1. Vælg taktisk
Vi bruger det meste af energien på Tordenskjolds soldater. Dem, der kommer hyppigt i kirken, til kirkekaffe, til foredragsaftener, og som også gerne tropper op til de andre arrangementer. Det er jo fint, hvis det er det, I vil? Mindre fint, hvis det bare er sådan, det er. Denne gruppe udgør næppe mere end ti procent af medlemmerne.
Hvad med de sidste 90 procent? Det er jo fra denne gruppe, alle udmeldelserne kommer. Det også medlemmer i denne gruppe, der skal beslutte, om deres børn skal døbes, og om de vil konfirmeres. De afgør med andre ord folkekirkens fremtid.
Det var måske en idé at bruge mere energi på nogle af dem. For eksempel skal de nybagte konfirmander holdes til ilden, så de senere finder det naturligt at blive viet i kirken. Eller den stressede mand, der trænger til at få skuldrene ned ved en fyraftensgudstjeneste. Måske er det ham, der stritter imod, når barnet skal døbes. Betyder en ændret prioritering, at den trofaste skare får mindre kirkekaffe, så går det vel nok med det.
2. Tænk langsigtet
Nogle sogne har ondt i antallet af vielser, konfirmations- eller dåbsprocenter. Jeg tvivler på, at kønne dåbsservietter, dåbstræer, udlån af dåbskjoler eller andre spændende dåbsinitiativer kan flytte afgørende på dåbsprocenten. Hvis problemet er manglende tro hos forældrene, så er det ikke klaret med et snuptag.
Vi kan ikke styrke dåbsprocenten på den lange bane ved at drøne ud med initiativer for nybagte forældre. Nej, vi skal rette fokus på dem, der er børn og konfirmander i dag. Vi skal fastholde dialogen og til stadighed udvikle relationen til dem, så de finder det naturligt at døbe deres børn til den tid.
3. Festarrangør eller rejseleder
Kirketælling er spændende. Det er interessant at se, hvor mange der kommer til de kirkelige arrangementer. Vi glæder os over en proppet sognegård. Bagsiden af medaljen er, at vi bliver fokuseret på succesen af det enkelte arrangement. Det må ikke ske, da arrangementerne er uinteressante isoleret set.
En kirkelig begivenhed skal ses som en trædesten på den kristne livsrejse, som vi gerne vil bringe alle mennesker gennem. En rejse, der fastholder og knytter dem stadig tættere til kristendommen og dens glæder. Trædesten, der bringer dåbsbarnet til konfirmationen og videre til vielsen og så videre.
4. Hvor blev Gud af?
Idérigdommen er fascinerende stor, når man ser sognenes tilbud til menigheden. Men sommetider spørger jeg mig selv: Hvor blev Gud af? I bestræbelserne på at tilpasse initiativerne tidens og kritikernes ånd, skal vi passe på ikke at falde i underholdningsfælden eller popularitetsfælden.
Det skal ikke handle om at være moderne med de moderne, unge med de unge eller ukristen med de ukristne. Jeg har set eksempler på kirkearrangementer, hvor man ikke ville fortælle, at kirken stod bag af frugt for at skræmme nogen væk!
Vi må ikke udviske eller glemme det kristne budskab. Derfor er det gavnligt for kristendommen og vores indsats i sognet, hvis vi allerede ved planlægningen af hvert enkelt arrangement kritisk spørger os selv: Hvor kommer Gud ind i billedet?
5. Først kom ordet
Set udefra har sognene store budgetter at arbejde med, men hvad er det lige, budgetterne indeholder? Størstedelen af budgetterne og arbejdsindsatsen i menighedsrådene går til at sikre den danske kulturarv. Vedligeholdelse af bygninger, kirker, kirkegårde.
Jeg har set 50 kirkeregnskaber igennem, og her er det tankevækkende, at kun 3 procent af budgetterne bruges til kommunikation! Det ligner en kommafejl. Så er det jo ikke så mærkeligt, at så mange af medlemmerne er passive og måske melder sig ud. De hører jo aldrig fra os.
Hvis vi ønsker at fastholde medlemsprocenten, så skal budgetterne i højere grad bruges på meningsfuld kommunikation med medlemmerne end til asfaltering af parkeringspladser foran sognegårdene. Ingen styrkes i troen gennem en nyrenoveret indkørsel. Det er ordet, der tæller.