Sognepræst om påske og pandemi: I vores kulturs urgrund knejser korset

KIRKESYN: Selv om påskefejringen igen er fejet hen i et hjørne, lever ordet i vores kollektive bevidsthed. Hele håndteringen af pandemien hviler på påskens radikale modsigelse af naturens instinkter, skriver Eva Holmegaard Larsen

"Nede i vores kulturs urgrund knejser korset med den lidende Kristus. Og ordet om den svages, udstødtes og forpintes oprejsning påskemorgen ligger lejret i generationers kollektive, kristne bevidsthed," skriver Eva Holmegaard Larsen.
"Nede i vores kulturs urgrund knejser korset med den lidende Kristus. Og ordet om den svages, udstødtes og forpintes oprejsning påskemorgen ligger lejret i generationers kollektive, kristne bevidsthed," skriver Eva Holmegaard Larsen. Foto: Leif Tuxen

Sidste års påske blev der skrevet kirkehistorie, med lukkede kirker og al påskefejring henvist til YouTube. Folkekirken var vågnet brat op til en virkelighed, hvor det pludselig blev nødvendigt at råbe højt for at gøre opmærksom på sin ret og pligt til at være kirke netop i krise og modgang.

I år kan der holdes påske i vores kirker. Men stadig under hensyn til de strengeste coronarestriktioner, samtidig med at resten af samfundet så småt er ved at åbne. Folkekirken er simpelthen ikke med i genåbningen, og det ser heller ikke ud til, at der ligger en plan for, hvornår det sker.

Denne artikel er en del af dette tema:
Kirkesyn
Kirkesyn

Igen står kirken med håret i postkassen og må spørge: Hvad sker der? Har man glemt os på Christiansborg? Eller synes man bare, det er så inderligt overflødigt, selv i et land med stærke kristne rødder, at der bliver støttet op om fejringen af kirkens vigtigste højtid?

Statsministerens påskeord

Et er, at det vidner om manglende forståelse for, hvad højtider og helligdage betyder for fællesskabet og hele livsrytmen i et samfund. Noget andet er, at det afspejler en uvidenhed om, hvor vi har det mindset fra, der har styret os gennem corona med vores menneskelige værdighed i behold.

Det er en tragedie, hvis man som samfund mister sansen for det enkelte menneskeliv, stærk eller svag, syg eller rask

Men det værste er, at det ser ud til, man har glemt, hvor skrøbelig den værdighed er. Hvor hurtigt den kan smuldre, og hvor vigtigt det er, at den kender sin rod.

I påskeugen sidste år holdt statsminister Mette Frederiksen et pressemøde, hvor hun i forbindelse med opremsningen af de seneste coronadødsfald, sagde de uforglemmelige ord: Ethvert dødsfald er en tragedie.

De ord vil hun blive husket for. Ikke mindst fordi der var mange, der syntes, det var alt for store ord. Alt for patetiske. Det er jo ikke en tragedie, hver gang en gammel, syg eller svagelig dør. Nej, men det er en tragedie, hvis man som samfund mister sansen for det enkelte menneskeliv, stærk eller svag, syg eller rask.

Det var faktisk store ord fra en statsminister. Men det var påskeord. Jeg ved ikke, om hun selv var klar over, at sådan ville hun aldrig have formuleret sig – hvis ikke det var for den kirke, man så let kommer til at glemme på Christiansborg.

Det stærkeste dyr på savannen

Den amerikanske historiker Tom Holland skriver i sin bog ”Herredømmet – Da kristendommen skabte den vestlige bevidsthed” om, hvor skandaløs og forargelig hele tanken om Guds søn som korsfæstet var for datidens hårde, hierarkiske samfund.

Guddommelighed var forbeholdt de største af de store, sejrherrerne, helte og konger. Dem med ret til at sætte andres liv til. Derfor var det en hæslig og nærmest grotesk tanke, at nogen kunne finde på at forbinde guddommelighed med en taber som den korsfæstede og fornedrede Kristus.

Evangeliet åbenbarer en omvendt sandhed. En ufornuftig, naturstridig etik

Hvorfor? Fordi det er unaturligt. Den svage bukker under, den stærke vinder. Det er naturens lov. Det ved enhver løve, antilope eller zebra. Naturen er rå og nådesløs, og der sker en naturlig selektion.

Det påviste Darwin med sin evolutionsteori. Og det blev overført til det menneskelige samfund og dyrket som ideal af uhyggelige skikkelser som Hitler og Stalin. Og det lever i selv de bedste af os, når vi i vores almindelige dagligdag kaster os ind i kampen om at være det stærkeste dyr på savannen.

Men det modsiges, radikalt og uomgængeligt, af den kristne forkyndelse. Med opstillingen af det vildeste modbillede og de sværeste fordringer.

Jesus som kritiker af det naturlige instinkt

Ifølge Gert Theissen, tysk teolog og forsker i urkristendommens historie, er opgøret med selektionsprincippet selve den sitrende nerve i evangeliet om Jesus Kristus. Evangeliet åbenbarer en omvendt sandhed. En ufornuftig, naturstridig etik.

I stedet for at bekæmpe sine fjender, skal man elske dem. I stedet for at slå ring om sin egen lille familie, skal man være søster og bror for den fremmede. I stedet for at fremhæve de raske, dygtige og duelige, pegede Jesus på de syge og udsigtsløse. Og den øverste skal være som en tjener. Og sådan bliver det ved.

Lad være, at regeringen igen har fejet påsken hen i et hjørne og dækket den til med mundbind og forsamlingsforbud. Påsken lever

Svære nye normer, som udfordrer vores naturlige instinkter. Men ifølge Theissen hviler disse urimelige krav i en grundlæggende tillid til en dybere virkelighed, der tillader det menneskelige liv at folde sig ud og udvide sit repertoire.

Et liv, der ”ifølge den biologiske evolutions lovmæssigheder ikke ville have nogen chance” (citat fra bogen ”Biblischer Glaube in evolutionärer Sicht”). Lidt ligesom når profeten Esajas drømmer om, at ulven skal bo sammen med lammet, og panteren ligge sammen med kiddet.

Kors og corona

En virus arbejder også evolutionært. Den tager de svage, de syge og de fattige først. Og de gamle.

Men vi passer på dem, og lukker skolebørn og unge mennesker inde i deres livs forår, udsulter små erhvervsdrivende og lader milliarder fosser ud af statskassen – og ind imellem er der nogen, der siger: Helt ærligt! Giver det mening? At sætte alt overstyr for mennesker, der alligevel snart skal dø?

Ind imellem bliver vi udfordret på vores naturlige instinkter. Vi kommer alle sammen i tvivl. Hvorfor ikke lade naturen gå sin gang? Men vi overvinder det, og bevarer vores menneskelighed. Bevarer et samfund, vi selv tør leve i.     

For nede i vores kulturs urgrund knejser korset med den lidende Kristus. Og ordet om den svages, udstødtes og forpintes oprejsning påskemorgen ligger lejret i generationers kollektive, kristne bevidsthed.

Lad være, at regeringen igen har fejet påsken hen i et hjørne og dækket den til med mundbind og forsamlingsforbud. Påsken lever.   

Eva Holmegaard Larsen er sognepræst i Nødebo og Gadevang og teologisk konsulent i Helsingør Stift