"Verden er i konstant forandring og efterlader os i chok. Ledelse er at organisere sig bedst muligt i denne virkelighed. Problemet er bare, at vi aldrig ved, hvordan morgendagen ser ud."
Med disse både ufravigelige og skræmmende observationer satte post.doc. ved Institut for Virksomhedsledelse Claus Brønd Laursen rammerne for fremtidens diakonale medarbejdere og ledere ved et seminar under overskriften ”Ledelse og ansvar: forandringsprocesser i diakonale organisationer” i Aarhus denne uge.
Seminaret var arrangeret af faggruppen for diakoni ved Aarhus Universitet, der også står bag den masteruddannelse i diakoni, som universitetet de seneste år har tilbudt.
Hensigten var at sætte fokus på "ledelsesmæssigt ansvar i forbindelse med forandringsprocesser i diakonale organisationer og institutioner", forklarede Jakob Egeris Thorsen, lektor ved Institut for Kultur og Samfund - Kirkehistorie og Praktisk Teologi på Aarhus Universitet og vært ved arrangementet, i sin indledning.
"Reformer og forandringer er ofte en udfordring for medarbejdere, frivillige og brugere," sagde han og pegede på, at seminaret samtidigt var tilrettelagt som en workshop, hvor diakonistuderende og praktikere fra ”den virkelige verden” kunne dele og reflektere over egne erfaringer.
Måske praktikerne havde travlt med at organisere og forandringslede og således forberede sig på det ukendte i fremtiden, for det var ganske få aktive ledere fra den diakonale verden, der var mødt op til seminaret.
De fleste deltagere var diakonistuderende eller studerende fra 3K-uddannelsen på Diakonhøjskolen syd for Aarhus. De var til gengæld mødt talstærkt op og noterede efter tastelydene i auditoriet at dømme ivrigt på deres laptops.
Mest provokerende blandt dagens talere var måske Camilla Sløk, ph.d. i teologi og lektor i ledelse på Copenhagen Business School (CBS) der plæderede for, at den diakonale verden – og den kirkelige organisationsverden i det hele taget – har et alt for positivt menneskesyn, der ikke stemmer overens med en paulinsk og luthersk antropologi, der karakteriserer mennesket som syndigt.
Camilla Sløk citerede Paulus’ ord i Romerbrevet: "For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg." Derfor er klare strukturer og tydelig ledelse nødvendige forudsætninger for at produktet i sin bedst mulige form når ud til slutbrugeren – i diakonale organisationer altså de udsatte eller ressourcesvage, som kirkens eller organisationens medarbejdere er sat i verden for at tjene.
Vicegeneralsekretær Kresten Kragh-Schmidt fra organisationen Blå Kors, der på kirkelig grund arbejder med misbrugsproblemer blandt udsatte, bekræftede fra sit virke, at en klar ansvarsfordeling er nødvendig. Han tilføjede dog, at diakonale og andre kirkelige organisationer måske i højere grad end kommercielle erhvervsvirksomheder har blik for, at selvom ikke alle er lige i en hierarkisk opbygget organisation, er dog alle lige værdige.
En god del af debatten under og efter de fire indlæg, som udgjorde dagens program, gik da også på, hvorvidt kirkelige initiativer og organisationer rent faktisk adskiller sig fra andre måder at organisere sig på, når en opgave skal udføres. Herved indskrev seminaret sig i en aktuel debat om kirkens eller teologiens særlige rolle i opbygningen af det gode samfund.
Ansvarlig bliver man af, at noget kommer til at bero på én
Hvad er det, kirken, og dermed diakonien, kan bidrage med, som kommunen ikke ligeså godt kan tage sig af?
Afdelingsleder på teologi i Aarhus Ulrik Becker Nissen spurgte i sit indlæg meget konkret til, om der findes et særligt kristeligt ansvar, som kommer til udtryk i diakoniens respons på det marginaliserede eller udsatte menneske. Og han belyste selv spørgsmålet ved at citere teologen og filosoffen K. E. Løgstrup for at "ansvarlig bliver man af, at noget kommer til at bero på én."
Det vil sige at man kristeligt set står med et ansvar, når man står over for et andet menneske. I ligningen indgår imidlertid samtidigt, at man netop står der som menneske. Med alle de fejl og den uformåen, det nu medfører. Vi er med Camilla Sløks ord syndere. Og derfor evner vi sjældent at leve op til det ansvar, mennesket overfor giver os. Ultimativt svigter vi Guds fordring.
Vi svigter som enkeltindivider. Men også som ellers både velmenende og velorganiserede diakonale institutioner.
Denne konstatering medførte en længere drøftelse af udbrændthed og stress, som flere blandt tilhørerne mente var særligt påtrængende i diakonale projekter. Her kræves der af natur altid mere af medarbejderne. Der er altid mere, der kan gøres bedre, for flere udsatte i længere tid. Det fik Ulrich Becker Nissen til provokerende at spørge, om ikke en sådan tankegang er at ligne med dødssynden "grådighed."
Kresten Kragh-Schmidt tog handsken op og anbefalede fra en praktisk organisations- og ledelsesvinkel, at man som leder først og fremmest skal have opgaven, og dermed slutbrugeren, for øje og dernæst i samme åndedrag altid gøre det så godt, som man overhovedet kan, for at sikre medarbejdernes trivsel – overfor og sammen med medarbejderne.
Man skal finde frem til kerneopgaven. Det kan betyde, at man kan gøre mindre. Men derfor også, at man kan gøre det resterende arbejde bedre. Det er forandringsledelse, og det er måske noget af det vanskeligste for en leder, som netop – med Claus Brønd Laursens ord – ikke kender morgendagen. Det gør ingen, men det er lederens ansvar at lægge en linje.
"Det kræver synkronisering på alle niveauer i en organisation," påpegede Brønd Laursen, "for der er ikke to medarbejdere, der tænker helt ens om et forløb eller en udvikling."
"Hvordan gør man så det?" lød det fra auditoriet. Praktikeren Kragh-Schmidt havde et bud.
"Træd som leder hen til det andet menneske, medarbejderen," sagde han og aktualiserede på den måde Ulrik Becher Nissens løgstrupske ansvarsbegreb i en konkret ledelsesmæssig sammenhæng. Ledelse er på den måde udtrykt med ét enkelt ord "relationer" – og det gælder sådan set ledelse i såvel kirkelige og diakonale som i alle andre sammenhænge, var talerne enige om.
Efter tastelydene at dømme var det et godt råd. Der blev flittigt noteret rundt om på auditoriets fyldte rækker.