I oplægget til dagens debatmøde står der to ting, som jeg vil forholde mig til.
For det første står der sådan her: ”De færreste danskere ønsker en politisk kirke”. Det tror jeg sådan set er rigtig nok. Men spørgsmålet er alligevel, om ikke et pænt antal af kirkens ansatte, især præster og biskopper og måske en enkelt domprovst, alligevel arbejder for en politisk kirke.
Eller måske rettere: For en politisk kristendom. Og det, synes jeg, er vigtig at få med i dag, selvom offentlighedsteologi måske er noget andet.
For når jeg læser hæftet ”Politik kommer ikke af ingenting”, er der ganske vist tale om et klassisk ”fælleskirkeligt” dokument med de sædvanlige hensyn til både den ene og den anden side. Altså meget fluffy-agtigt. Mener man noget eller gør man ikke? Er holdningerne pakket væk, eller er de bare pakket ind?
Alligevel har man ind imellem fornemmelsen af, at der også har været kræfter i redaktionen, som har presset i retning af konkret ”kristne konsekvenser”, eller hvad man nu kalder det. Som når der et sted står, at kristne ”om nogen” har ”ansvar for at værne vores fælles klode”.
Efter min opfattelse er man nødt til at forholde sig til denne konkrete, politisk-moralske tendens, hvis man skal klargøre begrebet om offentlighedsteologi. Jeg så et sted offentlighedsteologi defineret som ”en teologisk informeret offentlig diskurs”.
Hvis begrebet skal afklares, må vi drøfte, om det betyder ”politisk-moralsk informeret”. Det håber jeg ikke.
SF- og DF-kristendom
Derfor lidt til skræk og advarsel om denne politiserende tendens:
Folkekirken har det sidste tiår i al fald været præget, eller plaget, af det, man med en vis forenkling kan kalde SF-kristendom og DF-kristendom og kampen dem imellem.
SF-kristendommen er optaget af de konsekvenser, som ifølge dens tilhængere nærmest med naturnødvendighed må følge af kristendommen:
At vi tager os af enken, den fremmede og den faderløse, især den fremmede. Og at vi for eksempel hører ordene ”frygt ikke” som en påmindelse om, at vi ikke skal frygte den fremmede. På det seneste er klimakrisen og bekæmpelsen af denne blevet en fremtrædende del af SF-kristendommen. Gud har skabt verden, vi er hans forvaltere, og derfor må vi tage dette forvalteransvar på os og passe bedre på klimaet.
DF-kristendommen opfatter på traditionel tidehvervsk vis medmennesket, næsten som den nærmeste. Og det er den fremmede ikke. Og skal helst heller ikke blive det!
Det er derimod vigtigt, at man ikke bliver fremmed i sit eget land, et land, omgivet af en grænse, som det vist nærmest er Gud, der har trukket, og mennesket skal så være jorden tro, den danske jord, vel at mærke. I det hele taget skal mennesket ikke begive sig ud i nogen form for idealisme.
Umiddelbart lyder disse opfattelser af kristendommen og de konsekvenser, man bør tage, helt uforenelige. Det er de måske også. Alligevel er der ligheder mellem SF- og DF-kristendommen.
De er sådan set i samme båd – helt konkret for eksempel Anders Gadegaard og Søren Krarup: De to er i den grad i samme båd, de sidder blot med ryggen til hinanden og vil ro hver sin vej.
Er menneskerettighederne Guds eller Fandens værk?
Men hvorfor slår det tilsyneladende ingen af disse udmærkede mennesker inden for henholdsvis SF- og DF-kristendommen, at der måske er noget galt?
Ikke kun med modstandernes ”kristne” etik, men med hele konstruktionen, hvor man, sagt med filosofisk-etisk sprogbrug, ofte foretager den naturalistiske fejlslutning fra ”er” til ”bør”:
Fordi verden er skabt af Gud, selvom man sjældent fortæller, hvad det nærmere vil sige, bør vi passe på kloden; fordi vi lever i et land, et bestemt land, en bestemt sammenhæng, bør vi kristeligt set afgrænse os; fordi der ikke er, eller var, plads i herberget, bør vi gøre plads til de fremmede; fordi vi er kristne, bør vi stille os lukkede an over for indvandring, der ikke er det.
Eller tag modsætningen i forhold til menneskerettigheder og verdensmål:
SF-kristendommen ser en lige linje fra ansvar over for for skaberværket og næsten til menneskerettigheder og verdensmål. Det kunne strengt taget lige så godt være Gud, der havde udformet dem.
DF-kristendommen ser derimod menneskerettigheder og verdensmål som ukristelig idealisme og menneskedyrkelse. Og det kunne sådan set lige så godt være Fandens værk, disse erklæringer.
Hvorfor får man ikke den selvkritiske tanke, at man forsøger at spænde Gud for sine egne synspunkter?
Selvfølgelig spiller kristendommen en rolle
Så står der for det andet i oplægget til i dag, at Løgstrup afviste, at kristendommen kan levere værdier, men at han måske ”talte på baggrund af en tid, hvor det ikke desto mindre skete med så stor selvfølgelighed, at man ikke behøvede at tale om det."
Med andre ord: Når Løgstrup afviste en kristen eller kristelig etik, var det, fordi tiden var så fuld af ”offentlighedsteologi”, måske ligefrem forstået som ”en teologisk informeret offentlig diskurs”, at han var nødt til at lægge afstand til denne. Er offentlighedsteologi et nyt ord for kristen etik? Det håber jeg ikke!
