Kirkesyn

Sognepræst: Når dåbsprocenten falder, stiger interessen for troens indhold

Hvis man er lutheraner, kan en faldende dåbsprocent være opbyggelig for troen, mener sognepræst Hans Nørkjær Franch. Fordi faldet fordrer en refleksion over troens indhold. Foto: Kåre Gade

KIRKESYN. Danskernes opbakning til folkekirken har oftere nationale end religiøse årsager, viser befolkningsundersøgelse. Men er kirkens vigtigste folkelige opgave at skænke national sammenhængskraft eller at være et evangelisk energidrik? spørger Hans Nørkjær Franch

Det er blevet bemærket mange gange, at det næsten ikke er til at drive folk ud af folkekirken. Det er næsten ligeså vanskeligt, som det er at få dem til at komme i kirke om søndagen. 

Og selvom både medlems- og dåbsprocent er støt faldende, er det som om at favntaget mellem folk, nation, stat og kirke ikke sådan for alvor vil slappes. 

For et par måneder siden udgav Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter en større undersøgelse om ”Religiøsitet og forholdet til folkekirken 2020”. 
Den er især interessant, fordi vi igen får bekræftet, at religionskritikken i hvert fald herhjemme slet ikke har formået at få bugt med den etablerede religion: den evangelisk-lutherske folkekirke. 

Undersøgelsen fra 2020 slår fast, at folkekirken sidder tungt på danskernes liv og levned. Over halvdelen (!) af den danske befolkning har i kalenderåret 2020 (trods corona) været i kontakt med folkekirken i forbindelse med enten dåb, konfirmation, vielse eller begravelse! 

Gode tal på kirkeklubbens bundlinje

Det kalder næsten på en opgradering af den gamle påstand om, at danskerne er ”firehjulskristne” – i 2021 må det være i en bredfælget, familievenlig SUV-udgave. 

Noget tyder på, at trofastheden og tiltroen er stor til, at netop folkekirken er det bedste bud på et trafiksikkert køretøj, når mennesker skal ritualiseres over en eksistentiel overgang. 

Hvorfor er det ikke gået galt? Hvorfor så gode tal på kirkeklubbens bundlinje? 

Det er måske, fordi folkekirken slet ikke er en religiøs sammenslutning, men en national og dermed i en vis forstand en u-kristelig sammenslutning. På sin vis udlever den Grundtvigs drøm om den bekendelsesbefriede religionsinstitution, hvor der var plads til alle, men som aldrig blev realiseret. 

Man kan i hvert fald konstatere, at Den Danske Folkekirke er både dansk og folkelig. Og det viser sig derved, at et flertal af adspurgte danskere er tilknyttet kirken af nationale eller familiemæssige og ikke af udpræget religiøse årsager. 

Eller som jeg for nylig hørte en vordende brud refereret fra en kollegas vielsessamtale: Folkekirkens værdier er jo bare grundlæggende danske værdier. Også derfor er den gruppering, folkekirken til stadighed har vanskeligst ved at nå, de udenlandske kristne mindretal.

Der er sågar nogle danskere, der gerne vil være medlemmer uden at blive døbt – for at bevare kirkebygninger og lignende. At det kan hænge sammen skyldes, at vi i Grundtvigs fædreland stadig tænker grundlæggende hebraisk, det vil sige folkeligt: Religion bliver til i et folk. Religion er i en vis forstand folket. Det er den demokratiske udgave af cuius regio eius religio

Grundtvig sejrede gennem sang

Romantikeren Grundtvig vidste, at intet – heller ikke religion – kan få fodfæste, hvis ikke det bades i det åndelige kar, som et folk er. Det havde han blandt andet lært af nogle tyske såkaldt ”organismetænkere”. 

Derfor lærte Grundtvig den lutherske fyrstekirke at blive folkelig og derved national, altså dansk. Og han vandt, fordi han fik danskerne (og ikke kun kirkegængerne) til at synge sine salmer. For enhver ved, især dem der selv har prøvet det, at når man synger sammen, så synger man sig sammen. Til en enhed, uanset hvad man ellers går og tror på. 

Konsekvensen ved kirkens nationale kobling er, at den kan gå hen at blive uluthersk, fordi den i en vis forstand er blevet en fødselskirke frem for en troskirke. Og det vil nogen nok mene er en udfordring. 

Før 1849 kunne den være begge dele, fordi der var de facto dåbs- og dermed trostvang. Men efter 1849, hvor troen blev sat fri, opstod der en strid imellem at blive døbt, fordi man var dansker, og døbt fordi man troede på Gud. Og den udfordring har kun vokset sig større med årene. 

Men hvis man mener, at dåb og tro bør følges ad – det vil sige, hvis man er lutheraner – kan den faldende dåbsprocent vise sig konstruktivt for troen. For i takt med at dåbsprocenten falder, stiger refleksionen og dermed interessen for troens indhold. Og det er rigtig godt – luthersk betragtet.

Og hvis lutherdommen i denne forbindelse kunne få korrigeret dåbens lidt firkantede kobling til frelsen, ville det også være godt – evangelisk betragtet. 

Det faldende dåbstal er selvfølgelig knap så godt, hvis man hellere vil fastholde en grundtvigsk, national fødselskirke frem for en klassisk evangelisk-luthersk troskirke.

Ens holdning afhænger nok af, hvad man mener, der er kirkens vigtigste folkelige opgave: Er den at skænke national sammenhængskraft eller er den at være evangelisk energidrik? Skal den være mere som en meljævning end som et salt- og peberdrys?

Hans Nørkjær er sognepræst i Aarhus Domsogn.
 

Mette Bock på Pastoralseminariet: Her er otte grunde til, at vi glæder os vildt til at blive præster
Kirkesyn

Mette Bock på Pastoralseminariet: Her er otte grunde til, at vi glæder os vildt til at blive præster

KIRKESYN: Det kommende kuld fra Pastoralseminariet er sprængfyldt med forventninger, energi, indsigt og entusiasme. Lad ikke glæden og entusiasmen visne, når de rammer folkekirken lige om lidt. Sådan lyder budskabet til menighedsrådene fra Mette Bock, som selv går på Pastoralseminariet

Kirkesyn

I klummen "Kirkesyn" reflekterer skiftende skribenter over forholdet mellem kirke og samfund, kald og professionalisme, kultur og forkyndelse, menighed og ansatte, engagement og arbejdsmiljø. Faste bidragsydere er blandt andre Eva Holmegaard Larsen, Hans Nørkjær, Louise Højlund, Mette Bock og Thomas Baldur.

Læs alle klummer i serien