Boganmeldelse

Sognepræst: Fremtidshåndbog rejser flere spørgsmål end svar

Birgitte Kragh Engholm holder ofte foredrag om sine erfaringer med 'den fremtidsgodkendte folkekirke' på Vesterbro. Nu har hun skrevet en håndbog med opskrifter på, hvordan kirker kan lave henholdsvis gudstjeneste, salon og event efter samme opskrift. Foto: Kåre Gade

ANMELDELSE. Kan man bygge kirke ved hjælp af nøgleordene ”strategisk, kompromisløs, målrettet”? Kan og skal kirken være succesfuld? Ny håndbog fra præst og fremtidsforsker kalder på teologiske diskussioner, skriver anmelder

Hen mod slutningen af sin håndbog til en fremtidsgodkendt folkekirke skriver Birgitte Kragh Engholm:

”Vi er i folkekirken ikke af en anden verden, men af denne verden.” 

Har man Johannesevangeliet i nogenlunde frisk erindring, må man løfte sine teologiske øjenbryn, for der står jo: ”Var I af verden, ville verden elske jer som sit eget; nu er I ikke af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer.”

Og det rammer måske meget præcist, hvad der er på spil i Engholms analyse og håndbog, ja hvad der er på spil i den folkekirkelige diskussion i disse år: 

Spørgsmålene om succes eller lidenhed, verdens had eller verdens kærlighed, tidsånd eller ikke tidsånd, evangelium eller ej, og så videre.

Birgitte Kragh Engholm er sognepræst på Vesterbro med en efteruddannelse i såkaldt fremtidsforskning. Hun har skrevet ”Den fremtidsgodkendte folkekirke i tænkning & praksis” som et selvstændigt håndbogstillæg til ”Den fremtidsgodkendte folkekirke”, hvor hun beskrev 13 såkaldte ”megatrends”, der kan påvirke folkekirken i fremtiden.

En bog, der handler om mission - uden at bruge ordet

I den nye håndbog gennemgås tre former for gudstjenester og arrangementer, som Engholm har udviklet med fremtiden for øje. Eller måske er det rettere med nutiden for øje, for hun ønsker her og nu at få yngre folk på Vesterbro ind i kirken – og det er vist lykkedes, altså at få dem ind.

På den måde er det en bog, der handler om mission: 

Om som præst og forkynder at tale et sprog i ord og handling, som kan formidle evangeliet til nogle, der enten aldrig har hørt det før eller skal høre det på en anden måde, end vi plejer at fortælle det. Vesterbros missionsmark af 25-50-årige lyder i Engholms pen som det rene vildnis.

Dog ville Engholm aldrig kalde det mission. Det er en del af hendes mission: At arbejde særligt med sproget for at nå de ikke-indforståede. Det er al ære værd, i hvert fald hvis kristusbarnet ikke ryger ud med badevandet. Om det gør det på Vesterbro, kan og skal ikke bedømmes ud fra håndbogen her.

Al ære værd er det også, når Engholm beskriver, hvordan hun i sine første fire måneder som præst på Vesterbro arbejdede på sin bærbare computer på caféer, ude i byen, hvor folk kom, så hun kunne betragte dem og observere, hvilket sted hun var kommet til, og hvem hun var præst for. 

Sådan må enhver præst gøre, om det så er på land eller i by – ja, det er måske i virkeligheden bogens bedste råd.

Hvem bliver kørt over på vejen mod den succesfulde kirke?

For det er på en eller anden måde svært at se, hvordan bogen egentligt skal kunne bruges som håndbog. Med hyppig reference til sin tidligere bog beretter Engholm om, hvordan hun ud fra sin analyse har skabt en gudstjeneste, en salon og et ”event”.

Processen er omstændeligt beskrevet ud fra en række nøgleord, gerne i par af tre, og flere afsnit arrangementerne imellem lader til at være copy-pastet med efterfølgende tillempning (for eksempel side 55f og side 75f). 

Gentagelserne og nøgleordene i parentes for at vise stringens i begrebsbrugen giver fornemmelsen af at sidde med en opgave fra en masteruddannelse snarere end en håndbog, der skulle komme sin læser i møde. Og at copy-paste eller skrive næsten identiske afsnit er at spilde sine læseres tid og penge.

Der er flere af Engholms kerneudtryk gennem bogen, som kunne kræve en nøjere teologisk granskning. Kan man for eksempel bygge kirke ved hjælp af nøgleordene ”strategisk, kompromisløs, målrettet”, som Engholm foreslår?

”Strategisk” lader antyde, at man kan planlægge en kirkes aktiviteter fra a til b og frem mod succes – ja, at man ikke skal overlade noget til tilfældighederne, som ellers har det med at vise sig i helligåndsskikkelse. 

”Kompromisløs” lader ane, at intet skal stå i vejen for præstens planer, hvilket Engholm da også skriver ret eksplicit:

”Med kompromiser får vi alt for ofte skabt løsninger, som alle kan leve med, men som ingen er rigtig glade for. Derfor skal de endelige løsninger og det endelige produkt være knivskarpt og ikke være udviklet med kompromiser.”

