På en studietur for provstiets præster besøgte jeg for nogle år siden Bergen. Der var ikke noget i de norske forhold, som en dansk sognepræst behøvede at skæve misundeligt til. Hverken hvad angik kirkeledelse, liturgireform eller forholdet mellem kirke og stat. Ud over én ting: Vi besøgte en kirke med en kateket, der havde fået en 4-årig uddannelse i religionspædagogik og stod for alle former for undervisning af børn og unge i kristendom med brug af både forkyndelse, musik, og socialt engagement.
I Norge har de åbenbart en kirke- og kulturmedarbejderuddannelse på et højt niveau. I en sådan indgår teologi, pædagogik, udviklingspsykologi, kommunikationsteori, didaktik, musik og så videre. Hvorfor kan folkekirken ikke få sådan en uddannelse? Det ville som mindstemål være ønskeligt, at den nuværende kirke- og kulturmedarbejderuddannelse kunne få en særlig forkynderlinje, der opgraderede den teologiske ballast til ude i sognene at kunne løse flere opgaver med forkyndelse og undervisning i kristendom.
Det er derfor nedslående, at Kirke.dk d. 19. november kan fortælle, at udviklingen går den modsatte vej. Næstformanden i Landsforeningen af Menighedsråd, Inge Kjær Andersen, glæder sig over udviklingen. Det er der ingen grund til.
Der var i den grad grund til et eftersyn af reglerne for ækvivalering af sognemedhjælpere. Vi måtte også i Lillerød forbi Kirkeministeriet, da vi for to år siden skulle ansætte en kommunikationsmedarbejder til sognet. Vi kunne ikke umiddelbart oprette en stilling som kirke- og kulturmedarbejder, der skulle stå for hjemmeside og anden digital kommunikation, fordi det ikke stod i det tilhørende protokollat til stillingsbetegnelsen. Åbenbart var arbejdsbeskrivelsen for kirke- og kulturmedarbejdere ikke gearet til, at kulturen i dag er digital!
Men at arbejde med at gøre ting bedre er noget andet end blot at afvikle dem, når de er besværlige. At sænke uddannelsesniveauet for kirke- og kulturmedarbejdere er der bestemt ikke brug for. Tværtimod. Leise Christensen, der er formand for ækvivaleringsudvalget, er bekymret for kvaliteten af noget af ”det allerfineste arbejde i folkekirken”. Og med god grund.
Jeg har i Kristeligt Dagblad d. 5. november foreslået at se på muligheden for at afhjælpe præstemanglen ved at se på den snævre stillingspalet i folkekirken. Inspireret af de nævnte erfaringer fra Norge.
Det var en lærer i praktisk teologi, Eberhard Harbsmeier, der engang til os studerende sagde, at vi skulle ud og være ”universaldilettanter”. Det er ikke nogen flot stillingsbeskrivelse for en profession at skulle sendes ud i verden som dilettant!
Det er fire år siden, jeg i Kristeligt Dagblad første gang foreslog det samme som nu. Ingen tog notits af det den dengang. Der er således spildt et uddannelsesforløbs tid med ikke at gøre noget. Men hvis man i sogne med mange præster, næste gang en lokalfinansieret stilling bliver ledig, kunne ansætte en sognemedhjælper, der kunne indgå kompetent i tværfagligt samarbejde om forkyndelse, vil det have flere fordele, der kan sprede sig ud over landet.
- Færre præstestillinger med større koncentration om de opgaver, der kalder på den universitetsfaglige ballast, som præsten har med, vil gøre arbejdet mere tilfredsstillende for nogle af dem, der i dag fravælger præstevejen, og dermed gøre embederne mere attraktive
- Ikke kun teologi, men også didaktik, kommunikation og udviklingspsykologi er høj faglighed, der er relevant i folkekirken. Det kan derfor sikkert give endnu mere effektiv formidling at turde afgive nogle forkyndelsesopgaver, der foregår i sognene, til andre ansatte end præster – forudsat at det ikke blot er til endnu dårligere uddannede dilettanter end hidtil.
- Jeg kender eksempler på yngre mennesker, der har lyst til at arbejde med forkyndelse og kirkelig formidling, som afskrækkes af de klassiske akademiske dyder på teologistudiet. De kan for eksempel komme fra de kirkelige organisationers ungdomsarbejde. Hvorfor skal folkekirken sige ”nej tak!” til at få engageret og vidende kristendomsformidling fra en endnu ikke opfundet faggruppe i Danmark, blot fordi vi gør latin og græskkundskaber til forudsætning for at kunne undervise konfirmander eller stå med det endelige ansvar for ungdomsklub og babysalmesang?
Det er ikke kun præstemanglen, men forkyndelsesopgavens alvor, der kræver en helt anden vision end den, der dominerer den kirkelige tænkning. Og bidraget fra Landsforeningen af Menighedsråd er for tiden alt andet end imponerende. Den må tage skeen i den anden hånd og tænke organisationsudviklende for folkekirken i stedet for blot at arbejde politisk taktisk, hvis den skal gavne menighedsrådenes opgave med at styrke kirkens liv og vækst.
Carsten Mulnæs er sognepræst i Lillerød og skriver her sit personlige synspunkt som ansat i folkekirken. Han er også formand for Tænketanken Eksistensen