Sognepræst: Hvorfor bliver provster og biskopper ikke evalueret ligesom andre offentlige ledere?

DEBATINDLÆG: "På sygehuse og i folkeskoler skal lederne jævnligt evalueres af de ansatte; naturligvis anonymt. Men hvem evaluerer vores ledelse?" spørger Henriette Pedersen. Hun efterlyser svar fra bispekandidaterne i Aalborg Stift på, hvordan de vil lede stiftet

Henning Toft Bro blev bispeviet i Budolfi Kirke i 2010. Nu konkurrerer tre kandidater om at blive hans efterfølger. Men det er svært at vurdere deres  ledelseskompetencer, for i folkekirken bliver lederne ikke evalueret, skriver sognepræst Henriette Pedersen.
Henning Toft Bro blev bispeviet i Budolfi Kirke i 2010. Nu konkurrerer tre kandidater om at blive hans efterfølger. Men det er svært at vurdere deres ledelseskompetencer, for i folkekirken bliver lederne ikke evalueret, skriver sognepræst Henriette Pedersen. Foto: Ajs Nielsen/Ritzau Scanpix

Så må der stemmes!

Afstemningen om ny biskop i Aalborg er skudt i gang. På Kirke.dk udtaler forskellige personer sig om, hvad der kan blive afgørende for resultatets udfald. Ledelse er blevet nævnt. Derfor tillader jeg mig at stille et par åbne spørgsmål:

1) Skal Aalborg Stift styres oppefra og ned, hvor biskop og provst sætter dagsordenen og eventuelt ‘gennemtvinger’ sognesammenlægninger, samskabelse, samarbejde på tværs og andet teknokrati? Eller vil bispen respektere sognets suverænitet og acceptere, hvis et sogn ikke vil, hvad bispen vil?

Aner vi konturerne af en ‘struktur-kristendom’, der skal gøre det nemmere at være provst, men bestemt ikke bedre at være sogn?

Hvad ved vi om bispekandidaternes ledelsesstil og ledelseserfaringer?

2) Bureaukratiet er gennem mange år vokset i folkekirken. Vi taler om djøficering i hele den offentlige sektor. Folkekirken er ingen undtagelse. Provsterne bliver uddannet til at tænke i struktur og ledelse.

Men hvad der slår mig er, at hvor anden offentlig virksomhed har indført obligatorisk ledelsesevaluering som et naturligt element, så er dette fraværende i folkekirken. På sygehuse og i folkeskoler skal lederne jævnligt evalueres af de ansatte; naturligvis anonymt. Men hvem evaluerer vores ledelse?

Det gør ingen, og det afføder så mine næste spørgsmål: Hvad har vi fået at vide om bispekandidaternes konkrete ledelseserfaringer? Er deres medarbejdere blevet klemt? Har deres iver efter magt trykket luften ud af menighedsråd? Hvordan vil de reagere, når de bliver sagt imod? Tåler de kritik? Og hvad nu hvis lægfolket vil noget andet med deres sogn, end det biskoppen ønsker?

Det er spørgsmål, som jeg håber, vi stemmeberettigede vil overveje, og som jeg synes bispekandidaterne bør melde klart ud om.

Henriette Pedersen er sognepræst ved Budolfi Kirke i Aalborg