Nu fås hele Bibelen i en brugervenlig udgave, hvor støvet er pustet af teksterne og en hel del gammel fernis renset af. Den Nye Aftale er let revideret, men det er Den Gamle Aftale, der er det nye – for i "Bibelen 2020" er også Det Gamle Testamente omsat til nudansk.
Som altid betyder det nogle tab; Guds ånd ”svævede” ikke længere ”over vandene” i skabelsesberetningen, men ”Gud lod sit åndedræt blæse over vandet”. Dermed er en forbindelse til en kendt talemåde skåret af, til gengæld er billedet blevet meget mere konkret.
Det meste er ved det gamle, for det er kun sproget, der er sendt til rensning, ikke indholdet. Ezekiel er stadig lige syret, Prædikeren er stadig en gammel kvindefjendsk misantrop, og der er stadig ingen forklaring på, hvor Kains kone egentlig kom fra.
Men Højsangen er blevet til Kærlighedssangen, og dens erotiske glød er fint styrket ved subtile nuanceforskelle i ordvalget, ligesom der er sat replikoverskrifter ind i den, så den her fremstår tydeligt som en vekselsang mellem Salomon og Sulamit med korindslag fra hendes brødre og de unge kvinder i Jerusalem. Et rigtig godt formidlergreb.
Hvordan er det så med det besværlige tillægsord, der karakteriserer Guds forbud mod andre guder? Er han en ”nidkær”, en ”lidenskabelig” eller sågar en ”skinsyg” Gud, som forskellige forsøg har lydt? Det lidenskabelige er bevaret i 5 Mos 5,9, men i 2 Mos 34,14 står der lige ud ad landevejen: ”I må ikke tilbede fremmede guder, for jeg vil have jer for mig selv.” Det er jo en nærmest salomonisk løsning.
Salomon selv er i Ordsprogenes Bog blevet meget mere nutidig. Han lyder ind imellem nærmest som en erfaren mand i en fædregruppe, der taler til en flok unge forvirrede lømler; det er måske netop i disse praktiske leveregler med deres blanding af filosofi og jævn fornuft, nyfordanskningen viser sig allertydeligst.
I Ordsp 17,13 hedder det i den autoriserede oversættelse: ”Når nogen gengælder godt med ondt, skal ulykken ikke vige fra hans hus.” Og her: ”Den, der møder godt med ondt, vil altid selv blive ramt.” Så enkelt kan det siges.
Hvor enkelt skal det siges? I 20,30 siger den autoriserede oversættelse: ”Den onde lutres af skrammer og flænger, kamrene i hans indre af prygl.” I "Bibelen 2020" står der: ”Den onde har godt af at få tæv.” Det er i hvert fald umisforståeligt sagt.
Og selvfølgelig er det forståeligheden, det at komme misforståelser i forkøbet, der er hele meningen med "Bibelen 2020". Den fortsætter en meget gammel og prisværdig bestræbelse på folkelighed og tilgængelighed. Luthers tyske bibel var et enormt skridt videre fra den latinske bibel. Men Vulgata, den latinske bibel, var selv et enormt skridt videre fra de hebraiske og græske originaltekster.
"Bibelen 2020" er ikke på samme måde et brud med fortiden, den er ikke en ny autoriseret bibeloversættelse og skal heller ikke være det. Den skal, som Birgitte Stoklund Larsen meget præcist siger det i sin efterskrift, være ”en lejlighed til at læse Bibelens tekster med ny opmærksomhed.”
Min egen nye opmærksomhed under pluklæsningen – mere kunne det af gode grunde ikke blive til – har blandt andet fået mig til at begribe, hvordan Jobs Bog, som ellers altid har forekommet mig underlig knudret, er komponeret af to ting: en rammefortælling, der egentlig er simpel og kort som et folkeeventyr, og en lang midterdel, hvor den ulykkesramte Job og hans venner hengiver sig til noget, der kun på overfladen er en diskussion eller et skænderi, men dybere nede en endeløs, billedrig meditation over livets korthed og uforståelighed.
Kort sagt, arkaiske litterære former fra engang, hvor man havde god tid, hvor digtekunst var mundtlig, og hvor lykken var at have mange børn og 6000 kameler. Paradoksalt nok gjorde denne tydelige fjernhed i tid Jobs historie mere nærværende for mig i min egen nutid.
Den Gamle Aftale fuldstændiggør det grundige formidlingsarbejde, som "Bibelen 2020" er, og med et helt korps af filologer og kyndige nutidssprogbrugere bag teksten bør man vide sig på sikker grund. Forskellene mellem de gammel- og nytestamentlige forestillinger om forholdet mellem Gud og mennesker viser sig måske endnu tydeligere, når patinaens slør er løftet bort, og det er ingen ulykke.
Den tykke bløde bog med bronzetryk på omslag og snitflader er en ny ledsager til læsere og fortolkere, og den illustrerer, at Bibelen er et mangestemmigt værk og ikke en selvhjælpsbog. Hjælpen kommer, når man selv tænker videre over det læste.
Niels Brunse er forfatter og har oversat over 200 titler, primært fra engelsk og russisk – herunder en komplet oversættelse af Shakespeares skuespil og sonetter. Han har modtaget en række priser, blandt andet Modersmålsprisen (2012), Wilhelm Hansen Fondens Hæderspris (2017) og Weekendavisens Litteraturpris (2018).