Debat

Sognepræst: Er samskabelse folkekirkens fremtid?

I Aarhus har kommune, folkekirke og organisationer holdt konferencer om samskabelse under titlen "Fælles om" – som på billedet fra rådhuset i 2018. Men er samskabelse godt for kirken og samfundet? Det tror Morten Fester Thaysen ikke. Foto: Lars Salomonsen

DEBATINDLÆG: Samskabelse mellem kirke og kommune ses af mange som fremtiden for folkekirken. Men gavner kirken ikke samfundet mere ved at forkynde, undervise og udøve sjælesorg og dermed være der for de mennesker, der skal være saltet i samfundet? spørger Morten Fester Thaysen

”Samskabelse” ses af mange som fremtiden for folkekirken. I den netop udgivne bog ”Skabelse og samskabelse” fortælles det således begejstret, hvordan kommunerne er begyndt at invitere kirken til samskabelse for at løse velfærdssamfundets udfordringer. Invitationen er kirkens chance for at blive en mere synlig, handlekraftig og væsentlig aktør i samfundet, fortælles det.

Spørgsmålet er for det første, hvad det er for en kirke, der her tales om. Spørgsmålet er for det andet om den kirke, der tales om, vil blive en så væsentlig aktør i samfundet, som det forudsiges. Så hvem er kirken og kommunen?

Kirken udgøres af cirka 4.300.000 medlemmer, som har forskellige synspunkter. Også politiske synspunkter. Kommunerne udgøres af mange af de samme mennesker. For kirkens medlemmer er dem, der bor i kommunerne. De har tilmed været med til at vælge de politikere, der har ansvaret for kommunernes opgaver. Det er altså for stor del, de samme mennesker, vi taler om. Så hvem er hvem?

Kirkens medlemmer har altid præget samfundet med det kristne menneskesyn

Definitionen af kommunens opgaver har hidtil været præget af kristendommens syn på mennesket og verden. Et syn, der handler om ethvert menneskes ubetinget værdi, og derfor skal retfærdighed, barmhjertighed og omsorg for den svage i samfundet råde.

Denne prægning af samfundet er ikke sket, fordi kirken har været en organiseret stemme i samfundet. Derimod er den sket, fordi kirken har været et broget fællesskab af døbte mennesker, der har været præget af det kristne menneskesyn.

Samtidigt har disse mennesker mere eller mindre bevidst gjort dette menneskesyn gældende ved for eksempel at engagere sig i en af de mange kirkelige og diakonale bevægelser som Kirkens Korshær, KFUM's Sociale Arbejde eller andre. Eller også har de virket som læger, sygeplejersker, socialarbejdere eller noget helt andet. Nogle af dem har tilmed virket som kommunalpolitikere, der har engageret sig i kampen for samfundets svage.

Pointen er, at tusinder og atter tusinder af kirkens medlemmer gennem deres liv og virke på hver deres måde har præget samfundet med det kristne menneskesyn. Således har de været saltet i samfundet.

Invitation til samskabelse vil ændre kirkens selvforståelse

Men nu vil kommunens politikere og nogle af kirkens aktører noget andet. På grund af færre økonomiske ressourcer vil kommunen for sin del ikke længere være alene om at løse velfærdsopgaverne i samfundet. I stedet vil kommunen løse dem gennem samskabelsesprocesser med andre organisationer i civilsamfundet.

Dermed ser kommunen sig selv som en organisation, der står overfor andre organisationer, den kan lave aftaler med. Man skal ikke være blind for, at denne ændring af kommunernes selvforståelse er et politisk valg, som grunder i en bestemt politisk ideologi. Denne ideologi er kirkerne med til at blåstemple ved at sige ja tak, når kommunerne inviterer til samskabelse.

Man skal derfor heller ikke være blind for, at denne invitation også kommer til at ændre folkekirkens selvforståelse, hvilket i øvrigt er en pointe i samskabelsesideologien. Fra at se sig selv som et fællesskab, der er saltet i samfundet, skal kirken i samskabelsesprocessen se sig selv som en selvstændig organisation, der kan laves aftaler med på velfærdsområdet.

