Sognepræst: Få konfirmanderne til at reflektere over digitale vaner

De fleste konfirmander ved godt, at de skal passe på deres digitale aftryk, men samtidig har de ikke noget problem med at sende nøgenbilleder, skriver sognepræst og mediekonsulent Sarah Thorngreen Auken

Konfirmander skal inspireres til at reflektere over deres digitale vaner, mener mediekonsulent og sognepræst Sarah Thorngreen Auken. Nederst i artiklen præsenterer hun to øvelser, der kan bruges til det.
Konfirmander skal inspireres til at reflektere over deres digitale vaner, mener mediekonsulent og sognepræst Sarah Thorngreen Auken. Nederst i artiklen præsenterer hun to øvelser, der kan bruges til det.

“Er det okay at sende et nøgenfoto af sig selv?”

Cirka 90 procent af konfirmanderne stiller sig på det hvide stykke karton, hvor der står: “Helt okay”. 

“Hvorfor?”, spørger jeg.

En skov af hænder rejser sig. 

“Det er min krop, det er mig der bestemmer over den,” siger en af teenagepigerne, og en anden supplerer:

“Hvis jeg synes, det er i orden, så synes jeg, det er i orden.”

Jeg er i gang med et dilemmaspil med et konfirmandhold. Jeg har lagt fem stykker karton i forskellige farver fra hvid til sort, ud på gulvet.

“Men hvad så, hvis der er en anden på billedet, og man ikke har fået lov til at dele det?” spørger jeg.

Næsten hele holdet vandrer over på det mørkegrå eller sorte stykke karton. Nogle er mere ligeglade. 

“Man er lidt selv uden om det, man ved jo godt, det kan ske.”

Diskussionen bølger højt og de tunge begreber kommer i spil: ”Offerbebrejdelse”, ”dataetik”, ”tillid”, ”venskab”. Det fyger gennem luften med historier. De kender nogen fra parallelklassen, der har erfaring med problemet. Vi taler om frihed versus rettigheder.

Jeg forskyder problemet lidt og får pludselig et helt andet resultat: 

”Hvor mange af jer har sendt et billede rundt på de sociale medier, hvor I ville blive kede af det, hvis det havde været jer selv, der var på billedet?”

Det har næsten alle.

Generation digital

Konfirmandernes åbenlyse ambivalens er ikke ukendt. De vil på den ene side bestemme over deres egen krop, og på den anden side er de ikke helt parate til at lade andre bestemme over sig selv.

De såkaldt digitalt indfødte har ikke haft nogen rollemodeller, som de kunne læne sig op af.

For forældregenerationen – ja, det er jo min generation – elsker og omfavner Facebook. “Like”-knappen kom, og så kunne man uhæmmet "like" løs. Så slap man også for at skrive! Vi kigger på de andres opslag og poster flere billeder af vores børn.

Kan vi så tillade os at himle op over ambivalensen hos “generation digital”? Vi, som uhæmmet har delt ud af vores børns liv? 

De fleste konfirmander ved godt, at de skal passe på deres digitale aftryk. Det er efterhånden sjældent, at de har profilfotos på Facebook, men samtidig har de ikke problemer med at sende nøgenbilleder på Snapchat. 

Så hvad handler det om? Hvordan kan det være, at den lille glasskærm gør, at de har svært ved at mærke sig selv og de andre? Det en afgørende og vigtig del af deres hverdag, det er her, de er sammen med deres venner og laver aftaler.

Her i konfirmandforberedelsen sender vi ikke nøgenbilleder. Vi skærer ind til benet. Vi tager afsæt i den gyldne regel:

Gør mod andre, hvad de skal gøre mod dig.