Artiklen blev oprindeligt bragt den 3. februar 2022
Kirkens arbejdsmiljø er igen på dagsordenen. Med sloganet: ”Vi vil bryde tavsheden” har en gruppe omkring sognepræst Katrine Blinkenberg startet en underskriftindsamling og en Facebook-gruppe, hvis ærinde er at sige:
Nu har vi fået nok! Nu vil vi tale åbent om alle kirkens ligtorne og andre dårligdomme. Nu løfter vi gulvtæppet. Nu bryder vi tavsheden.
Når nogen vil bryde tavsheden, vågner man op. Det pirrer nysgerrigheden og lugter af saftige afsløringer og dulgte hemmeligheder. Det er godt tænkt, hvis man vil skabe opmærksomhed om noget så umiddelbart uspændende som folkekirkens arbejdsmiljø. Selv medierne har lugtet blod.
Det er godt gået, ikke mindst fordi der bag opråbet ikke gemmer sig så meget nyt. Og slet ikke nogen saftige afsløringer.
Det drejer sig om trætte, gamle frustrationer, som bliver luftet hver gang to eller tre præster er forsamlet: forholdet til menighedsrådet, til kollegerne, til livet i præstegården og til den såkaldt tostrengede ledelse, der kræver at alle holder tungen lige i munden.
Der er tider, hvor man godt kunne ønske sig lidt mere tavshed
Hvis ikke det var så trist, ville det næsten være morsomt at sige, at nu bryder vi tavsheden. For vi taler jo næsten aldrig om andet.
Men det er al ære værd at tage initiativet til at åbne endnu en runde omkring de indlysende faldgruber og konflikter, der jævnligt hjemsøger de kirkelige arbejdspladser, og som nogle steder får det til at brænde helt sammen.
Om der så er fejet så meget ind under gulvtæppet, kan vi være uenige om. Jeg synes egentlig, vi er ret gode til at hænge vores beskidte vasketøj ud til fuldt skue i offentligheden. Der er tider, hvor man godt kunne ønske sig lidt mere tavshed, til gengæld for lidt mere sammenbidt vilje til at holde ud. Lidt mere keeping up appearances.
Men der er – som den gamle Prædiker siger – en tid til at tie (og klemme ballerne sammen) og en tid til at tale. Spørgsmålet er, om opråbet ”Vi vil bryde tavsheden” får hul igennem, eller om det tværtimod kommer til at grave grøfterne dybere.
Jeg har tre spørgsmål:
- Hvorfor tager vi ikke debatten ude i vores fælles dagligdag?
- Ved vi, hvad vi beder om, når vi ønsker os mere ledelse?
- Trænger vi til at arbejde med vores pastorale selvfølelse?
Tag debatten ud i marken
Præsterne bag opråbet ”Vi vil bryde tavsheden” har åbenlyst noget på hjerte. Men man har valgt en MeToo-agtig tilgang for at komme igennem med sit budskab. Det er sådan, man gør i dag, når man er utilfreds med noget.
Problemet er, at det kommer til at virke som en privat fest, med likes og underskrifter, og hvor man deler dårlige historier og gensidigt roser hinanden for at være modige. Det er meget svært at komme til, hvis man hedder Ebba Hansen og er 73 og sidder i menighedsrådet i Harndrup.
Ebba er måske slet ikke på Facebook. Hun hører fra nogle andre, at en gruppe præster er trætte af, at menighedsrådene ikke magter opgaven. Hvordan forventer man, at hun skal reagere?
Jeg kan godt forstå alle frustrationerne, men er det samtale eller mere ballade, man vil have? Et sitrende manifest af utilfredshed med stort set det hele, uden en eneste pil opad – lønnen, ledelsen, boligen, uddannelsen, kollegerne, menighedsrådene, de øvrige ansatte – det sætter altså ikke noget godt klima for, hvordan vi skal komme videre.
Og uanset man ønsker det eller ej, kommer det til at tegne billedet af nogle vrede, uskyldige ofre for svigt og dårlige mekanismer, nogle andre har ansvaret for.
Næste skridt må være at ruste sig til at gå ud, hvor vi ellers mødes i den kirkelige hverdag, og tage debatten ansigt til ansigt. Og der er rige muligheder.
Landets aktive distriktsforeninger og Landsforeningen af Menighedsråd holder et hav af møder, hvor kirke, tro og ledelse og samarbejdet mellem læge og gejstlige sættes til debat. Og hver gang undrer man sig over, hvorfor der ikke er nogen præster?
Præster deltager ikke i menighedsrådsforeningernes arrangementer, selvom det er en oplagt mulighed for at bryde tavsheden der, hvor det sner. På samme måde kan det undre, at vi ikke er flittigere til at deltage i kredsmøder, når vores tillidsmænd indbyder os til fagligt møde. Det tænker jeg, Præsteforeningen også gør sig nogle tanker om i disse dage.
Topledelse er ikke svaret
Det er tankevækkende, hvor skødesløst man i debatten har kastet rundt med begrebet ”den tostrengede ledelse”. Som om det er en størrelse, man kan kaste lidt op i luften og lege med og se, hvor den lander.
Men det handler jo om selve grundstrukturen i vores demokratisk funderede folkekirke, og den er ikke til at lege med. Den er mere til at leve med. For det er klart, at den lokalt forankrede ledelse ikke er strømlinet og skudsikker. Sandt nok er det lidt af et lotteri, om man får et menighedsråd eller en provst, der kan klare opgaven, og det kan være utroligt bøvlet og udfordrende.
Men man skal godt nok tænke sig godt om, før man sælger sin frihed til en HR-afdeling. Så skal der nok bliver ledet og tidsstyret og målt og bestemt. Og så er det bare ærgerligt, hvis en gudstjeneste en dag tager fem kvarter, for organisten må kun arbejde en time.
En mere effektiv, men upersonlig ledelse, giver måske mindre bøvl, men næppe mere arbejdsglæde. Det kan vi bare prøve at spørge sygehusene og universiteterne om.
Har vi ondt i selvfølelsen?
Da min bedstefar var sognepræst på landet tilbage i 1950’erne, mødtes han med sine kolleger i provstiet hver onsdag for at læse den komme søndags tekst igennem på græsk.
Det virker meget længe siden og langt fra vores meget anderledes hverdag, men det siger noget om faglig stolthed og et intellektuelt fællesskab, der bandt kolleger sammen. De havde en stærk pastoral identitet, men også en højere status end i dag. Deres rolle var ikke til diskussion. Og med en klar rollefordeling er der ikke så meget at slås om.
I dag er vi mere til rådighed for alle mulige og umulige definitioner af, hvad en præst er, og hvad man kan forvente af hende. Det skaber en vis rådvildhed og udmattelse og uendelige muligheder for konflikter.
Jeg mener, at skal vi begynde et sted, er præsteembedet et godt sted. Og vi kan starte med at tale det op, så vi kan stå fast på vores ben. At vide, hvem vi er og hvad vi skal, giver større modstandskraft.
Og modstandskraft skal der til. For der er ikke noget, der løser sig ved at sige, at nu har vi fået nok. Vi skulle måske snarere tænke over, hvad vores opgaver er som præster, og hvordan vi kan få det hele – eller bare noget af det – til at hænge sammen.