Sognepræst: Selvfølgelig giver jeg ikke hånd – men jeg glæder mig, til jeg igen kan gøre det

KOMMENTAR: Virus er ikke det eneste, der overføres ved håndtryk. Det gør også medfølelse, sammenhold, og styrke, skriver sognepræst Lisa Tikkanen Pagh

"Det var godt nok underligt." I lørdags fulgte sognepræst Lisa Tikkanen Pagh regeringens anbefalinger og undlod at give hånd efter en begravelse. Håndtrykket kan ikke erstattes, men vi er nødt til at undvære det for at skærme de mest udsatte for coronavirus, mener hun.
"Det var godt nok underligt." I lørdags fulgte sognepræst Lisa Tikkanen Pagh regeringens anbefalinger og undlod at give hånd efter en begravelse. Håndtrykket kan ikke erstattes, men vi er nødt til at undvære det for at skærme de mest udsatte for coronavirus, mener hun. Foto: Kåre Gade

Jeg kommer i berøring med mange mennesker i løbet af en uge, ganske ligesom mine kolleger. Nogle giver en krammer, andre en hånd, men at stå i kirkedøren som præst og hilse på sin menighed med et håndtryk, et smil og en lille sludder, er tæt på at være en del af gudstjenestens liturgi.

Nogle gange mødes vi af ivrigt ruskende hænder, der jubler efter en vielse. Andre gange af fastholdende hænder, der griber efter et medmenneske i sorgen over tabet af en elsket. Om søndagen af velkendte hænder, der gerne vil holdes; hænder, der gensidigt spørger: "Hvordan går det med dig?"

Denne artikel er en del af dette tema:
Corona
Corona

Lørdag den 87. marts var Dag 1 for mig uden håndtryk. Jeg stod med en overraskende fuld kirke til en begravelse af de gode. En kærlig og sammentømret familie skulle sige  farvel og på gensyn til en far, der havde levet godt og længe og gjort en kæmpe forskel i verden, deres såvel som vores.

Folk i kirken krammede, de gav hinanden hånd, og de var tætte på hinanden. De fulgte ikke statsministerens anbefalinger. Jeg, derimod, er embedsmand og måtte smile og nikke med hånden på hjertet. Og det var godt nok underligt.

Selvfølgelig kan jeg ikke give hånd i dag, det er klart. Vi har et ansvar og en pligt til at skærme de mest udsatte og begrænse smitte. Enken, en pensioneret sygeplejerske, sagde selv, at det var klart det var sådan.

Alligevel var det en meget anderledes dag i dag. Virus er ikke det eneste der overføres ved håndtryk. Det gør også medfølelse, sammenhold, og styrke. Anerkendelse af, at du er her og jeg er her, sammen med dig, og at vi har gjort noget sammen, oplevet noget sammen.

Vi talte i kirkedøren om mulige erstatninger. At slå fødderne sammen dur ikke blev vi hurtigt enige om, for det ville udelukke ham, de går med rollator. En foreslog albuehilsner, som det er sædvane blandt kokke, hvor man er vant til at have nassede fingre.

Men jeg tror ikke, det kan erstattes. Og jeg glæder mig af rigtig mange grunde til igen at kunne give hånd i kirkedøren.

Lisa Tikkanen Pagh er sognepræst i Christianskirken, Kongens Lyngby.