Kirkesyn

Sognepræst: Kirken har brug for at genfinde sin stamina

Det er naturligvis uheldigt, at mange forlader den etablerede kirke verden over. Men langt mere alvorligt er det, at kirken ikke højlydt forkynder sit gamle, provokerende budskab, nemlig at alle mennesker har værdi, skriver sognepræst Eva Holmegaard Larsen Foto: Leif Tuxen

KIRKESYN: Vi pylrer om kirken som en brystsyg gammel moster, der hiver efter vejret og kalder på vores konstante opmærksomhed, skriver sognepræst Eva Holmegaard Larsen. I stedet bør vi smide tudekiksen, smøge ærmerne op og tale til menneskers hjerter

Folkekirken taler meget om sig selv i disse år, og sommetider kan man godt få lidt for meget af denne kirkelige selvoptagethed. Man kan kalde det berettiget bekymring. På den anden side skyldes selvoptagethed ofte, at man har mistet sin indre stamina. 

For tre-fire årtier siden kunne man tillade sig at tage for givet, at kirken stod sikkert og solidt. Jeg mindes ikke, vi talte ret meget om kirken, dengang jeg var en ung, vordende præst i 1980'erne. Tværtimod gjorde vi næsten en dyd ud af ikke at interessere os for kirken. 

Den stod for os som en lidt godtroende mor, klippefast i baggrunden og resistent over for vores arrogante ligegyldighed. Dengang kunne vi hylde ”den fjerne kirke”, fordi vi ikke forestillede os, at den kunne blive så fjern, at den ville forsvinde helt ud i horisonten. 

I pendulfart mellem optimisme og bekymring 

I dag pylrer vi om kirken som en brystsyg gammel moster, der hiver efter vejret og kalder på vores konstante opmærksomhed. Vi tager temperaturen flere gange om dagen, måler blodtryk og hjertelyd, diskuterer diagnoser og behandlingsplan, og følger nøje med i kirkens trivsel og noterer os de mindste udsving. 

Når endnu en kendis springer ud som troende, klapper vi i hænderne og ånder lettet op. Snart efter tikker den seneste dåbsstatistik ind, og nervøsiteten breder sig igen. Det går frem og tilbage. Og følger man med i kirkedebatten, skal man ikke lide af søsyge. Det er en svimlende fornøjelse at blive kastet frem og tilbage i pendulfart mellem jublende overmodig optimisme og hændervridende bekymring. 

I udlandet står flertallet uden for kirken

Denne sommer har man den ene dag kunnet glæde sig over en dugfrisk rapport fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, der fik mange til begejstret at konkludere, at danskerne trods alle dystre forudsigelser trofast holder fast i den danske folkekirke. Så måske går det alligevel meget godt?

Samtidig har Kristeligt Dagblad kørt en artikelserie med titlen ”Hvad gør vi uden Gud?” Den fortæller, at det overhovedet ikke går godt. I hvert fald ikke uden for Danmark, hvor kirkerne bløder medlemmer som aldrig før set i den kristne kirkes historie. 

I Tyskland er antallet af dem, der ikke tilhører nogen kirke, nu større end både protestanter og katolikker tilsammen. I Skotland identificerer et flertal sig som ikke religiøse. I Frankrig og England er det den samme historie. Selv i Guds eget land USA er der ved at ske en vending væk fra de etablerede kirkesamfund.

Ikke-medlemskab er ikke lig med ikke-tro

Alligevel slår flere religionsundersøgelser i nævnte lande fast, at kirkernes drastisk faldende medlemstal ikke betyder, at mennesker er holdt op med at være religiøse.

Det er ikke, fordi alle pludselig er blevet benhårde ateister eller modstandere af tro og religiøsitet. De er blevet det, der med et nyt ord kaldes nones. Det er en samlet betegnelser for den voksende gruppe, der vender sig fra organiseret religion og ikke finder hjemme i kirkens gamle traditioner, men beskriver sig selv som troende - af en eller anden art. 

Og det skorter da heller ikke på nye, lidenskabelige, post-kristne, semireligiøse bevægelser - lige fra højreradikale nationalistbevægelser og paranoide konspirationsfællesskaber som Qanon til bevægelser på den yderste venstrefløj for større social retfærdighed. Dertil kommer den store klimakamp, LGBTQ, MeToo og Black Lives Matter. 

Masser af nye fællesskaber opstår som erstatning for det fællesskab, man tidligere fandt i kirken. Men de bærer elementer af kristent tankegods i sig, i hver sin retning.

