Kunstgrebet: "Tupelo" af Nick Cave And The Bad Seeds
"Mere end 30 år udgivelsen af "Tupelo" er jeg stadig ikke er helt sikker på, om Cave er ironisk eller mener det gravalvorligt, når han udråber Elvis som den egentlige frelser," skriver Søren E. Jensen.
I Nick Caves "Tupelo" oplever man samme sammenblanding af menneske og Messias, som vi møder i teksten til fjerde søndag i advent, siger Søren E. Jensen.
Foto: Sofie Mathiassen / Ritzau Scanpix
Længe før Nick Cave blev salonfähig og fast pensum på Det Teologiske Fakultet, lavede han en sang - "Tupelo" - hvor man oplever samme sammenblanding af menneske og Messias, som vi møder i teksten til fjerde søndag i advent.
Blot er det ikke Johannes Døber og Kristus, Nick Cave har til behandling, men derimod Frelseren og Elvis Presley, og naturligvis fortalt på en måde, så jeg mere end 30 år udgivelsen af "Tupelo" i 1985 stadig ikke er helt sikker på, om Cave er ironisk eller mener det gravalvorligt, når han udråber Elvis som den egentlige frelser. Og når jeg lytter til Elvis Presley selv, bliver jeg bare endnu mere i tvivl.
