Som arbejdsplads bør folkekirken være kendetegnet ved generøsitet.
Som institution lever den med et væld af aktiviteter som babysalmesang, minikonfirmander og lignende opgaver, der nu må aflyses, men som er blevet varetaget af en arbejdsgruppe, der freelancer med honorarløn uden pension med videre.
Der er en begrundet bekymring for lønindkomst i denne udsatte gruppe på arbejdsmarkedet. Det må være på sin plads at minde om, at sognekirkernes budgetter er lagt, og ligningen er tildelt kirkekasserne på baggrund af tidligere års skatteindtægter.
Jeg håber derfor, at der rundt omkring i menighedsrådene ikke tænkes i, at coronaepidemien kan betyde besparelser på løn for ikke-udført arbejde. For det vil i givet fald også betyde ikke-indtægter for gode medarbejdere, der giver masser af liv og farve til kirkelivet og på de i forvejen mindst lukrative ansættelsesvilkår.
Jeg forstår, at Kirkeministeriet er blevet spurgt om en vejledning, og at det afventer en afklaring. Men da menighedsrådene selv er kasseansvarlige, så vil det uanset, hvad de eventuelt senere får lov til ikke at udbetale, være rettidig omsorg – om end ikke omhu – nu at meddele deres honorarlønnede, at de får løn for de aflyste arrangementer.
Carsten Mulnæs er sognepræst i Lillerød og skriver her sit personlige synspunkt som ansat i folkekirken. Han er også formand for Tænketanken Eksistensen