Rikke Juul: I søndagens tekst vil jeg undersøge, om Lots hustru var melankoliker

25. søndag efter trinitatis, anden tekstrække: Luk. 17,20-33

”Jeg gik langs havet – det var måneskin gennem mørke skyer. Stenerne raget opover vandet mystisk som havmennesker. Det var store hvide hoder der grinede og lo. Noen op på stranden andre nede i vandet. Det mørke blå violete hav hævede sig og faldt – sukkene inmellem – stenerne […]”
Edvard Munch, udateret notat om værket ”Melankoli”.

Benspænd.

Filmskaberen Jørgen Leth genindspillede i begyndelsen af 00’erne sin kortfilm ”Det perfekte menneske” med udgangspunkt i urimelige og særprægede regler opstillet af kollegaen Lars von Trier. For eksempel blev han budt at lave en genindspilning, hvor scenerne ikke måtte vare længere end et halvt sekund.

I 1969 udgav den franske forfatter Georges Perec romanen ”La Disparition” (Forsvindingen, red.), der bevidst er skrevet uden brug af bogstavet e.

Sognepræst i Rosenvængets sogn på Østerbro i København, Rikke Juul, satte sig i en periode for at prædike uden at bruge ordet kærlighed. I en tid hvor mangt en prædiken handler om kærlighed, kan det umiddelbart synes ligeså vanvittigt som at lave en film med et halvt sekund lange frames eller at skrive en roman uden at bruge bogstavet e.

Men ifølge den 41-årige sognepræst kan en selvvalgt begrænsning, en art formtvang i processen, medvirke til, at man slipper forudfattede antagelser og kommer ind i et kreativt flow.

”Jeg kunne lave 400 prædikener ud fra den tekst, så jeg må begrænse mig. Og det forunderlige er, at jeg stadig kan blive forbavset over, hvor meget mere, der folder sig ud ved et snævert fokus,” siger hun.

Rikke Juul fortæller, at prædikengenren i sig selv har været et benspænd for hende.

Hun kæmpede igen og igen med, hvordan hun i sin prædiken skulle nå omkring alt det, der var relevant at sige om søndagens tekst. 

Her blev et råd fra en klog kollega af stor betydning for hende. Den engelske studenterpræst Andrew Wilson sagde til hende: ”Rikke, du skal ikke have alt med hver eneste gang. Din menighed skal have mange prædikener fra din mund, så dyk ned i én detalje.”

Derfor har hun bevidst valgt at lade sig begrænse af et tema denne søndag: Melankolien. 

Et tema hun har valgt i samklang med sognets organist. Da de planlagde det tilbage i årets lyse måneder, tænkte de, at når kalenderen viser november, så må det være tilladt at gå i et dybt hul. Melankolien skal dyrkes og endevendes i både musikken og prædikenen.

Hun peger på Edvard Munchs maleri ”Melankoli” som et visuelt udtryk for sindsstemningen. Her ser vi en ung mand, der stirrer tomt ud i luften.

”Melankolien er et slags depressivt klarsyn. Man skuer i afmagt, hvordan det hele hænger sammen, ” forklarer Rikke Juul.

Hun kalder også melankolien for ”en lammelse”. Er man dybt hensunket i den, kan det føles nytteløst at bevæge sig fremad.

”Melankolien er en skuen ind i tilværelsens håbløse tilstand, men tit vil den også være en skuen tilbage i tiden. Mod alt det, der har været. Det, der skulle have været anderledes. Det, man har fortrudt.”

På den måde, forklarer hun, kan en dyrkelse af melankolien fastlåse os i en forstenet position, og vi kan dermed lide samme skæbne som Lots hustru. Det advarer Jesus disciplene mod i søndagens tekst.   

Og det kan bestemt være en fristelse at dyrke melankolien, mener Rikke Juul, for trods mørke og tristesse, er der en vis nydelse forbundet med sindsstemningen. Som efteråret, der er smukt midt i alt sit forfald, rummer den et æstetisk potentiale. 

Hun minder om, at megen stor kunst er blevet til på et bagtæppe af melankoli.  

