Man kan kun være enig i den betragtning, domprovst Morten Fester Thaysen gør sig, når han med baggrund i Timothy Snyder konstaterer, at der skal være balance mellem spørgsmålene "hvordan" og "hvorfor", når en organisation stiller dem til sig selv.
Men der stopper så enigheden. For den analyse, som foretages i Morten Thaysens indlæg på Kirke.dk den 6. maj, mener jeg er forkert. Den udspringer af en generel frygt for ændringer i den eksisterende organisation, og der er det klart, at hvis man ikke vil ændringer, jamen så spørger man heller ikke "hvordan" – måske ikke engang "hvorfor".
Kirken er kirke, og ikke alt muligt andet
Som præst i folkekirken glæder jeg mig dagligt over, når vi i menighedsrådet taler om hvorfor. Det gør vi nemlig som en grundlæggende del af vores kirkelige arbejde, således at vi sikrer, at vi som kirke hele tiden er kirke og ikke alt muligt andet.
Det var med den forventning, jeg gik til arbejdet som præst, fordi forkyndelsen af evangeliets budskab er det vigtigste, og udbredelsen af Kristus som verdens frelser må hele tiden være fundamentet for alt, hvad vi foretager os.
Det kan godt være, at man ikke kan spørge "hvordan" uden at vide "hvorfor", men man kan heller ikke hele tiden spørge "hvorfor", uden at være nødt til at tænke over "hvordan".
Hvis organisationen "folkekirken" skal kunne vedblive med at udbrede det kristne budskab, og blive ved med at gøre sig gældende i et samfund som det danske, så er man nødt til at spørge "hvordan".
Organisationens struktur er afgørende for overlevelsen
De første kristne måtte i tiden efter Jesu opstandelse og himmelfart også spørge sig selv: Hvordan gør vi det her? Der er blevet stablet en orden på benene, men vel at bemærke ikke en orden, som er givet af Gud.
Den orden, der eksisterer i de kristne kirker på verdensplan er udsprunget af lokale forhold, hvor man erkender, at det samfund, som kirken skal være en del af, også må afspejle sig i kirkens struktur – hvorfor det at diskutere strukturens form ikke gør noget ved budskabet.
Tværtimod er det hele tiden en diskussion om, hvordan vi bedst muligt får det budskab ud til samfundet. Det skal vi da gøre som kirke?
Derfor er man nødt til at arbejde med organisationens arbejdsmiljø, så præster, organister og kirkefunktionærer har lyst og mod på at arbejde i kirke. Arbejdsmiljøet gives ikke af, at jeg tror på Kristus som verdens frelser, for der er så mange andre faktorer i spil, som det moderne samfund er med til at skubbe til.
Vi kommer ikke til at kunne rekruttere folk nok, hvis vi ikke er villige til hele tiden at holde den organisation, vi arbejder i, veldrevet.
Man er nødt til at arbejde med organisationens struktur, fordi samfundets struktur ændrer sig.
Modviljen i samtalen om "hvordan" er for stor
Fra grundlovens indførelse i 1849 og frem til de store kirkelove i 1920 blev der lavet meget store strukturelle ændringer. Var de forkerte?
Skulle man have ladet være med efter grundlovens indførelse at arbejde med kirkens struktur og så bare beholde den gamle statskirkemodel, hvor det var biskopperne, der udsendte præster til de forskellige sogne, og hvor menighedsrådene ikke var relevante?
Man er nødt til at arbejde med folkekirkens økonomi. For uanset, hvor meget, vi håber, så er det ikke givet at folkekirkens økonomi bliver ved med at se ud, som den gør nu. Som præst i Tønder Provsti ved jeg alt om, at økonomien ikke er god. Vi skærer ind, og vi skal lave besparelser.
Her kan jeg fortælle, at man i den grad er nødt til at spørge "hvordan", hvis man gerne vil kunne gennemføre "hvorfor". Er der ingen penge, eller i hvert fald kun få, så skal vi prioritere.
Og hvis vi sidder på hænderne nu, og kun vil tale om "hvorfor", så ender vi med, at det slet ikke bliver muligt at spørge "hvordan", for organisationen smuldrede væk under os, fordi vi ikke gjorde noget.
Jeg vil dog godt give Morten Thaysen, at det er rigtig set, at den effektivisering, man har gennemført i mange offentlige ledelseslag, ikke har gjort noget godt altid. Og jeg vil også give, at han har ret i, at folkekirken ofte kommer 15 år for sent og dermed gentager mange fejl.
Men jeg mener, man kommer 15 år for sent, fordi modviljen i samtalen om "hvordan" er alt for stor i folkekirken.
Var det så ikke bedre med en reel vedvarende samtale om kirkens struktur, hvor vi vitterligt turde tænke ud af boksen? Hvor vi virkelig prøvede at spørge os selv; hvis vi skal forkynde Kristus som verdens frelser, og hvis vi skal udbrede evangeliets budskab, hvordan gør vi det så bedst? Hvilken struktur understøtter det bedst?
Ikke at handle er også at handle, og undlader man at gøre noget ved strukturen, så er det også at gøre noget ved strukturen – og dén løsning findes der endnu flere eksempler på ikke er gået godt.