De studerende strømmer sludrende ind i Vartov Kirke i København en torsdag morgen midt i marts. Det er koldt og gråt, klokken er ni, og gudstjenesten skal til at begynde.
Men det er ikke en hvilken som helst gudstjeneste. Den er planlagt af de studerende, der går på Pastoralseminaret.
Pastoralseminaret – "Pastoralen" i den interne jargon – er et seksmåneders obligatorisk uddannelsesforløb i Aarhus eller København for alle, der vil være præst i folkekirken, og som har en adgangsgivende eksamen, såsom en kandidat i teologi eller en §1a-eksamen.
I København foregår undervisningen på Vartov, hvor Grundtvig var præst. Så er barren sat.
Det er en gruppe på fire studerende, der denne morgen har fået til opgave at tilrettelægge gudstjenesten – og den næste times fordeler de rollerne mellem sig. Prædikantrollen har Tom Weinreich fået, mens andre tager sig af bønner, læsninger og kollekter.
”Selvskrevet kirkebøn fra alter/korbue”
Det minder om andre praktisk forberedende uddannelser, men her ender de studerende ikke som skuespillere eller folkeskolelærere, men som præster i folkekirken. Gudstjenesten er en prøve på det, der venter dem.
Formen er fast. Gudstjenesten følger kirkeåret. Det er midfaste. Indenfor den faste form har underviseren Lena Kjems stillet gruppen en udfordring: ”Selvskrevet kirkebøn fra alter/korbue.”
Den slags detaljer lægger menigheden måske ikke mærke til, noterer en af de studerende sig, men ”som præst tænker jeg, det er ret fedt at have en fast skabelon, som man så kan hælde fyldet ned i og få det til at leve.”
Fyldet er i denne sammenhæng de fastlagte tekstlæsninger fra Bibelen samt salmer og bønner. Men det er op til de kommende præster at få det hele til ”at leve.”
En times studentergudstjeneste
Præludiet, altså det musikalske forspil, fanger an. Bagefter træder en fra gruppen frem. Hendes rolle er i dag at være kirketjener og stå for indgangsbønnen. Vendt mod menigheden siger hun: ”Lad os alle bede!” Så er gudstjenesten i gang.
Gudstjenestegruppen sidder længst fremme, oppe ved koret. Resten af holdet og underviserne sidder på kirkebænkene.
Den første salme, de har valgt, er ”Nu bede vi den Helligånd” – teksten er bearbejdet af Luther, men musikken stammer fra før reformationen i 1536. En gammel sag.
Den næste salme er ny. ”Guds nåde er en vintergæk” fra 2006 er skrevet af Simon Grotrian. Og så har gruppen valgt Grundtvigs ”Min Jesus, lad mit hjerte få”. Sidstnævnte skal vise sig at være et lettere kontroversielt valg.
Noget, man lægger mærke til, er, at gudstjenesten bliver optaget på video. Midt i kirkeskibet står der et kamera med mikrofon, som retorikunderviser Liselotte Dam-Jensen betjener.
At optage gudstjenester hilser folkekirken normalt ikke velkommen, men Liselotte Dam-Jensen forklarer, at de studerende i morgen skal gennemse deres ’optræden’ med henblik på at forbedre stemmeføring, mimik og gestik.
Kirkevante versus ikke-kirkevante
En time senere er gudstjenesten forbi. Nu skal gudstjenesteholdet have feedback af underviserne, mens deres medstuderende forbereder deres tilbagemelding og spørgsmål til gudstjenesten.
”Det er business as usual, der er en seddel med nogle grupper, I bare kan gå i,” råber Lena Kjems i kirken.
De studerende går fra kirken i stueetagen op på anden sal, hvor Pastoralseminarets undervisningslokaler hører hjemme. Der er 19 studerende på holdet i dette forårssemester. Nogle er unge, i midten af 20’erne, andre har skiftet spor senere og livet har i en alder af 50-60 år fundet ud af, at præsteembedet er det rigtige for dem.
Et emne, der trænger sig på, da gudstjenestegruppen sidder på rad og række foran deres medstuderende, handler om gudstjenestens folkelighed og rummelighed.
Især orgelspillet, hvor organist Jannik Jørn Vedel havde anlagt en forkyndende og medfortællende stil, fører til uenighed, fordi den måske fyldte for meget under gudstjenesten.