Her må man blive nervøs for, hvem der er blevet kørt over på vejen frem mod den succesfulde gudstjeneste, event eller arrangement – ja, Engholm skriver videre:

”Det har [..] en pris at være kompromisløs i tilgangen til arbejdet med de 25-50-årige, både hvad angår tid, ressourcer, penge og modstand.” (anmelderens kursivering)

Der er altid grund til at blive nervøs eller i hvert fald opmærksom, når præster taler om modstand i arbejdet – fordi det ganske ofte er et andet ord for mennesker i menigheden, der er uenige i vejen frem. Altså de mennesker, hvis kirke og menighed det er og ofte var, længe før præsten kom til.

Hvor er menigheden i den professionelle servicekirke?

Og det fører videre til en anden kongstanke i håndbogen, som ikke er eksplicit, men viser sig i sprogbrugen: 

At folkekirkens ”vi” tilsyneladende ikke er menighederne, men præster og ansatte. Det er den professionelle kirke, hvor lønnede medarbejdere tilbyder services og arrangementer til brugerne. 

Tankegangen er i tråd med Engholms analyse af, at medlemmer af folkekirken ”optræder som forbrugere af folkekirkens services, tjenester og ydelser” (s. 14, Engholms kursivering), hvilket mange sikkert vil nikke genkendende til. Men er det ikke en blind vej at bevæge sig nedad for en evangelisk-luthersk kirke, ja for en hvilken som helst kristen kirke?

Ud over at servicekirken lægger en overdreven arbejdsbyrde på præsten, hæmmer det forståelsen af kirken som et skabende, arbejdende fællesskab, der sammen bærer menighedslivet. 

Man kunne spørge lidt kækt: Er der da slet ikke andre kristne på Vesterbro end præsten, der kunne finde på at lave for eksempel gudstjenester på en ny måde, samtalesaloner eller forkyndende musikarrangementer? 

Svaret er forhåbentlig, at jo, det er der da – og det er dem, der skal aktiveres og hjælpes til at tage ansvar for kirkens liv. Men det er måske mere bøvlet, mere langstrakt og kræver både kompromisser og et afkald på decideret succes.

Succesen dukker op flere gange i håndbogen som noget, kirken må stræbe efter. Men det er endnu et spørgsmål, der er åbent for teologisk diskussion: Kan og skal kirken være succesfuld? Og hvordan er den det i så fald? 

Måske man kunne tale om en særlig evangelisk succes, når der for eksempel holdes værdige begravelser for folk, der ikke i livet har kunnet samle en masse folk omkring sig. Eller når præst og menighed helt under radaren har succes med at infiltrere samfundet med kærlighed og nåde af en helt anden verden.

Skævvredent Grundtvig-citat

Til sidst må redaktionen af bogen rundes. For udgivelsen skæmmes desværre af både sproglige fejl, stave- og slåfejl (sågar på bagsideteksten) og grafiske smuttere med font og kursiveringer. Det er synd i en bog, hvor der lægges vægt på vigtigheden af god kommunikation.

Redaktøren kunne ligeledes passende have opfordret Engholm til at angive i bogen, hvor de forskellige citater stammer fra, så læseren kunne slå op og læse videre og efter. 

Grundtvig har vist nok ikke skrevet, at ”Sproget skaber, hvad det nævner”, men ”Dets gåde er et Guddoms-ord, som skaber, hvad det nævner”, der så er blevet til det allevegne skamredne og skævvredne ”Ordet skaber, hvad det nævner”.

Interessant kunne det også være at vide, hvor det angivelige Kierkegaard-citat ”Vi må hele livet igennem slås med at komme overens med alle livets toner” (s. 96) stammer fra.

Alt i alt er der nok teologiske diskussioner at tage fat på i kølvandet på ”Den fremtidsgodkendte folkekirke i tænkning & praksis”, men det er vel egentlig ikke det, en håndbog er sat i verden for. 

Man får som læser et kig ind i planlægnings-maskinrummet, som måske kun havde behøvet vare en artikels tid. Og så havde vi kunnet bevæge os ud i virkeligheden og fremtiden igen for at være og bygge kirke – sammen.

Læs et uddrag af Birgitte Kragh Engholms ”Den fremtidsgodkendte folkekirke i tænkning & praksis”

Mellem den fortidsgodkendte og den fremtidsgodkendte folkekirke
Analyse

Mellem den fortidsgodkendte og den fremtidsgodkendte folkekirke

Den fremtidsgodkendte folkekirke i tænkning & praksis

Titel: "Den fremtidsgodkendte folkekirke i tænkning & praksis. Gudstjeneste-salon-event"
Forfatter: Birgitte Kragh Engholm
Forlag: Eksistensen, 2020
Sider: 110
Pris: 149 kroner

Læs mere