Kaj Munks prædikener

Ny serie på Kirke.dk: Ugens Kaj Munk-prædiken

Fotografi af digteren og præsten Kaj Munk i sit hjem i Vedersø. Foto: A E Andersen/Ritzau Scanpix

Over de næste to år udgiver Kaj Munk Forskningscentret en Kaj Munk-prædiken til hver søndag. De bliver tilgængelige her på Kirke.dk

Mange kender Kaj Munk (1898-1944). Digterpræsten fra Vedersø, som blev martyr i slutningen af 2. verdenskrig.

Folkeligt var Munk i sin sam- og eftertid bedst kendt som dramatiker, lyriker og journalist. Ret mange danskere kender eksempelvis Carl Th. Drejers arkaiske indspilning af ”Ordet” (1955) og sangen ”Den blå anemone”.

Færre kender Kaj Munks prædikener, som er en væsentlig kilde til at forstå Kaj Munk – men i endnu højere grad en kilde til inspiration til os i dag om det liv, som er vores. 

Kaj Munk formåede som få at tale ind i moderniteten uden at give afkald på det umistelige i sin tro. I en større introduktion til Kaj Munks prædikener kalder jeg ham for ”modernitetens prædikant”. Men mange af Munks tanker er så relevante, at de giver mening også i dag. Tanker om danskhed, næstekærlighed, kristentroen som byggesten og moralsk kompas og meget andet af det, som er oppe i dagens debatter.

Derfor giver det god mening af læse Kaj Munks prædikener. Tilmed er de jævnligt er meget underholdende, for Kaj Munk var en ekvilibrist med ord og barokke indslag.

Præsten og prædikanten Kaj Munk

I sin selvopfattelse var Kaj Munk først og fremmest præst. Men en anderledes præst, som skrev og digtede og instruerede. Hele sit præstevirke lagde han i Vedersø Sogn i Vestjylland, som var det hjem, han trods sin Lollandske baggrund trak sig tilbage til. Han levede så at sige i en vekselvirkning mellem teatrenes København, rejser og foredrag og så det nære virke som sognepræst. Embedet voksede så meget sammen med Munks selvforståelse, at han jævnligt havde sit gevær med på husbesøg, hvis nu en hare eller en ræv skulle komme forbi.

Lige fra Munks første prædiken mærker vi en ild. En begejstring og en længsel efter, at det store også skal blive stort for andre:

”Jesus er paa Vej til Hovedstaden. Lad os rykke Billedet nær ind paa Livet af os. Lige foran ham ligger den med sine mange Taarne knejsende mod Sky. Men Kirkernes Spir skjules næsten af Fabrikkernes sorte Røg. Overalt lyder Larm af Sporvogne og Cykler og Biler, alle synes grebet af en feberagtig Uro, der ligesom vidner bogstaveligt, at disse ikke kender, hvad der tjener til deres Fred”.
(Kaj Munks første prædiken III, 24. august 1919)

I Munks samtid var der ganske vist jævnligt kritik af hans energiske, ukirkelige og ind imellem også polemiske prædikener. Munk var sig bevidst, at livtaget med de bibelske tekster er udfordrende. Det fik ham dog ikke til at slække på engagementer eller at søge den sikre mellemvej:

”Og det er bedre at tage fejl ved at tale end at tage fejl ved at tie.”
(Prædiken i Helligåndskirken 12. november 1943)

Kritikere vil sige, at det udsagn levede Munk godt op til. Det må stå for egen regning. Til gengæld må læseren være opmærksom på, at Munk ofte afsøger flere tolkninger og budskaber i sine prædikener. Det gør dem forfriskende og sprudlende, men kan stedvis skabe en vis forvirring. Den er dog ikke større, end at det altid giver mening.

Munk var ikke præstegårdsteolog. Han var prædikestolsteolog. Tankerne og overvejelserne bringer han med sig derop. Dermed får vi et unikt indblik i Kaj Munks liv og tro – og vi undgår ikke at blive inspirerede og provokerede undervejs.

Munks prædikener

I sin levetid fik Munk udgivet flere prædikensamlinger: ”Ved Babylons Floder” (1941), ”Med Ordets Sværd” (1942). Begge prædikener fik undertitlen ”Danske Prædikener”, hvilket må forstås som en kommentar til den tyske besættelse. En  ganske lille udgivelse, ”Tre Prædikener” (1943), indeholder prædikener med fokus på den danske nation . Den sidstnævnte blev samme år udgivet på svensk som en kommentar mod nazismen (”Kristus och Danmark”, 1943). Posthumt udgav man i årene efter krigen ”I Guds Bismer” (1945) og ”Kaj Munk Mindeudgave” (1948).