"Hvorledes overvejede I inklusion af kirkevante og ikke-kirkevante?" lyder et af spørgsmålene til gruppen.
Der bliver først helt stille, hvorefter en fra gruppen svarer:
”Det tror jeg ikke, vi snakkede om.”
Noget, der får latteren til at gå. Men den studerende insisterer:
”Der var meget i gudstjenesten i dag, der var selvfølgeligheder for dem, der er vant til at gå i kirke. Salme 217 (”Min Jesus, lad mit hjerte få”, red.) får man altid pluspoint for i min bog. Men det er ikke en selvfølge, at majoriteten i Danmark kender den. Det er relevant at overveje, om man ekskluderer herr og fru Jensen eller ej. Meget af det var sort snak.”
”Jeg har en helt anden holdning,” udbryder en anden studerende og fortsætter:
”Det trykte program viste titlerne på salmerne, og det var jeg meget glad for. Det gjorde, at jeg vidste, hvor jeg var. Jeg synes, det var inkluderende.”
Undervisningen afspejler virkeligheden
Diskussionen bølger frem og tilbage. Højlydt. Liturgikunderviser Lena Kjems er til sidst nødt til at skære igennem.
Homiletiklærer Mads Davidsen indskyder fra sin stol bagerst i lokalet, at denne debat er et spejl på den virkelighed, de studerende vil møde som præster inden længe.
Præsterne vil i mange tilfælde skulle planlægge gudstjenesten sammen med menigheden, og debatten om at tale til laveste fællesnævner er et vilkår i en kirke, der både skal kunne rumme hele folket og stå på en kirkelig tradition.
En tradition, hvor salmevalg og prædikentematikker signalerer kvalitet – eller det modsatte – over for kolleger og andre kirkeligt indviede.
Er præsten en opdrager…?
En af de studerende, der i en moden alder har valgt at læse teologi på universitetet og nu er igang med Pastoralseminaret, er Christian Sylvester Christensen på 53 år.
Han forklarer, at det i sagens kerne handler om synet på præsten:
”Skal man give plads til alle mulige fortolkninger af Bibelen, eller skal man være opdrager af sin menighed?”
Det er et spørgsmål, han selv har tænkt meget over, siger han. Han siger, at han tydeligt kan mærke, at der på dette hold er klare kirkelige forskelle på hans medstuderende, når det kommer til at fortolke Bibelen.
”Nogle er meget hardcore og mener, at vi skal holde os strengt til Den Augsburgske Trobekendelse. Hvis folk ikke kan forstå det, er det bare ærgerligt. Det er Guds ord. Og hvis du ikke kan forstå det, har du selv et problem – ikke Gud. Det er den ene fløj. Den anden fløj er meget imødekommende og spørger ind til, hvad folk har brug for.”
Kvindelige præster
Christian Sylvester Christensen, der oprindeligt er kandidat i filosofi og inden teologistudiet har arbejdet i lufthavnen i 28 år, siger, at han selv tager bibelteksten meget alvorligt.
”På den måde er jeg konservativ, ligesom nogle af de andre. Men jeg er også meget modtagerorienteret og ser det som min opgave at åbne teksten for andre, så de selv kan opdage, hvordan teksten taler til dem.”
De kirkelige forskelle kommer også til udtryk på anden vis. På holdet går der for eksempel enkelte unge mænd, der ikke anerkender kvindelige præster.
Det er dog et emne, som man sædvanligvis undlader at tale om på holdet, som liturgiunderviser Lena Kjems forklarer det. Folkekirken og de love, der regulerer den politisk, har ingen krav om, at man skal synes, at kvindelige præster er en god idé.
Med dejlig chokolade og kage til!
Plenumundervisningen er ved at være slut. En af de studerende, Heike von Münchow, fylder 59 år og har derfor medbragt hjemmebagt brunsviger efter tysk opskrift.
Der bliver sunget fødselsdagssang og råbt hurra. Man fornemmer, at der trods de teologiske og kirkelige uenigheder er et fællesskab blandt de kommende præster.
Fødselaren, der er født i Tyskland og har boet i Norge, fortæller om sine ønsker om at blive præst. Om nogle måneder, når hun er færdig på ’pastoralen’, går ønsket måske i opfyldelse.