Anne Tortzen, ph.d. og ekspert i samskabelse siger i den forbindelse, at ”folkekirkens decentrale organisering og fragmenterede ledelse i almindelighed kan stå i vejen for nye initiativer og en fælles retning”. Folkekirkens ledelsesstruktur skal derfor trimmes, så den kan fungere i samskabelsesprocesser. Kirken skal således kunne omtale sig selv som en organisation med en selvstændig retning og stemme.

Politiserede kirker fører til masseudmeldelser

Spørgsmålet er bare, om det er godt for kirken og samfundet. Det tror jeg ikke af to grunde.

Samskabelsesprocesserne reducerer for det første kirken til at være en organisation mellem andre organisationer, som kommunen kan lave samskabelse med. Kirken bliver således bare en stemme mellem andre stemmer i samfundet. En stemme, som skal tale højere og højere for at blive hørt.

Og hvem siger, at alle folkekirkens 4.300.000 medlemmer bryder sig om at være en del af denne stemme, som taler for en bestemt udfoldelse af velfærdssamfundet? En stemme, som ganske vist er legitim, men på den anden side også udtrykker et politisk standpunkt?

Hvis vi vil lære mere, kan vi se til vore nabolande. Her udfolder politiserede kirker sig i samfundet med masseudmeldelser til følge.

For det andet kan man ikke mindst spørge, hvor vidt samskabelsen mellem kirke og kommune gavner dem, det hele handler om, nemlig de svage i samfundet. Kirken kan som organisation tilbyde et netværk af frivillige, siges det. Men frivillige er netop frivillige, indtil de ikke vil være frivillige længere. Kirken kan derfor ikke forpligte frivillige i forhold til de mennesker, de skal arbejde for.

Kirken skal være der for de mennesker, der skal være saltet i samfundet

De frivillige er heller ikke uddannede til det, de skal lave. Derfor risikerer kirken at sende frivillige ud til mennesker med komplekse sociale forhold, som ingen nok så dygtig frivillig er i stand til at gennemskue. Man kan spørge sig selv, om man ikke dermed risikerer at lade de svage i stikken.

Men hvem er det så, der får noget ud af samskabelsen? Er det i virkeligheden kun kommunens og kirkens aktører, der får noget ud af den? Kommunen, som på den ene side kan vinge endnu en opgave af i excelarket. Kirkens ledere, som på den anden side kan få en fornemmelse af at være vigtige og handlekraftige aktører i velfærdssamfundet.

Spørgsmålet er derfor, om kirken i virkeligheden ikke gavner samfundet mere ved at blive bedre til tage sig af den opgave, den er sat i verden for. Altså bliver bedre og bedre til at forkynde, undervise og udøve sjælesorg og dermed være der for de mennesker, der skal være saltet i samfundet.

For måske er det netop ikke kirken som organisation, der vil præge samfundet i fremtiden. Det vil derimod de mange mennesker, der vil salte det.

Morten Fester Thaysen er sognepræst i Varde og medlem af Grundtvigsk Forums styrelse
 

Redaktør bag ny bog: Folkekirken skal være med til at skabe fremtidens velfærd

Redaktør bag ny bog: Folkekirken skal være med til at skabe fremtidens velfærd

Offentlig velfærd bør fremover sikres gennem samskabelse mellem kommunale aktører og civile samfundsorganisationer, hedder det i en ny bog. Folkekirken er en interessant samarbejdsparterer, mener en af bogens redakører

Skriv et debatindlæg

Kirke.dk er dansk kirkelivs fagmedie. Har du en holdning, en reaktion eller en kommentar, så skriv til os. Debatindlæg må højst fylde 4500 tegn med mellemrum. Vi kan ikke garantere, at vi bringer alle indlæg, og vi forbeholder os retten til at redigere og forkorte. Kontakt os eventuelt, før du skriver.

Send en e-mail