Regeringens fredning af julegudstjenesterne bringer biskopper under pres

ANALYSE: Regeringen giver trods julens omfattende coronanedlukninger grønt lys for kirkernes gudstjenester. Dermed kaster den aben over til biskopperne, som skal beslutte, hvem de vil lytte til: dem, der vil aflyse, eller dem, der vil holde gudstjeneste

Med regeringens beslutning om ikke at aflyse julens gudstjenester er aben kastet over til folkekirkens biskopper. De kommer nu under et krydspres mellem de frygtsomme og de frygtløse i folkekirken – dem, der vil aflyse, og dem, der vil holde gudstjeneste, skriver Kirke.dk's redaktør Kåre Gade.
Med regeringens beslutning om ikke at aflyse julens gudstjenester er aben kastet over til folkekirkens biskopper. De kommer nu under et krydspres mellem de frygtsomme og de frygtløse i folkekirken – dem, der vil aflyse, og dem, der vil holde gudstjeneste, skriver Kirke.dk's redaktør Kåre Gade. Foto: Iben Gad

Sagen kort

  • På et pressemøde onsdag udmeldte regeringen en omfattende coronanedlukning i julen, men kirkens gudstjenester kan stadig afholdes.
  • Det kom bag på en del af folkekirkens præster og ansatte, som frygter smitteudbrud ved de traditionelt velbesøgte juleaftensgudstjenester.
  • Regeringens fredning af julegudstjenesterne bringer derfor folkekirkens biskopper under pres.

Hvad skete der?

Det var ikke uventet, da statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde i aftes meddelte den største nedlukning af Danmark siden coronapandemiens ankomst i marts. Efterhånden har alle danskere lært smittetallenes logik, som regeringen styrer efter, og rygtet om en omfattende nedlukning hen over julen var løbet i forvejen.

Det var til gengæld uventet, at kirker og trossamfund ikke blev berørt af nedlukningen. Mens storcentre, liberale erhverv og alle forretninger bortset fra apoteker og dagligvarebutikker lukkes ned over julen, kan kirkerne stadig holde julegudstjenester, hvis de overholder de hidtil gældende anbefalinger.

Da Kristeligt Dagblads politiske redaktør bragte spørgsmålet om gudstjenester op, roste direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm kirkerne for at være dygtige til at overholde retningslinjerne og finde på kreative løsninger: Han var sikker på, at de ville håndtere julegudstjenesterne forsvarligt.

Hvorfor er det bemærkelsesværdigt?

Juleaftensgudstjenesterne den 24. december er et tilløbsstykke. Op mod en tredjedel af danskerne går i kirke, de synger med på salmerne, og de rejser på tværs af landet for at gøre det. I regeringens smittetalslogik burde det være enkelt: Hvis storcentre og kultursteder lukker, skal kirken også lukke. Ligesom i foråret.

Ganske vist har kirkerne gennem flere måneder forberedt sig på at håndtere situationen, for eksempel ved at holde flere gudstjenester, kræve pladsbestilling eller at streame gudstjenesten, så folk kan se den hjemmefra.

Men de seneste uger har der bredt sig en bekymring blandt en del af folkekirkens præster, menighedsråd og ansatte, som mener, at kirkerne burde aflyse juleaftensgudstjenesterne. Andre er til gengæld forargede over, at præster går forrest for at lukke kirken.

I marts kom det som et chok for alle i kirkelivet, at staten for første gang i nyere historie forbød gudstjenester. Hvis regeringen i går havde meldt en tilsvarende lukning af kirkerne i julen ud, ville det have skabt lettelse hos nogle i kirkelivet og vrede hos andre – men de færreste ville have været overraskede.

Alligevel nævnte regeringen først julegudstjenesterne, da pressen bragte emnet op. Det var, med et engelsk udtryk, the elephant in the room – det problem, som alle tænker på, men ingen har lyst til at tale om.

Hvorfor skete det?

I foråret berørte nedlukningen af kirkerne alt andet lige en relativt begrænset del af befolkningen. Restriktionerne omkring bryllupper, begravelser og konfirmationer optog dem, der blev berørt af dem, og de mere eller mindre faste kirkegængere var kede af at undvære gudstjenesterne, ikke mindst i påsken.

Men juleaften er den store kulturkristne kirkedag. Ligesom det ville have skabt voldsomt oprør, hvis regeringen havde lukket broerne i julen, ville også en aflysning af juleaftensgudstjenesten være bredt upopulær. Det er ikke kun smittetallenes logik, der styrer beslutningerne – det er også folkestemningen.

Desuden har regeringen påsken i frisk erindring: Her fejllæste den signalerne fra kirkelivet og lod kirkeminister Joy Mogensen foreslå en åbning af kirkerne påskedag – hvorefter folkekirkens biskopper sagde nej.

Det er ikke en situation, regeringen har lyst til at bringe sig selv i igen. Det undgår den ved at give grønt lys for gudstjenesterne og servere beslutningen som velvilje overfor kirken, der – med Søren Brostrøms ord – "har en særlig betydning for mange i vores samfund".

Hvad sker der så nu?

Med regeringens beslutning er aben kastet over til folkekirkens biskopper. De kommer nu under et krydspres mellem de frygtsomme og de frygtløse i folkekirken – dem, der vil aflyse, og dem, der vil holde gudstjeneste.

Hvis biskopperne fastholder, at der skal holdes juleaftensgudstjeneste, risikerer de at blive mødt med civil ulydighed og skulle true med tjenstlige påtaler. Hvis de vælger at aflyse, selv om regeringen ikke kræver det, vil de blive anklaget for at svigte evangeliet.

Et muligt kompromis er at gøre det valgfrit for de enkelte sogne, om de vil holde gudstjeneste juleaftensdag – det er faktisk allerede tilfældet i nogle stifter.

Men hvis biskopperne kommer med en sådan udmelding få dage før juleaften, kaster de samtidig aben videre til de enkelte sogne. Det risikerer at føre til ballade i kirker, hvor menighedsråd, præster og personale er uenige – stridigheder, som i sidste ende alligevel vil lande på den lokale biskops bord.

Biskopperne er, med et andet engelsk udtryk, damned if they do and damned if they don’t. I hvert fald målt med jordiske alen.