I begyndelsen skrev Munk fuldt manuskript til sine prædikener, senere kun kortere udpluk og stikord. Til sidst slet intet. Og så gav besættelsen anledning til, at Munk igen begyndte at skrive manuskript. Det vigtige om det kristne og det danske skulle diskuteres, og mens censuren var over dramatikken (”Niels Ebbesen” fra 1942 blev forbudt) kunne Munk prædike for en fyldt kirke, hvoraf mange kom langvejs fra, og via de samlinger, som blev udgivet.

Sammenhængen mellem prædikenerne og dramatikken

Kaj Munks dramatiske talent lader sig ofte spore i prædikenerne. Når der fortælles om gårdmandssønnen Eilifelet, som skulle forlade alt, også den fædrene gård og arven til børnene, for at komme og følge Jesus, så beskrives det dramatisk. Vi ser kvinden i plovfuren og manden med en smøg i flaben, som karakterer hentet fra de skrå brædder. Men Munk er altid bevidst om forskellen på virkelighed og fiktion:

”I ved, jeg har skrevet et Skuespil, hvor en brændende Tro kalder en død tilbage til Livet. Det er een Ting. En anden Ting er, at jeg som Præst er kommen til Sygelejer, hvor jeg ikke havde Kræfter eller Mod eller Trostrods nok til at bede om Helbredelse. Jeg har staaet ved saa strenge Sygelejer, at jeg blot har kunnet bede til Gud om, at det maatte faa Ende… Da har jeg bittert kunnet sige til mig selv: Som Digter giver du de Døde Livet ved Troens Hjælp, men som Præst kan du ikke engang skaffe en lidende Døden.”
(Web. Med Ordets Sværd, 5-9, 16. sønd.eft.trin. 28. september 1941)

Munks kommentar til skuespillet ”Ordet” (1925) sætter tingene på plads. Munk kan fabulere og causere, men i sidste ende tæller virkeligheden. For kun en sand Gud i virkelighedens verden kan Munk følge.

Hverdagslivets prædikant

Nok var Munk de store armbevægelsers kunstner, men dagliglivet lå ham meget på sinde. Om folk spillede sig fra hus og hjem i forsamlingshuset, om kvinderne blev behandlet ordentligt af deres bejlere og hvor vi går hen, når døden og sorgen ryster livets stillads. Munk kunne hverken tilslutte sig de grundtvigske (de var for overfladiske) eller de missionske (de var for umenneskelige). Dog havde Munk en vis forkærlighed for det missionske, båret af dels af respekt for deres fokus på bibeludlægning, dels i taknemmelig erindring for sin barndom i missionshuset med sin nye mor. 

Men Munk måtte være sig selv og kunne aldrig blive partisoldat. Derfor blev hans åndelige udgangspunkt og tilflugtssted i det dengang fælles, nemlig kirken. Gud taler her, men dog også andre steder:

”..og nu er det sandt nok, at Gud ogsaa kan tale til os andre Steder, ja, kan tale til os overalt, blot vi vil have Ørene aabne og sommetider endogsaa det foruden Gud kan tale til os, naar vi gaar og renser i Stalden, naar vi ligger om Natten og ikke kan sove, naar vi sidder ved et Sygeleje og ellers hvor.”
(3. søndag efter Helligtrekonger, 1930. KMF-26.14.01)

Kaj Munks tro blev af datidige kritikere kaldt naiv. Man kan også tolke den som en sjæl, der ikke ville lade sig kue af modernitetens og de kulturradikales krav om, at relativere og historisere kristendommen. Kærligheden og realismen blev et yndet tema for Munk, som i denne prædiken om brylluppet i Kana:

”Hvordan mon det gik det Brudepar i Kana sidenhen? Jo, de blev naturligvis ved at se hinanden dybt ind i Øjnene, og Kyssene smagte lige saa friske paa Sølvbryllupsdagen som det kvarte Aarhundrede før. De gjorde Pokker, gjorde de.…”
(Prædiken til 2. søndag efter Helligtrekonger, 19 januar 1941). 

I det hele taget var Munk fascineret af kærligheden og kvinden. For hvornår er kvinden yndigst?

