Jeg er stor tilhænger af et kirkeråd, og var det også før pandemien ramte. Mine argumenter dengang er de samme som nu: at det ville være bedre om en central ledelse fik ansvaret for folkekirken.
Når jeg er tilhænger af et kirkeråd, så skyldes blandet andet, at man der kan placere et ansvar. Det er noget nær umuligt nu. Biskopperne kan ikke sådan lige afsættes, og Kirkeministeren er så politisk ubetydelig (under alle regeringer), at vedkommende næppe straffes, medmindre hun eller han foretager sig noget direkte kriminelt.
Vores respektive fagforeninger og interesseorganisationer kan vi måske gøre lidt ved. Præsterne kan i hvert fald vælge en ny ledelse i Præsteforeningen, men også her må man spørge, om det er Præsteforeningen, der sidder med ansvaret, eller om de blot har været små brikker i et uoverskueligt spil. I den sidste ende vil man med et kirkeråd kunne placere et konkret ansvar – det savnes nu, og vil givet blive efterspurgt senere.
Kritikken af et kirkeråd er, at et sådant vil begynde at udtale sig om alt mellem himmel og jord. Baseret på erfaringer fra Sverige kan jeg godt forstå den bekymring, men nu er vi ikke Sverige, så lad os kigge indad først. Man kunne sørge for, at et kommende kirkeråd ikke kan udtale sig om alt mellem himmel og jord, men blot et afgrænset område, som hører inden for kirkens anliggender.
Folketinget, som er kirkens nuværende ”synode”, er ifølge min bedste overbevisning ikke gearet til den funktion
I perioden 1883-1901 havde folkekirken en egentlig central ledelse, nemlig Det Kirkelige Råd, som i den periode agerede ledelse. Selvom rådet ikke have repræsentation af læge medlemmer, så havde det dog tæt kontakt med Landemoderne og Rigsdagen.
Man kunne, når man kommer til at se på indførelsen af et kirkeråd, overveje at basere det på Det Kirkelige Råds konstruktion, og allerede fra begyndelsen afgrænse rådets arbejdsopgaver. Sammen med rådet ville det givet være godt med en landskirkelig menighedsforsamling, som kan vælge repræsentanterne til Det Kirkelige Råd.
Folketinget, som er kirkens nuværende ”synode”, er ifølge min bedste overbevisning ikke gearet til den funktion. Endvidere mener jeg ikke, at kombinationen af fagforeninger, interesseorganisationer og semi-officielle bispekollegier har nogen gang på jorden som reel ledelse.
Folkekirken står over for store udfordringer – dalende medlemstal, svigtende dåbs- og konfirmationstal, et hav af samarbejdsvanskeligheder og ikke mindst uklarhed om placering af kompetence og reelt ansvar.
Simon Jylov er sognepræst i Espe, Vantinge og Hillerslev sogne på Fyn.