennem coronaland har i høj grad mindet mig om, hvad der gør livet værd at leve, og hvorfor vi bruger tid på at rejse gennem landet for at mødes fysisk med hinanden.
Heldigvis er folkekirken kommet med i genåbningens Fase 2, og dermed kan dagliglivet i bispegården også indfinde sig igen. Med godt med håndsprit og afstand, men dog i samme hus. Det glæder vi os til.
Jette Madsen er stiftskontorchef i Aarhus Stift