I 1853 var der en voldsom og dødelig koleraepidemi i København og omegn. Det blev den udløsende faktor for, at Diakonissestiftelsen på Frederiksberg opstod 10 år efter. Koleraepidemien ebbede ud, men der kom andre voldsomme epidemier, og den menneskelige og åndelig åndelige nød antog både nye og gamle former. En række kirkelige og sociale hjælpeinstitutioner så dagens lys, og mange af dem findes stadig i det moderne velfærdssamfund.
Pandemien afslører en sårbarhed
I 2020 er det en coronapandemi, som hærger Danmark og hele verden. Dette er ikke anledningen til, at Dansk Bibel-Institut netop i år starter en bacheloruddannelse i diakoni, sjælesorg, trosoplæring og teologi. Beslutningen blev truffet flere år, før pandemien udbrød i Kina. Men den aktuelle coronakrise har synliggjort, hvor sårbare vi mennesker er, selv om vi lever i et overflodssamfund.
Der er brug for en mobilisering af den kristne kirke, som er betroet udødelighedens lægemiddel – evangeliet
Der er brug for en mobilisering af den kristne kirke, som er betroet udødelighedens lægemiddel – evangeliet. Og som har sin kilde hos ham, der i sin tid fortalte lignelsen om den barmhjertige samaritaner, og som siden har motiveret os til at engagere os i både den menneskelige og den evige nød, der hærger Danmark og i hele verden.
Diakoni som modtræk
Drivkraften bag de mange diakonale initiativer i sidste halvdel af 1800-tallet var de store folkelige vækkelser, som siden har været med til at farve det kirkelige og sociale liv i Danmark. Koleraepidemien i 1853 blev blot den aktuelle udløsende faktor. En lang række diakonale og sociale organisationer eksisterer stadig i dag og har tilpasset sig det moderne samfund: År 1900 stiftedes Sankt Lukas Stiftelsen og i 1907 Diakonissehus på kolonien Filadelfia i Dianalund.
I 1920 oprettede Indre Mission med flere Diakonhøjskolen i Aarhus. Kombinationen af teologi og en række faglige fag gav flere tusinde mænd og kvinder en uddannelsesbaggrund, sådan at de kunne vie deres arbejdsliv til kirkelige og sociale institutioner og organisationer. Det har sat sit præg på kirkeliv og frivillige organisationer i Danmark - og gør det stadig i vores tid.
Folkekirken kom sent med
Det varede længe, før denne bølge gav sig nedslag i ansættelser i folkekirken, men i 1970’erne kom sognemedhjælperordningen (i dag kirke- og kulturmedarbejder) og en række folkekirkelige initiativer med sognehuse, minikonfirmander og forskellige aktiviteter knyttet til den lokale kirke.
Kolonien Filadelfia drev en række årtier et institut for diakoni og sjælesorg. I 2012 blev Diakonskolen i Århus og Diakonissestiftelsen i København hjemsted for en professionsbachelor i Kristendom, Kultur og Kommunikation – en offentlig anerkendt uddannelse med SU og god tilslutning.
Danmark halter stadig efter
Folkekirken har i 2020 i alt 408 ansatte som kirke- og kulturmedarbejdere. På afdelingen for teologi i Aarhus kan man i dag også tage en master i diakoni. I forhold til de øvrige nordiske lande er Danmark dog fortsat langt bagud, både hvad angår den teoretiske og teologiske uddannelse i diakoni og den praktiske anvendelse heraf i offentligt og frivilligt regi. Men udviklingen går langsomt i den rigtige retning.
Ny bachelor i praktisk teologi
Men fra august 2020 bliver det muligt at tage en 3-årig bacheloruddannelse i praktisk teologi i København.
Styrken i uddannelsen er i høj grad kombinationen mellem hvad-fag og hvordan-fag, mellem teori og praksis. Det vil tiltale dem, der ikke har lyst til at tage en sprogtung teologisk kandidatuddannelse, men som alligevel gerne vil kombinere praksis med viden om teologi.
Uddannelsen indeholder en række teologiske hvad-fag: indføring i Bibelen, troslære og etik samt kirke- og missionshistorie. Derudover indeholder den en række praktiske hvordan-fag: diakoni, sjælesorg, trosoplæring af børn og unge, mundtlig og skriftlig formidling og menighedsledelse.
