Søren Kierkegaard

Redaktør bag ny bog: Inddrag Kierkegaards bønner i efterårets gudstjenester

Bag volden ses Kastelskirken, hvor Søren Kierkegaard prædikede i 1851 – en af kun otte gange, hvor han stod på en prædikestol. Foto: Kåre Gade

Kierkegaard er efterårets teolog, mener Povl Götke, som er en af tre redaktører bag den første samlede udgivelse med Kierkegaards bønner. Her giver han forslag til, hvordan bogens bønner kan bruges i efterårets gudstjenester

Søren Kierkegaard er efterårsteologen par excellence i dansk kristendom. Hans bønner kan læses som en form for efterårsdigte. Her møder man et univers fuldt af længsel og vemod, sorg og smerte, ensomhed og angst.

Sommeren er uigenkaldeligt slut, vinteren kommer. I efteråret er man i transit. Det kommer også og ikke mindst til udtryk i hans bønner.

Lige netop i denne mørke aftentime, hvor jeg sidder og skriver det her, river og rusker blæsten i huset og regnen slår mod ruden:

"Herre, berolig du bølgerne
i dette bryst, dæmp stormene!
Min sjæl vær stille,
at det guddommelige kan virke i dig!"

Efteråret er for de fleste af os forbundet med fornemmelsen af at være midt i en en altomfattende og uafvendelig tilintetgørelsesproces. Vi er selv en del af den og vi håber at den åbner op for noget andet end intetheden og mørket:

"Gud i himlene
lad du mig ret føle
min intethed,
ikke for at fortvivle derover,
men for desto stærkere at føle
din godheds storhed."

For os kristne slutter efteråret med advent, altså kirkens nytår. Derfor er efteråret også en tid, hvor man ser tilbage og gør status:

"Atter et år er forløbet, himmelske fader!
Vi takker dig for,
at det blev lagt til nådens tid
og forfærdes ikke ved,
at det også skal lægges til regnskabets;
thi vi fortrøster os jo til din barmhjertighed."

Efteråret lader os mærke tilværelsen som en kompostering. Vi er ved at blive omdannet til noget andet, som vi ikke ved hvad er. Det er angstprovokerende og udløser en længsel efter noget, som kan give tryghed og håb. I en bøn sammenfatter Kierkegaard sit livssyn:

"Fader i himlene!
Drag du vore hjerter til dig,
at vores længsel må være derhenne,
hvor vores skat skal være,
vort sind og vores tanke vende sig derhen,
hvor vort borgerskab er – i dit rige,
så, når du engang kalder os bort herfra,
vor bortgang ikke må være en smertelig
adskillelse fra verden,
men en salig forening med dig.
Dog vi kender ikke tiden og timen,
måske ligger der endnu en lang vej for os,
og når da sommetider kraften er taget fra os,
når mathed lægger en tåge over vore øjne,
så vi skuer ud som i en mørk nat,
og urolige ønsker rører sig derinde,
utålmodige vilde længsler,
og hjertet vånder sig
i angstfuld forventning af det,
som skal komme,
Herre vor Gud,
lær du os da, grundfæst
denne overbevisning
i vore hjerter,
at også når vi lever
hører vi dig til.
Amen."

Sidst på efteråret har vi allehelgen, som er trinitatistidens store bededag. Hvis man har mistet en – eller flere -, som man ret beset ikke kan leve foruden, så kan man føle sig ensom og gudsforladt. Om det beder Kierkegaard:

"Men du, o Gud, du uforanderlige,
du er uforandret altid at finde,
og lader dig uforandret altid finde,
ingen rejser,
hverken i liv eller død,
så langt bort,
at du ikke er at finde, at du ikke er der,
du er jo overalt…"

Efterårets teolog, Søren Kierkegaard, er sammen med forårets teolog, N.F.S. Grundtvig, de to kirkefædre i dansk kristendom. Kierkegaard døde 11. november 1855. I år falder den dag på en søndag. Det er oplagt at markere det ved at inddrage Kierkegaards bønner og slutte med med følgende genopstandelsesbøn af Kierkegaard:

"Herre min Gud,
giv du mig atter
mod til at håbe,
barmhjertige Gud,
lad håbet
atter befrugte
mit golde og ufrugtbare sind.
Amen!"

 

Længslen er din gave - Kierkegaards bønner

af Joakim Garff, Povl Götke og Eberhard Harbsmeier
'Længslen er din gave' gengiver Kierkegaards bønner på nudansk og sat i strofer.
Joakim Garff, Povl Götke og Eberhard Harbsmeier bidrager hver med et essay om Kierkegaards bønner.
Bogen udkommer på Kristeligt Dagblads forlag den 16. oktober.