Men Løgstrups afvisning af en kristelig etik bringer mig frem til dagens spørgsmål: ”Kan kristendommen bruges som afsæt for en samtale om det fælles bedste”?
Jeg synes, det er et lidt mærkeligt spørgsmål:
Er man i tvivl om det? I tvivl om, at kristendommen ”spiller med”, når den kristne, og jeg siger udtrykkeligt den kristne, eller den kirkelige, er i samtale, i engagement for det fælles bedste. Og på hvis vegne er man i tvivl, hvis man er det? For det har den da altid gjort, kristendommen, spillet med.
Som Per Stig-Møller er citeret for i hæftet "Politik og alle mulige andre opfattelser kommer af den enkeltes grundopfattelse, der er baseret på ens etik, moral eller religion”.
Selvfølgelig. Sådan er det. Og formentlig forsøger vi alle efter bedste evne af fastholde denne sammenhæng og bevare vores integritet. Selvom det ikke altid lykkes. Så når den kristne ytrer sig, spiller grundopfattelsen da med, når det gælder menneskesyn og etik. Men vel at mærke de konsekvenser, som troen måtte have for den enkelte.
Men det er, som om man, uden jeg helt ved, hvem man er, ikke har nok i det. Eller som om man ikke tiltror kristne i al almindelighed, at denne grundopfattelse spiller med. Som om man ikke tror, at den ”kirkelige” borgmester eller byrådsmedlem eller medlem af skolebestyrelsen huske sin kristendom.
Derfor skal vi have det tematiseret, have en refleksion i gang over det, af hensyn til, som der står allerførst i hæftet, ”behovet for kristendommens stemme i offentlige sammenhænge”. Hvis behov er det? Kirkens behov? Toneangivende præster og teologers behov? Er det samfundets behov? Og hvad er egentlig ”kristendommens stemme”?
Samfundet har ikke brug kirkens stemme
Naturligvis kan vi i studiekredse og i det hele taget rundt i sognegårdene drøfte temaer som menneskesyn, etik, identitet, synd og perfektion, men vi skal passe på ikke at ville presse en ”kristen” skabelon ned over det, ligesom vi skal nære os for at komme med konsekvenserne af kristendom og kristentro.
Og tale ned, som jeg synes det sker et par gange i hæftet, med de meget pædagogiske spørgsmål.
Jeg kan simpelthen ikke lade være med at høre nogle af de spørgsmål med den velmenende og let formynderiske socialrådgiver fra ”Jul på Vesterbro”, Arnes stemme: ”Hvilket aktuelt samfundsmæssigt spørgsmål er det i øjeblikket mest presserende at forholde sig til i lyset af kristendommen? Og hvis jeg nu siger regn og rusk og Greta Thunberg og isbjerge, hvad siger I så?”
Samfundet har efter min mening ikke behov for kristendommens stemme. Eller kirkens stemme. Samfundet har brug for engagerede menneskers stemme, mennesker der fra hver deres vinkel og ud fra hver deres grundopfattelse engagerer sig i arbejdet for det fælles bedste.
Jeg mener vist nok i samklang med det, der engang hed ”grundtvig-tidehvervsk”, at vi skal gå ind i kirken for at komme ud af den igen. Forhåbentlig med nye kræfter til at tage fat på de fælles problemer med troende såvel som ikke-troende.
Offentlighedsteologien går igennem det enkelte menneske, for vi lever, Gud ske lov, i en tid, hvor individet er centralt, selvom det ikke skal være og bære alt, og sekularisering er slået godt igennem (måske også takket været kristendommen).
Det er det enkelte menneske, den enkelte kristne, som må drage sine egne etiske og politiske konsekvenser af evangeliet og gå ud og arbejde, tale og handle for dette som et kristenmenneske med andre mennesker, troende såvel som ikke-troende.
Kristne må ud af klappen
Jeg tænker så tit, at hvis nu alle disse gode SF- og DF- og nu også GF-kristne (fra Grundtvigsk Forum) holdt op med at være ghetto-kristne, kom ud af alle deres kirkelige og kristne foreninger og udvalg og holdt lidt igen med at gå til alle de kirkelige konferencer og altså i stedet kom ud af det religiøse, kristelige parallelsamfund og brugte kræfterne ude i samfundet, ville ikke alene klimaet få det bedre, det ville være et sandt energiboost.
Derfor har jeg også lidt dårlig samvittighed over at være her i dag. I al fald hvis offentlighedsteologi går i retning af en bestemt moralsk og/eller politisk udmøntning af kristentroen.
Så for at gøre bod vil jeg i dag foreslå, at vi stifter foreningen KUK: ”kristne ud af klappen”, hvis formål altså er, aldrig at mødes som kristne, som kirke, for at udstikke etiske og politiske retninger eller drøfte, hvor kristendommens stemme kan bruges.
Det bliver meget overkommeligt at være medlem. Gratis, for at man kan bruge pengene på at melde sig ind i verdslige foreninger og partier. Så kom frisk. Ud af klappen, alle kristne! KUK og TAK!
Kristian Bøcker er sognepræst i Jelling.
Klummen er holdt som oplæg til debatmøde om offentlighedsteologi, afholdt på Vartov 24. februar 2020 af Grundtvigsk Forum.