20. søndag efter trinitatis, anden tekstrække: Matt. 21,28-44
Både let og tung, ru og poleret, åben og lukket. Marc Quinns ”Skulpturens oprindelse” rummer ligesom vingårdens ulydige søn mere end sin ru skal. Af dens indre vokser noget, hvis skønhed overstråler det rå ved den.
Frem gror Kunsten i skulpturens tilfælde, mens det i lignelsen om de onde vinbønder er Troen, det handler om. Troen på den sten, hvis sande værdi det vil knuse bønderne at være blinde for.
”Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne.” Sindet åbnes af den skønne form; kunsten inviterer Ordet ind.
”Skulpturens oprindelse” minder om Quinns større værk ”Verdens oprindelse”, der refererer til Gustave Courbets billede af et blottet kvindeskød (Verdens oprindelse, 1866) og Sandro Botticellis skildring af kærlighedsgudindens fødsel (Den skumfødte Venus, c. 1485).
Det er verdslige billeder, men Ordet er netop også liv og kærlighed. Det genlyder i kunsten, om så kirke og Bibel er den fjern.
Det underfulde kan spores overalt – også i det upolerede og uophøjede.
Marc Quinns “Skulpturens oprindelse” (2012) er lavet i bronze og har ligesom ”Verdens oprindelse” (2012) forlæg i en konkylieskal. Quinn bruger sådanne skaller som ”readymades” skænket af naturen.