Sognepræst: Hvorfor ikke sige det, som det er? Samskabelse er et politisk projekt

DEBATINDLÆG: Samskabelsestanken risikerer at spænde folkekirken for en politisk vogn – anført af "handlingsteologer", der med alle samskabelsens gode hensigter kan fortælle medlemmerne af folkekirken, hvad der er det kristeligt rigtige at gøre, skriver Morten Fester Thaysen

Kirken har gennem generationer samarbejdet med kommuner, skoler, kulturinstitutioner og det lokale foreningsliv. Så hvad er forskellen på samarbejde og samskabelse? spørger Morten Fester Thaysen. På billedet besøger skoleelever skoletjenestens "Lutherlabyrint" i Mørkhøj Kirke i 2017.
Kirken har gennem generationer samarbejdet med kommuner, skoler, kulturinstitutioner og det lokale foreningsliv. Så hvad er forskellen på samarbejde og samskabelse? spørger Morten Fester Thaysen. På billedet besøger skoleelever skoletjenestens "Lutherlabyrint" i Mørkhøj Kirke i 2017. Foto: Kåre Gade / Helsingør Stift

Esben Thusgård og Erling Andersen skal have tak for svaret på min indsigelse mod deres samskabelsestanke i bogen: ”Skabelse og samskabelse”.

Diskussionen er vigtig, da det flere gange i deres bog fremgår, at samskabelse med kommunen på velfærdsområder vil føre til en tranformation af folkekirkens selvforståelse.

Hvori denne nye selvforståelse består til forskel fra kirkens gamle selvforståelse, svarer Esben Thusgård og Erling Andersen stadig ikke på. Svaret blafrer nærmest i vinden.

Sagen er, at kirken – læs her præster og menighedsråd – gennem generationer har samarbejdet med kommuner, skoler, kulturinstitutioner og det lokale foreningsliv. Det er der kommet meget godt ud af. Samarbejdet har i øvrigt på fineste vis været båret af de personlige relationer, som ethvert lokalsamfund lever af.

På den måde er det ikke først med samskabelsesprojekterne, at kirken har været med uden for kirkegårdsmuren og uden for gudstjenesten, sådan som Esben Thusgård og Erling Andersen antyder. Det har kirken været i generationer.

Der vil være uenighed om, hvad "troens perspektiv" betyder

Hvad er det så, at samskabelsen kan, som samarbejdet ikke har kunnet? For samarbejde er ikke samskabelse. Samskabelse er meget mere end samarbejde, får vi igen og igen at vide. Så meget mere er den, at den vil transformere kirkens selvforståelse.

I stedet for at svare klart på, hvori denne tranformation består, kommer der en længere udredning af alt det gode, som samskabelsen kan gøre noget ved. Det handler om sådan noget som at gøre en forskel for dem, ”der er hjemløse, ensomme, ramt af demens, eller i øvrigt møder den fremmed på gaden”.

At det er godt at gøre noget for denne gruppe af mennesker, er der sikkert ingen, der vil være uenige i. Til gengæld vil der opstår en vis form for uenighed (mildt sagt), når Esben Thusgård og Erling Andersen påstår, at dette vil ske, fordi kirken her lægger et troens perspektiv til samskabelsesprojekterne med kommunen, og at det her handler om at ”gøre en bestemt måde at anskue menneskelivet på gældende”?

Mon ikke, at uenigheden vil bestå i, hvad der her er troens perspektiv, og hvilken anskuelse af menneskelivet, man ser i dette perspektiv? Det tror jeg.

Handlingsteologer har særlige kirkelige og kristne svar på menneskelivet

Hermed mener jeg, at vi kommer til problemets kerne. I kirkens evangelisk-lutherske selvforståelse, har kirkens opgave været at forkynde evangeliet. Når det efterfølgende er kommet til at drage konsekvensen af det hørte, har vi været sat fri til at dele os efter anskuelser.

Hvilke anskuelser af menneskelivet, vi her har villet gøre gældende, har altid været et politisk valg. Derfor er der lige så mange anskuelser i kirken, som der er medlemmer. En del af kirkens selvforståelse, har således været, at politiske modstandere har skullet sidde på samme kirkebænk, eftersom kirken ikke er ikke et anskuelsesfællesskab, men et gudstjenestefællesskab.

I den samskabende kirkes nye selvforståelse er det imidlertid anderledes. Her er det ikke adskillige, men en bestemt anskuelse af mennesket, der skal gøre sig gældende i samfundet. En bestemt anskuelse, som kirken ligefrem har ”sprog og viden om”, skriver Esben Thusgård og Erling Andersen.

Dermed kommer de indirekte til at ligne de teologer, som K.E. Løgtrup lidet flatterende kaldte for handlingsteologerne. Handlingsteologerne er dem, der mener, at de har særlige kirkelige og kristne svar på menneskelivet. Handlingsteologerne er dem, der derfor kommer til at spænde hele kirken for deres egen politisk vogn.

Samskabelse er et barn af det neoliberale projekt

Pointen er, at hele samskabelsestanken i sig selv et politisk projekt, som kirken er ved at blive spændt for. Samskabelsestanken er således et barn af det neoliberale projekt, som vil privatisere velfærdsydelserne i samfundet.

Derfor er det også meget sigende, at Esben Thusgård og Erling Andersen netop fremhæver englænderen Chris Bakers artikel om den engelske kirkes succesfulde samskabelseprojekter. Baker skriver jo fra et England, der nok er det mest neoliberale samfund i hele Europa.

Ved at arbejde for folkekirkens samskabelsesprojekter med kommunen, legitimerer man derfor indirekte et bestemt neoliberalt synspunkt, som har gjort sige mere gældende i andre samfund end det danske.

Dette er fuldt legitimt, bare man står ved, at det er et politisk valg blandt andre politiske valg, man også kunne træffe. Valg, som er ligeså legitime konsekvenser af evangeliet og som vil et andet samfund end det neoliberale.

Grundtvig havde et anstrengt forhold til organiseret næstekærlighed

Hvis folkekirken gennem sine samskabelsesprojekter legitimerer en bestemt politisk tanke, er det derfor rigtigt, at kirken vil ændre selvforståelse. For så vil kirken være en kirke, der vil være spændt for en politisk vogn med en bestemt menneskelig anskuelse. Alt sammen anført af handlingsteologer, der med alle samskabelsens gode hensigter kan fortælle medlemmerne af folkekirken, hvad der er det kristeligt rigtige at gøre.

Esben Thusgård og Erling Andersen siger, at de med deres projekt genbesinder folkekirken på Grundtvigs tanke om vekselvirkning mellem kirke og folk. Jeg tror ikke, at Grundtvig ville have brudt sig om den form for genbesindelse, de taler om. Han havde i det hele taget et anstrengt forhold til organiseret næstekærlighed.

Til gengæld havde han en tro på, at kirken var stedet, hvor evangeliet blev forkyndt på en sådan måde, at mennesker gik frie ud i samfundet og drog de politiske konsekvenser, som de måtte mene var de rigtige.

Det var ikke en dårlig tanke. Den har været med til at præge det Danmark, vi har i dag. Det vil den også gøre i fremtiden, hvis vi altså holder tanken levende.

Morten Fester Thaysen er sognepræst i Varde og medlem af Grundtvigsk Forums styrelse