Kaj Munk: Taknemmelighed

Prædiken til Pinsedag,
1. tekstrække

Taknemmelighed

Afholdt: 1. juni 1941 i Vedersø Kirke

Prædiketekst: Apostlenes Gerninger 2,1-11
Normalt prædikes der over evangelieteksten (Johannesevangeliet 14,22-31), men netop pinsedag prædikes des ofte over den nytestamentlige tekst, in casu selve pinseberetningen fra Apostlenes Gerninger.

Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.

I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: »Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.«

Prædiken:

Hvor har vi længtes efter Sommer i Aar! den gav sig saa alt for gode Stunder. Alle har vi længtes, den Fattige, hvem Brændslet var saa dyrt, den Syge, i hvis Lunger Kulden bed, den Raske, der først med utaalmodige, ledige Hænder havde maattet bie paa Foraaret og nu havde Brug for Varmens Velsignelse over sit Værk derude paa Markerne. Vi har længtes til Paaske, vi har længtes til Pinse. Og maaske er der ingen sundere Gerning end at længes.

Paasken kom med Foraaret, nu er Pinsen her med Sommeren. Bøgen er saa skøn, som den har været det hver Vaar siden Verdens Skabelse. Fuglene døde i Titusindvis under Snevinterens Katastrofe, men nu klinger deres Takkekor over Livet saa jublende mod Himlen, at man slet ikke kan høre, der mangler Stemmer i det. Hvor kan det være, at Dyrene er Skaberen taknemmeligere end Menneskene? Kender de Store Lars i Bakken, Proprietæren, Manden som alting lykkes for, nyopbygget Gaard, eget Elektricitetsværk, Traktor?

Jeg mødte ham uden for Gaarden en Dag i April. “Naa, Lars, nu er Lærkerne begyndt at synge.” “Det bliver aldrig Foraar i Aar, saa En kan komme i Jorden.” Jeg mødte ham igen en halvanden Maaned efter: “Naa, saa fik De tilsaaet, Lars!” — “Ja, hvad kan det hjælpe? Det bliver jo hverken Varme eller Regn i Aar. Hele Arbejdet et Spildt.” — “Gud vil give baade Varme og Regn til den bestemte Tid,” svarede jeg lidt kort for Hovedet. Nu mødte jeg ham for en Uge siden, da Gud lod Millionerne regne ned fra den varme Himmel til det danske Land: ”Naa, Lars, kan De saa se, at Gud sørger for alting!” Lars sparkede olm ud efter Traktoren og mente: “Saa skulde han ogsaa engang imellem lade det regne med Benzin.”

Er der saa meget at sige til, at en Præst stundom, naar han trænger til den Helligaands Selskab, foretrækker at gaa til Lærker og Stære fremfor til Mennesker. For at gaa fra Helligaanden til Gustav Wied: “Jo mere man omgaas Mennesker, jo mere lærer man at sætte Pris paa Dyrene.”

Moderne Filosofi har ganske vist oplyst mig om, at Store Lars i Bakken er en af Kulturens Pionerer. Det er altid den utilfredse, der bringer Menneskeheden fremad; Taknemmelighed er en Synd.

Der er noget om det. Det Fremskridtets Stade, vi er naaet til i 1941, skyldes utvivlsomt den Aand, der ikke kan lade sig nøje med mindre, end at det skal regne med Benzin. Det er da ogsaa virkelig lykkedes den at faa Benzin til at falde ned fra Himlen sammen med andre, endnu kraftigere virkende Stoffer.

Men jeg vil for en Gangs Skyld gaa i Skole hos Stærekollegiet frem for hos den moderne Filosofi: Jeg vil holde Pinseferie fra Verden og Krigen og alt det, der æder af min Sjæl til Hverdags. Jeg vil lytte til Fuglesangen, som kalder Vinteren en Episode, der nu er forbi. Jeg vil betænke, at naar de fleste af de Navne, der nu fylder Radio og Aviser, som om intet andet var til, højst fungerer som Eksamenspensum, da staar Bøgen lige mægtigt fortryllende i sit Udspring, og Fuglekoret løfter sin Lovsang mod Skaberen lige saa livsfyldt jublende som i Dag.