”Næ, Kvinden er slet ikke yndigst paa Restaurationer, eller naar Bilen(!) starter(!) imod Paris(!). Det er Hetæren maaske. Men Kvinden.
Jeg skal sige Dem, mine Herrer, naar hun er yndigst. Det er hun, naar hun ligger paa Knæ i Slud og Pløre i den lollandske Roemark med Barnevognen staaende for Enden af Rækkerne ….. Da er Kvinden yndigst; for da bærer hun Danmark……”
(24. sønd. eft.Trinitatis, 23. november 1941)

I dette citat kan vi tænke, at Munk tilslutter sig en vulgariseret, nationalromantisk myte om den stærke, fødedygtige kvinde, som Munk i øvrigt latterliggør i stykket ”Han sidder ved Smeltediglen” (1938). Men Munk kan også være romantisk:

”Eller Pigen, der ved Skovballet rækker sin Mund til ham, det skal være i Aften og i Morgen Aften og i alle de Aftner, der er i Evigheden.
Jeg kunde ogsaa nævne den Kvinde, der er for stolt til at græde, naar Slynglen, hun har givet alt, tænder Cigaretten og gaar fra hende til nye Eventyrsurrogater.”
(24. sønd. eft.Trinitatis, 23. november 1941)

Og pludselig vender Munk igen vores opmærksomhed, og sender os krigens virkelighed lige i synet: 

”Eller jeg kan nævne den finske Mor, der kaster sig over sit Barn paa aaben Gade for at dække det med sit Legeme, mens Molotovs Bomber fra Himlen kalder Helvede op fra Dybet omkring hende.”
(24. sønd. eft.Trinitatis, 23. november 1941)

Det fører os til besættelsestidens prædikener.

Besættelsestiden prædikener

Under besættelsen vaktes Munk igen til at gemme sine prædikener som manuskript. Munk vil tale ind i den lunkenhed, han oplevede hos sine landsmænd, og som det kirkelige og især grundtvigske establishment efter hans opfattelse undskyldte:

”De rejser rundt og holder Prædikener og Foredrag og sætter Mod i vort Folk. De fortæller os om, hvad for et fortræffeligt Folk vi er. De henviser til vor dygtige og velnærede Arbejderstand, vore gode Skoleforhold, vor Syge-og Alderdomsforsorg, vore Svin og vor Niels Bohr. De understreger, at vi Danske har sandelig ingen Grund til at slaa Øjnene ned…”
(Prædiken til 4. søndag  efter Hellig tre konger, 2. februar 1941)

Men det mener Munk, at vi har. Han prædiker ikke had, end ikke mod Hitler, Fjenden ligger ikke blot i det politiske og det nationale og kan identificeres med skrårem og armbind. Fjenden ligger i os selv og vores egen fejhed: Dermed bliver den også en sag mellem os og Gud, ikke blot mellem folk:

”For det er jo Sandheden om os. Og den gælder lige fra Paven til Sognepræsten i Vedersø: Vi er faldet i Søvn, fordi det har trukket ud med Herrens Genkomst; det vil paa jævnt Dansk sige, at Kristus er ikke levende nok for os, og det, vi forkynder, er Forkyndelse i Stedet for Virkelighed. Der var en Læge i Midtjylland, der ved et Selskab mellem troende Mennesker rejste sig og foreslog: Skal vi drikke Hitlers Skaal! Det var nu længe før 9. April. En Del af Selskabet protesterede, og da raabte Lægen: Der er Hundredtusinder, der er rede til at give deres Liv for Hitler, hvor mange af jer Kristne vil gøre det for Kristus?”
(Med Ordets Sværd, 126-136, 3.sønd.eft. Helligtrekonger, 26. januar 1941)

Sammenfatning

Sammenfattende kan man sige, at der er en lige linje mellem, hvad Munk oplevede i sit liv, og hvad han prædikede om, og hvordan han prædikede. Han kontekstualiserede evangeliet og lagde ikke fingrene imellem, når det gjaldt om at være radikal i sin efterfølgelse af Kristus. Den efterfølgelse afholdt ham ikke fra teatre, portvin og whist, men til sidst kostede den ham livet.

Lad os derfor inspirere på ny af Munks prædikener.

God læselyst!
 

Christian Grund Sørensen

Projektleder v. Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet
Sognepræst v. Vor Frelsers Kirke i Aalborg

Ph.d., Cand.theol., Cand.it.
Kontakt vedr. foredrag o.lign. cgs@km.dk