Jeg har en ven, som i forbindelse med sit arbejde flyver en del, og som samtidig lider af flyskræk. Specielt når der er godt med lufthuller og turbulens deroppe, bliver han bange. Det er virkelig hårdt for mig, siger han. Men det har så den store fordel, at jeg mere end de fleste andre i den grad er lettet, når jeg er landet!
Når jeg er landet, er jeg lettet. Det umiddelbart set modsætningsfyldte kan godt hænge meningsfuldt sammen. Som påskemorgenens både frygt OG store glæde hos kvinderne (Matt. 28,8). Da de var landede, var de lettede.
Langfredags gru og påskelørdags store sorg blev brudt af engleord, som sidenhen ikke slap sit tag i dem, men tværtimod fyldte tomheden med håb og med tro på, at så var det alligevel sandt, det, han, Menneskesønnen, hele tiden havde sagt til dem og med alt sit villet vise dem, at kærligheden overvinder døden – ”at døden intet finder hos / den, som har elsket meget” (DDS 731,3) – og så så meget!
Og derfor, som det lyder ved både dåb og begravelse: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde”. Det var det, de var – det er det, vi er: genfødte – til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde!
Det er en god og livsvigtig vinkling.
Ind i graven
Vinklingen er afgørende. Også her i morgenlyset ved Jesu tomme grav påskemorgen.
Evangelisten Matthæus, som vi hører evangeliet fra påskedag 2020, nævner det ikke specifikt. Men de tre andre evangelister gør det, og det er vigtigt: at kvinderne og de af disciplene, der selv senere den dag var derude ved gravhulen, at de gik ind i graven!
Det var et gravkammer, en gravhule, stillet til rådighed af Josef fra Arimatæa. De gik ind i graven. Og det var herinde englen talte til dem, og sagde: ”Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt…” (Matt. 28,5-6)
Vi skal alle ind i den gravhule, i Jesu tomme grav, for at påskemorgenens budskab kan få sit tag i os, og vi kan blive genfødte til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.
Vi må tale i billeder
Det er selvfølgelig i overført betydning, jeg taler. Det er det altid, når vi taler om det allervæsentligste i livet, så må vi ty til billeder og lignelser, så må vi tænke og tale i overført betydning.
Vi må med ind i gravhulen, ind i halvmørket. Eller måske ligefrem gå med derind Langfredag ind under aften, hvor de bærer hans døde legeme til graven. Og så blive derinde, når kæmpestenen rulles for, og der bliver mørkt og udsigtsløst. Blive derinde og vente indtil det kan ske.
Det er ikke sikkert, det sker, men det kan ske, at kæmpestenen som ved et under rulles fra. Og det der før, set herindefra, udelukkende lignede en lukket udgang, nu står foran dig som en lysende indgang til liv og sammenhæng derude. Som en fødsel. En genfødsel.
Den indgang, man går ud af
Som et par drenge lidt forvildede og forpustede spurgte Storm P. om det, da han en dag var ude at gå sin sædvanlige tur med sin lille hund på Frederiksberg Kirkegård: ”Hvor er den indgang, man går ud af?”
Den fik Storm P. en hel del ud af: ”Hvor er den indgang, man går ud af?”
Det gælder om at finde ud af det. Og nogle gange, og i grunden, simpelthen om at finde ud. Komme ud som ved en fødsel, en genfødsel: komme til verden. En verden udenfor alle små snævre indelukkede rum. Herunder gravhuler. Og kirkerum!
Ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde er vi genfødte til et levende håb – til liv og lys derude i det forårsliv, der venter.
Den røde tråd i bibelhistorien
Det går gennem bibelhistorien som en blodrød tråd, eller som en hjertebankende, pulserende navlestreng går der gennem bibelhistorien en strøm af stærke beretninger og billeder om bevægelsen fra mørke til lys. Om at gå fra mørke og indelukkethed til lys og livsrum derude. Fra venten til virke. Fra stilstand til liv og bevægelse derude i den brogede verden med al dens, også, nød og strid.
Fra skabelsesberetningen om, hvordan alting lå gemt i vand og mørke, indtil Guds mægtige skaberord: ”Der blive lys!” lød, og jorden og verden og alting blev som født ud af vand og mørke. Og sidenhen uddrivelsen af Paradis.
Som det endnu ufødte barn ligger i sit snævre rum omgivet af vand og mørke og venter på at blive kaldt ud (af den indgang man kommer ud af).
Som vi gennem dåbens vand og ord genfødes og kommer til verden og kaldes ved navn som Guds børn. Således, og i slægt med alt det, også gravhulen påskemorgen, Jesu grav, som et venteværelse, en guddommelig livmoder, hvorfra indgangen til lys og liv, som ved et under åbner sig.
Gudmund Rask Pedersen er sognepræst i Vær og Nebel.