2. søndag i advent, første tekstrække: Luk. 21,25-36
Alt, hvad der er skrevet, er skrevet, for at vi skal lære af det, så vi kan fastholde håbet, siger Paulus. Håbet om Jesu genkomst, men også håbet om, at vi er vågne nok til at opdage den.
Der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, skriver evangelisten Lukas, men vi er blevet blinde, siger Walter Benjamin, en moderne tysk filosof.
Oldtidsmennesket kunne læse verden, men vi forstår ikke naturens tegn. Engang var de lærde garanten for ånd. Når Guds eller Naturens Bog blev læst bogstaveligt, fremdrog de det imellem linjerne. De sikrede, at teksten blev fortolket.
I dag er det omvendt. Lærdom er erstattet af empiri.
“Våg altid,” siger Lukas. Brug ikke kun dine sanser. Vær åben, opmærksom og modtagelig, så du fornemmer naturens fylde. Ikke gør den tom og erklærer Gud død, fordi du sov fra hans genkomst.
For munken ved havet er naturen rig på betydning. Det er den også for den betragter af Friedrichs billede, der ser menneskets lidenhed og naturens storhed, ånden i naturen. Munken venter ikke på Jesus. Han er der allerede.
Caspar David Friedrichs maleri “Munk ved havet” (1808-10) hænger i Alte Nationalgalerie, Berlin. Friedrich var en af hovedskikkelserne i den tyske romantik.