Det er tid til frokost. Pastoralen har ingen kantineordning eller butik, så den står på madpakker. Man dufter leverpostejmadder med sky på samt røget makrel, måske aner man Gamle Ole.
Man kan ikke dumpe på Pastoralseminariet
I frokoststuen ved siden af konfirmandstuen, hvor herlighederne indtages, ligger der altid et par kopier af Kristeligt Dagblad, som studerende og ansatte kan frit kan læse.
Dagens tre eksemplarer ser dog uberørte ud. Christian Sylvester Christensen fortæller, at han ikke følger med i den verserende samfundsdebat om kirke og kristendom i medierne.
”Jeg går ikke særligt meget op i politik og samfundsforhold. Jeg interesserer mig for filosofi, teologi, spiritualitet og musik. Og skak. Det nørder jeg med. Jeg er formand for Danmarks største skakforening.”
Undervisningen på Pastoralseminaret foregår ikke som på universitetet med forelæsninger et par gange om ugen.
Der er undervisning hver dag fra klokken 09.00 til 15.00 i fag som homiletik, sjælesorg, liturgi, hymnologi og kateketik. Undervejs er der individuel praktik hos en sognepræst. To uger i slutningen af februar og igen tre uger i maj.
Hele forløbet slutter anden uge af juni. Man kan forresten ikke dumpe på Pastoralseminaret. Det er deltagelsen, der tæller.
Mere tryg ved ritualerne
Tom Weinreich – dagens prædikant – var i praktik i Husum kirke i Københavns Stift i to uger i starten af 2023.
”Man fik jord under neglene på en anden måde, end når man sidder på skolebænken. Rent faktisk at tale med dåbsforældre eller lave en højmesse for menigheden giver et helt andet indtryk af virkeligheden. Jeg fik en rigtig god relation til praktikpræsten, som jeg hyggede mig meget med i de to uger.”
Tom Weinreich har gået på Pastoralseminaret i to måneder. Det er en udviklingsproces, siger han.
”Jeg har været noget nervøs over de liturgiske ting. Altså at forvalte et ritual. Hvordan siger man ’dette er Jesu Kristi legeme’ på en måde, der fungerer? Det er svært for mig at tage det tunge kirkelige og liturgiske sprog i min mund. Men jeg har oplevet en udvikling henimod, at jeg i dag er langt mere tryg ved det.”
Snart stopper studietiden for Tom Weinreich. Efter seks års teologistudier og et halvt år på pastoralseminaret bliver han i juni måned sluppet fri.
”Der er en vis nervøsitet omkring det. Jeg er heller ikke sikker på, at jeg skal være præst, lige når jeg kommer ud. Det trækker på en måde i mig, men jeg har det grundlæggende stadigt svært med ideen om at skulle være en religiøs autoritet, ikke? Altså, jeg har da nogle tanker om, hvordan livet hænger sammen. Så jeg kunne sagtens forestille mig at lave noget andet, inden jeg bliver præst.”
"Den pastorale dannelse er en proces, og den begynder nu”
Dagen er ved at slutte på Vartov, og inden for tre måneder er de 19 studerende væk igen. Så kommer sommerferien og derefter et nyt kuld kommende præster, der skal lære at afvikle gudstjenester og holde gudstjenester.
På vej ud sætter Liselotte Dam-Jensen de studerendes forløb i perspektiv set fra hendes synsvinkel som retorikunderviser.
”Den pastorale dannelse er en proces, og den begynder nu. Og teori og praksis i vekselvirkning er rigtigt vigtigt. Vi kan eksempelvis mærke, at når de kommer tilbage fra praktikken, sker der noget andet i rummet. Dialogen bliver anderledes, og det vækker nogle andre spørgsmål.”
Som underviser får man også et forhold til de studerende, efter de er færdige på Pastoralseminaret, siger Liselotte Dam-Jensen, der også underviser på efteruddannelsen.
”Ja, og det er en stor glæde at møde dem igen. Jeg har været her længe, og jeg møder indimellem nogle, jeg har undervist for 20 år siden. Så kan jeg finde på at udbryde: ’Nå, hvor kom vi fra?’,” siger hun og griner hjerteligt.