Kunstgrebet: "Dage i stilhedens historie" af Merethe Lindstrøm

I denne uges Kunstgrebet anbefaler Gudmund Rask Pedersen at lade sig inspirere af den norske forfatter Merethe Lindstrøm som et led i prædikenforberedelsen

Julesøndag, første tekstrække Lukasevangeliet 2,25-40

Vi må turde tale til hinanden. Henvende os til Gud og hinanden. Som den gamle Anna og Simeon i templet i Jerusalem så vidt og så længe som muligt leve opmærksomt og nærværende med syn og sans for hinanden. Også for de mindste små. Eller de så ofte ringeagtede og fortrængte forhold i det menneskelige.

Det kan meget vel være her, det allerstørste i virkeligheden melder sig og kommer til os. I det små. Som Simeon og Anna så det den dag i templet med barn Jesus inde i billedet.

Den norske forfatter Merethe Lindstrøm fortæller i romanen ”Dage i stilhedens historie” om det aldrende ægtepar, Eva og Simon.

Simon, som navnemæssigt kommer af det hebraiske Simeon, og betyder noget med ”den, der lytter”, er blevet ramt af demens og tavshed.

Det er hårdt for Eva med al denne tavshed. Det er det i særlig grad, fordi der var noget, der for længe siden skulle have været sagt. Også til døtrene. Nu ligger det mellem dem. Usagt. Som en dræbende tavshed. 

Eva går af og til ind i den nærliggende kirke. Hun ser kirken som et sted, hvor man kan ”gå ind og føle noget betydningsfuldt”.

Hun taler også nogle gange med præsten. Og hun går derfra langs gravstederne, ”hvor nogen har plantet i håb om noget mere end aske og knogler, noget som kan give fred til de overlevende.”

Og det er faktisk som om Eva finder noget mere og en form for fred, ved, trods al truende tavshed og fortielser op gennem årene, at få talt højt med en anden om også det der smerter.