Kunstgrebet: "Snedronningen" af H.C. Andersen

I denne uges Kunstgrebet anbefaler Anders Thyrring Andersen at læse eventyret "Snedronningen" som en del af prædikenforberedelsen

Alle helgens dag,

22. søndag efter Trinitatis, anden tekstrække, Matt. 18, 1-14

De to børn i eventyret, Gerda og Kay, er i begyndelsen i et paradis. De er umiddelbart til stede og uden bevidsthed om tiden. Men da Kay får en splint af Djævelens spejl i sig, oplever han et syndefald. Nu er han reflekteret og bevidst. Forstanden bliver vundet på bekostning af hjerte og følelse. Og Kay har mistet Gud: Han kan ikke huske Fadervor, kun den store tabel.

Men Gerda ejer den største magt i verden. Hendes umiddelbarhed og barnetro kan gøre dén rask, som er blevet syg af refleksion. Hendes kærlighed genopvækker Kay fra iskulden.

Eventyret skildrer ikke en evig barndom, men drejer sig om at få en forbindelse i stand mellem uskyld og viden. Som voksen at genvinde umiddelbarheden i kraft af troen. For i slutningen af eventyret citeres nogle linjer af netop dagens tekst. At komme ind i Guds rige kræver, at man bliver som barn igen, at man som voksen har barnet i hjertet. En forbindelse af følelse og forstand, som i ”Sneedronningen” kun kan ske med kristentroen som forudsætning.