25. søndag efter Trinitatis, 2. tekstrække, Luk. 17, 20–33
Der findes mange gode indspilninger af Mozarts "Requiem" (1791). Jeg henviser til Ferenc Fricsays gamle, fordi den rammer det så rent.
"Rex tremendae majestatis"
En sats fra sekvensen "Dies irae" fra den latinske romerske dødsmesse:
Rex tremendae majestatis, Du, konge af forfærdende storhed,
qui salvandos salvas gratis, som frelser dem, der bør frelses, af nåde,
salva me, fons pietatis. frels mig, du barmhjertighedens kilde.
"Dies irae" handler om mennesket over for dommedag og Guds Rige. I denne sats gælder det Guds overvældende storhed (jf. Kants begreb om det sublime, men Mozart havde det fra det hellige, som det kunne opleves i kirken).
Mozarts tonesætning skildrer Guds hellighed som overvældende (jf. 1 Mos. 28, 17) i de første to linjer (inklusiv idéen om frelse af nåde), og forbinder det med stor sårbarhed i tonesætningen af den sidste linje, som er en bøn. Her tolkes Gud som "fons pietatis" helt intimt.
Det er tonaturlæren i musik.