Uddannelsen kan tages selvstændigt og danne baggrund for et arbejde som kirke- og kulturmedarbejder i folkekirken. Den giver en god ballast til de mange facetter af sognearbejde, som foregår rundt omkring i landet.
Uddannelsen kan også bruges i en række kirkelige og internationale organisationer, som arbejder med kristendomsformidling, diakoni, socialt arbejde, sjælesorg og samtaler.
Man kan også kombinere uddannelsen med en masteruddannelse i det danske universitetssystem.
Hvorfor så en ny uddannelse?
For det første: Nøden antager andre former i dag. Der er ikke i dagens Danmark den samme sociale nød som for 150 år siden, selvom den aktuelle coronakrise på mange måder udstiller vores menneskelige sårbarhed:
- Ensomhed er et kolossalt problem, især blandt dem, der er uden for arbejdsmarkedet.
- Familien Danmark har det svært med mange kriseramte familier, som plages af samlivsbrud med al den nød, det medfører.
- Oplæringen i den kristne tro var i 1800-tallet en solid søjle i skole og hjem, men er et yderst forsømt område i dag.
- Der er brug for et tilskud af veluddannede unge, der i verdens lykkeligste land vil tage sig af de mange, der falder igennem velfærdssamfundets mere eller mindre finmaskede net.
For det andet: Den teologiske uddannelse er særdeles vigtig. Men den kan ikke stå alene. Først ret sent i folkekirkens 500-årige historie begyndte man at ansætte en bredere kategori end præster og kirkepersonale. Andre lutherske kirker har i årtier haft kateketer, sognesygeplejersker, sjælesørgere og børne- og ungdomsmedarbejdere ansat.
Der er et behov for en teologisk og praktisk uddannelse, der er bundet til kirkens fundament i bibel og den lutherske bekendelse
I dag vil mange menighedsråd skønne, at der er brug for andre end teologiske kandidater med en akademisk uddannelse. Kirke- og kulturmedhjælperen kan på vitale områder supplere teologerne og være med til at give den kristne tro krop i de lokale sogne.
For det tredje: Det kirkelige liv i Danmark står langt på vej på to ben. Der er den officielle kirke, som godt 2/3 af danskerne hører til. Ved siden heraf er der de kirkelige, folkelige og sociale organisationer og institutioner, som i økonomi og ansættelser tilsammen fylder lige så meget som den officielle kirke, og som yder vigtige tilskud til både kirke og samfund.
Mange af disse organisationer benytter teologer som arbejdskraft, og med god erfaring og god ret. Men de har også brug for nogle, der har specialiseret sig i kombinationen af teori og praksis, og her kommer den nye bacheloruddannelse ind i billedet.
For det fjerde: Både den teologiske uddannelse i København og professionsbacheloren i Kristendom, Kultur og Kommunikation er hæmmet af, at det er en sekulær uddannelse, som ikke er bundet til Bibelen og den lutherske bekendelse, men er fri og ofte kritisk i sin tilgang til kristendommens kilder. Dette er en del af en halvgammel diskussion, som for 50 år siden førte til tilblivelsen af to private uddannelsessteder, Menighedsfakultetet i Aarhus og Dansk Bibel-Institut i København.
Når Dansk Bibel-Institut i år supplerer sin teologiske bacheloruddannelse med en praktisk bachelor, skyldes det, at vi skønner, der er et behov for en teologisk og praktisk uddannelse, der er bundet til kirkens fundament i bibel og den lutherske bekendelse.
En del menighedsråd rundt omkring i landet efterspørger i disse år præster med vores teologiske profil og basis. Mange af dem efterspørger også veluddannede kirke- og kulturmedarbejdere – og her vil vi om tre år kunne byde ind med nogle af dem, der i år begynder på den ny uddannelse.
Danmark kommer igennem coronakrisen. Velfærdssamfundet skal nok blive genetableret. Men den menneskelige og åndelig nød består. Derfor må kirken opruste med en ny uddannelse.
Børge Haahr-Andersen er rektor på Dansk Bibel-Institut.