Den ene retning slår på konservative værdier mod abort og homoseksualitet og spænder kristendommen for en politisk vogn. I den anden retning ser man eksempelvis Black Lives Matter knæle til ære for den politimyrdede George Floyd og vaske hinandens fødder med klar reference til Jesus og hans budskab om næstekærlighed.  

Den provokerende påstand: Vesten bygger på kristendom

Jeg har brugt sommeren på at læse den engelske historiker Tom Hollands anmelderroste bog ”Herredømmet – da kristendommen skabte den vestlige bevidsthed”. 

At kristendommen har sat et uudsletteligt spor på hele den vestlige kultur, er en velkendt sandhed. Men hvor dybt, det ligger i os, giver Tom Holland et både øjenåbnende og provokerende bud på. For vi ville hverken have haft The Beatles, vores sociale samvittighed, vores flygtningedilemmaer, MeToo eller Black Lives Matter uden kristendommen. 

Revolutioner, klassekamp og frihedskrav, humanisme, menneskerettigheder og identitetspolitik – det hele stammer til syvende og sidst fra det kristne budskab: at mennesket er skabt i Guds billede, og at hans søn led døden for os alle, og at der ikke er forskel på jøde eller græker, slave eller fri, mand eller kvinde. 

Kristendommen er et jordskælv i menneskehedens historie, der stadig giver efterdønninger på utallige måder, også selvom kirkerne lider under medlemsflugt og ligegyldighed. 

Vi har glemt den menneskelige værdi

Det er en af Hollands pointer, at vi i Vesten er blevet for sløve til at fatte, hvor chokerende påstanden om menneskets iboende værdi oprindelig var. Det var en totalt omkalfatrende bombe under hele oldtidens dybt hierarkiske og i bund og grund hjerteløse civilisation, at slaver, fattige, syge og svage også var en slags mennesker – skabt af Gud og med krav på værdighed og omsorg. 

”At mennesker har rettigheder, at alle mennesker er født lige, at de har krav på føde, husly og beskyttelse mod forfølgelse: disse var aldrig indlysende sandheder”, skriver Holland. 

Spørgsmålet er, om det nogensinde bliver indlysende? Uanset alle gode viljer og flere tusind års kristendom er der stadig stor smerte og ulighed i verden, undertrykkelse, udnyttelse, forfølgelse og kynisme, selvguddommeliggjorte overmennesker og lidende tabere. Masser af vrede og had. 

Så måske skal den kristne kirke smide tudekiksen og i stedet smøge ærmerne op og blive ved med at gøre det samme, som den altid har gjort gennem skiftende tider: Tale til menneskers hjerter. Også i strid modvind. Med mildhed og tålmodighed, ydmyghed og udholdenhed.  

Kirken skal igen råbe højt

Kirken har brug for at genfinde sin stamina, sin indre modstandskraft. Brug for at komme ud af sin rystende, nervøse selvoptagethed og finde sit pejlemærke. Der er en provokerende radikal, aldrig indlysende guddommelig sandhed, der skal forkyndes – igen og igen. 

Måske mere nu end nogensinde før, hvor tidens nye ”erstatningsreligioner” sætter dagsordenen. For selv de smukkeste ideer, bedste intentioner og mest glødende retfærdighedssans kan i menneskehænder få en troldsplint i øjet og blive hårdhjertet. 

Det gælder faktisk også så stærke og vigtige bevægelser som MeToo og Black Lives Matter. Når man opstiller en absolut skillelinje mellem ens egen moralske perfektion og alle de andre, kommer man let til at glemme, at næstekærlighed også gælder dem på den anden side af linjen.

Jo mere polariseret, vores kultur bliver, jo mere afgørende bliver det at minde om den radikale kristne fordring om også at elske fjenden. 
 

Læs eller genlæs: Troen stiger, medlemstallet falder – det bør få alle kirkeklokker til at ringe
Kirkesyn

Læs eller genlæs: Troen stiger, medlemstallet falder – det bør få alle kirkeklokker til at ringe

KIRKESYN: Den ene kendte profil efter den anden springer ud som troende. Alle taler om tro, men få går i kirke. Fremtidens præster er nødt til at komme derud, hvor der tales om tro i dag, skriver sognepræst Eva Holmegaard Larsen

Kirkesyn

I klummen "Kirkesyn" reflekterer skiftende skribenter over forholdet mellem kirke og samfund, kald og professionalisme, kultur og forkyndelse, menighed og ansatte, engagement og arbejdsmiljø. Faste bidragsydere er blandt andre Eva Holmegaard Larsen, Louise Højlund, Mette Bock og og Laura Cæcilie Jessen.

Læs alle klummer i serien