Kan ny løn og flere karrieremuligheder løse folkekirkens problemer med præstemangel? Det var det indtryk, jeg fik, da jeg for nylig var til fagforeningsmøde med Præsteforeningen i Dyssegård Kirke i Helsingør Stift.
Her hørte vi blandt andet om det såkaldte karrierevejsprojekt, som er en del af den nye overenskomstaftale, der lige nu er ved at blive forhandlet på plads, som jeg forstod det. Det indebærer, at 100 eller flere udvalgte præster skal løftes op i "løngruppe 3" – et lønniveau, der svarer til, hvad nogle provster tjener. Det betyder at der vil blive større lønforskel, alt efter om man er ’karrierepræst’ eller bare en almindelig ’gulvpræst’.
Vi var måske 30, hvoraf to tredjedele var tillidsmænd og -kvinder eller præster med andre særposter. Jeg savnede ’gulvpræsterne’, som jeg møder i provstiet og stiftet – jeg savnede deres mening og deres stemme.
Jeg savner i det hele taget en bred diskussion om vores fag: Hvad vil det sige at være præst, og hvorfor synes vi, at den opgave er betydningsfuld?
For jeg tænker ikke, at der er nogen, der vælger at blive præst for pengenes skyld eller for at gøre karriere inden for folkekirken. Det er vel budskabet, der tiltrækker os, og opgaven med at udbrede budskabet, der giver vores daglige arbejde mening?
Hvis vi skal have kvalifikationstillæg, bør det deles solidarisk, så vores løn stiger jo længere, vi varetager præsteopgaven i vores sogne
Det, der giver mig arbejdsglæde, er, når jeg erfarer, at det kristne budskab fører til liv, til ny begyndelse eller til håb i fællesskab. Når jeg konkret erfarer, at Ordet gennem troen kan værdiomvende, så skam, skyld, mindreværd og uro kan vendes til tillid, selvværd, håb og fred.
Hvis der er præstemangel, skyldes det måske, at kristendommen er på retur. I så fald skal folkekirken ikke forsøge at tiltrække præster ved at mase karrieremuligheder og høje lønninger ind i faget som lokkemiddel på bekostning af kristendommens grundlæggende værdier.
Jeg tænker, at vores vigtigste opgave må være at give kristendommens udbredelse de bedste vilkår i Danmark og dernæst at kæmpe for præsternes vilkår – i den rækkefølge.
Jeg tror, at kristendommen udbredes bedst ved stabile præster, som varetager kerneydelserne. Hvis vi skal have kvalifikationstillæg, bør det deles solidarisk, så vores løn stiger jo længere, vi varetager præsteopgaven i vores sogne.
Specifikke opgaver, man påtager sig undervejs i arbejdslivet ud over arbejdet i sognet, kan man selvfølgelig få et engangsvederlag for. Men jeg tror, at det er præsterne på gulvet, der er folkekirkens allervigtigste grundlag, og derfor skal de tilgodeses.
Jeg er helt enig i, at præstegerningen er meget krævende, og at vi får flere og flere opgaver. Derfor bør alle præster få en bedre løn. Det skal vi kæmpe for i fællesskab, i stedet for hver især at finde opgaver, avancementer og projekter, som belønner os individuelt.
Le Klint er sognepræst i Hørsholm Sogn, Helsingør Stift.