Hun læser i søndagens tekster en formaning om ikke at lade sig hensynke i melankolien og en opfordring til at møde fremtiden i tillid til Guds godhed:  

I søndagens epistellæsning skriver Paulus til korintherne, at vi skal forvandles i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun.

I evangelieteksten siger Jesus om sin egen genkomst, at han vil komme igen, som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden. Vi har ikke tid til at hente vores ting nede i huset eller vende hjem fra marken.

Også – til slut – lyder formaningen fra Jesus til disciplene: ”Husk på Lots hustru!”

”Hvis vi dyrker melankolien, kan vi altså ende som Lots hustru. Hun ser sig tilbage og forstener.” 

Hun dvæler et øjeblik ved den navnløse hustrus motiv. Hun er ikke sikker på, at hun køber den traditionelle forklaring, der lyder, at hun gjorde det for at trodse Gud.  

”Vi ved ikke, hvorfor hun kigger tilbage,” konstaterer hun.

Alligevel forsøger hun sig med en række bud: Var hun skadefro? Havde hun sympati med de mennesker, der blev udslettet? Rikke Juul hælder mest til, at hustruen så sig tilbage, fordi hun godt kunne lide det liv, hun levede i byen og ikke bare kunne forlade det.

Den følelse kender hun udmærket selv.

I en årrække var hun bosat i London, hvor hun først arbejdede med etisk rådgivning i en britisk ngo og siden som studenterpræst på to engelske universiteter, hvor hun samtidig gjorde tjeneste som ulønnet hjælpepræst i Den Danske Kirke i London. For fire år siden vendte hun hjem til Danmark, og det var ikke så enkelt, som hun havde forestillet sig.

”Jeg var meget glad for England. Her blev jeg ordineret, her blev jeg gift, og her fik jeg børn. Selvom jeg satte pris på mit nye embede, blev jeg ramt af en følelse af, at mit liv havde peaket. Jeg havde svært ved at se frem, og jeg stoppede med at dagdrømme, som jeg ellers altid har haft tendens til,” fortæller hun.

En manglende tillid til fremtiden og en fortvivlelse over fortidens valg var også en fast følgesvend på hendes vej til præsteembedet.

Undervejs i studiet var hun i tvivl om sit uddannelsesvalg, og da hun var færdig med pastoralseminariet kunne hun stadig ikke se sig selv i rollen som præst. Hun søgte stillinger, kom til samtale, men havde en dårlig fornemmelse efterfølgende. I to år var hun arbejdsløs, kun afbrudt af mindre småjobs, og hun kalder det ”en frygtelig periode”.

”Jeg følte, jeg havde spildt mit liv, og ønskede flere gange, at jeg i stedet havde valgt at læse medicin,” husker hun tilbage. 

Når hun prædiker på søndag, prædiker hun derfor også til sig selv. Hun kender til fristelsen i at dvæle ved fortiden og opgive tilliden til, at Guds godhed stadig kan overrumple.

”Både evangelieteksten og Paulus lægger op til, at vi trods alt det, der måtte være hændt i fortiden, skal se fremad. Heri ligger en hengivelse til troen, til at Gud nok skal gøre det godt. Der kan være noget selvdyrkende forbundet med en dvælen ved fortiden, lige meget om det er ved dens fejl eller ved dens tabte glæder. Vi kan hænge fast i forsøget på at hente tiden tilbage eller at ændre den ved tankens kraft. Det ikke at ville give slip, er også ikke at ville høre tilgivelsens ord. Det er en mangel på tillid,” siger hun.

Derfor er det oplagt at undersøge, om Lots hustru var melankoliker, mener Rikke Juul. For hendes blik flakker som bekendt. Hun ser tilbage. Hun ser ikke frem i tillid. På samme vis er der for melankolikeren en fristelse i at se ind i mørket.

”Det kan være nødvendigt at slå hul på melankolikerens tunnelsyn. Hun kan ikke få øje på Gudsriget, fordi hun er forstenet i sit depressive klarsyn. Ofte er det sådan, at man for at få øje på Gudsriget er nødt til at antage, at det er der.”

Vi må kaste os ud i troen, opfordrer Rikke Juul. Troen på at Gud kan gøre alting nyt.

”I det håb ligger midlet mod melankolien!”