Kirkesyn

Sognepræst: Folkekirken har glemt, hvordan man er uenige

Der er trængsel på den kirkelige midtbane, mener sognepræst i Aarhus Domkirke Hans Nørkjær Franch: Derfor diskuterer vi heller ikke længere teologi i folkekirken. Vi diskuterer i stedet udelukkende struktur og liturgi. Altså form frem for indhold. Foto: Kåre Gade

KIRKESYN: Hvis vi skal have den teologiske samtale genstartet, skal vi turde melde flere uenigheder ud frem for altid at lade al samtale standse ved den overfladiske enighed

De kirkelige retninger, der tidligere skænkede klare pejlemærker til den folkekirkelige geografi, er fortid. Derfor er de glade dage forbi, da vi endnu vidste, hvor vi havde hinanden – i menighedsrådet, i provstiet, på sommerstævnerne og i dagspressen.

Næsten ligegyldigt for hvem du nævner grupperinger som grundtvigianere, Tidehverv eller Kirkeligt Centrum, vil blikket hurtigt miste sin gnist. Kun Indre Mission er så ”heldige” at være prentet ind på en betragtelig del af den brede befolknings nethinder i skikkelse af Matadors stramlæbede ”Faster Anna”.

Der er sket det formidable i den brede folkekirkelighed, at vi i dag alle sammen er enige. For det, der tidligere kunne skabe teologisk strid er i dag højt skattede selvfølgeligheder:

Babysalmesang, meditationsgudstjenester, kirke- og kulturmedarbejdere, ”nye” salmer (fra efter år 1980) er altsammen bredt accepteret. Sågar ordinationer og præsteprocessioner har man droppet at problematisere.

Folkekirkens debatter er udliciteret til Facebook

Derfor er der trængsel på den kirkelige midtbane. Derfor diskuterer vi heller ikke længere teologi i folkekirken. Vi diskuterer i stedet udelukkende struktur og liturgi. Altså form frem for indhold.

Og meget passende er næsten alle de gamle kirkelige diskussionsklubber forsvundet – især de grundtvigske. Nu mødes vi mest til kompetencegivende efteruddannelseskurser og på de obligatoriske provstipræstemøder, hvor vi hellere laver teambuilding end hører akademiske foredrag – der kunne risikere at genopvække de slumrende kirkelige retninger.

Det meste af den smule kirkelige strid, der er tilbage, er uoverlagt blevet udliciteret til Facebook. Udfordringen er her, at på Facebook er diskussioner lidt ligesom en bearnaisesovs: Bliver det for hedt, så skiller den. Det er det, der kaldes polemik – hvor parterne gik hver til sit og ingen rigtig brød sig om det, der blev serveret.

Det hellige almindelige demokrati

Engang lød idealet i diskussionerne at være ”enige om at være uenige”. Men nu, hvor den teologiske diskussion er forstummet, er idealet blevet det modsatte: Vi er i stedet blevet ”uenige om at være enige”.

For enigheden er selvfølgelig kun tilsyneladende. Under overfladen lurer uenighederne, de tilhvilestedte kirkelige retninger og dermed faren for uønsket kirkekamp.

Årsagen til, at den tilsyneladende enighed er så fremherskende, er, at folkekirken sideløbende med sin bekendelse til Kristus bekender sig stadig mere utvetydigt til det hellige almindelige demokrati.

Folkekirken har ganske vist altid arbejdet for at komme til at rime på folkestyre. Udfordringen er, at demokrati efterhånden helt har forladt sin oprindelige betydning som holdningernes stridsplads og i stedet er blevet synonymt med rummelighed og tilforladelighed og dermed åndelig våbenhvile. Demokrati er blevet en dyne.

Og det har blandt andet kunnet lade sig gøre, fordi ”demokratisk” i stadig stigende grad betyder, at flertallet bestemmer, hvorved de uenige mindretal marginaliseres og passiviseres.

Vi skal turde melde uenighederne ud

Det går især ud over Indre Mission og Tidehverv – to ”grupperinger”, som trods deres dybe uenigheder er enige om at være modernitetskritiske, selvom deres facon heri er meget forskellig.

De store dynelæggere er blevet grundtvigianerne, der har vundet folket ved at omfavne den filantropiske modernitet og nedtone den lutherske ortodoksi. Og derved har vi også fuldkommen passiviseret kulturradikalismen, der ikke kan kritisere folkekirken for at være verdensfjern.

Men det, der både er trumfen og akilleshælen ved den ”grundtvigske” dominans i folkekirken er, at der er ligeså mange definitioner af ”grundtvigsk”, som der er ”grundtvigianere” og dermed truer det hele med at blive tømt for reelt indhold.

Det er ligesom med danskhedsdiskussionen: Det ender altid med, at det er noget, den enkelte selv definerer. Hvis vi skal have den teologiske samtale genstartet, skal vi turde melde flere uenigheder ud frem for altid at lade al samtale standse ved den overfladiske enighed
 

Sognepræst: Kirken har brug for at genfinde sin stamina
Kirkesyn

Sognepræst: Kirken har brug for at genfinde sin stamina

KIRKESYN: Vi pylrer om kirken som en brystsyg gammel moster, der hiver efter vejret og kalder på vores konstante opmærksomhed, skriver sognepræst Eva Holmegaard Larsen. I stedet bør vi smide tudekiksen, smøge ærmerne op og tale til menneskers hjerter

Kirkesyn

I klummen "Kirkesyn" reflekterer skiftende skribenter over forholdet mellem kirke og samfund, kald og professionalisme, kultur og forkyndelse, menighed og ansatte, engagement og arbejdsmiljø. Faste bidragsydere er blandt andre Eva Holmegaard Larsen, Louise Højlund, Mette Bock og og Laura Cæcilie Jessen.

Læs alle klummer i serien