Der er nok til at minde os om, hvad Magt det Ondes Fyrste har faaet over Tiden. Lad os ikke derover glemme, at Guds er Æren og Riget og Magten i Evighed. Lad Pinsens Aand, den hellige Aand, i Aar saa stærkt som nogensinde, pege paa Gud for os. Bondemand, tag din Bondekone ved Haanden og gaa jer en Pinsetur ud langs Markskellene og se, hvordan han sørger for jer, den rige og gode Gud, med Under efter Under: Sædekornets Hemmelighed, at det skal dø i Jorden for at opstaa med nyt Liv til sig selv og til Verdener.

Arbejder i Byen, ud til Kolonihaven med Mutter! “det mindste Græs, jeg undrer paa i Skove og i Dale, hvor skulde jeg den Visdom faa, om det kun ret at tale?” — og saa er det jo ikke Græs alene, men Persille og Ærter, og min Sandten, om ikke ogsaa Kartoffeltoppen er begyndt at stikke op; saadan har Gud holdt hele det brogede Liv i Gang, Aartusinder efter Aartusinder, er det ikke til at blive underlig ved, og Børnene gror af deres Moders Skød, som Urterne af Jordens, og for Resten er Himlen blaa, og Dannebrog smælder i Blæsten, og endnu er der vel Raad til en Stjerne. Hvorfor skulde ikke vi være klogere end vore Forfædre, der vidste, at Gud var god imod Smaafolk, og den utilfredse er en Nar?

Og, I Unge, op paa Cyklens spillende Mirakel med jer og ud og oplev, at Livet er noget uendeligt større end Pjank og Flirt! Lad Kærligheden vokse sig saa ren derude i Naturens store Kirke, at den bliver til selve Ilden paa Alteret; lad den Helligaand hviske jer ind i Sjælen, at hvad I føler for hinanden kan ikke være skabt af nogen ringere end en Gud. Og derfor forpligter over for en Gud.

Den Helligaand er jo en Del af Gud selv, der er hernede paa Jorden. Ja, hvad nytter det med Forklaringer? I det Øjeblik, vi nævner Ordet Aand, er vi ude over, hvad Ordene magter. Der er nogen, der mener: “Hvad der ikke har hjemme i Sproget, har hjemme intetsteds.” Det er ikke rigtigt; Verden er mere end Mennesket, og Mennesket er mere end sin egen Tale. Fra hvad der ligger ud over Mennesket, kom der Bud til Mennesket Pinsedag. Lyd som fra et fremfarende vældigt Vejr fyldte Huset, hvor Apostlene sad, og de syntes, Ildtunger plantede sig i deres Mund. Saadan forsøger Lukas at berette om den Begivenhed, der beseglede Kristi Haandlangere i, at de var taget i den Højestes Tjeneste. Det viste sig straks, at de var blevet gjort til noget mere end sig selv, de talte Sprog, de ikke før havde magtet, de fremførte Ord, der laa langt ud over, hvad de hidtil havde tænkt og vidst.

Hæmningerne var taget fra dem, ny Aand var gydt i dem. Maaske de — hvor utroligt det end lyder — indtil dette Punkt var blevet ved med at forestille sig, at Jesus var Davidssønnen, og det hele var en national Affære, det drejede sig om Nederlag over Romerne, Frigørelse af det udvalgte Folk, et jødisk Storrige i Verden. Nu forstod de — nej, nu brændte det i dem, at det var et uendeligt større Maal, der laa for dem, en uendelig større Gud, der kaldte dem, at Jesu Kristi Gud var Alskabningens Gud, og det var et Rige af Evighed, der skulde grundlægges midt i Tiden. Pinsedagen byder os et Syn af Vælde. Det er Skoven, der med-et er sprunget ud, saa vi ser, at den er noget helt andet, end den til nu saa ud til. Disse Smaahaandværkere og Fiskere og Toldbetjente er nu Bærere af en Verdensplan, er Grundpiller i den Helligdom, som skal omspænde Jorden, og hvori Guds hellige Aand vil bo. Som alt stort Aandens Værk begynder ogsaa dette, det største, med Ekstasen. Der staar Flammer ud af disse hidtil saa Sagtmodige og Beskedne. Og Folket, de henvender sig til, kender dem ikke igen. Kritikerkliken i Staden, der jo aldrig kender det ægte fra det uægte, formoder, at de har pæglet den til Morgen (“andre sagde spottende: De er fulde af sød Vin”), men det jævne Folk begreb, at det store skete for dets Øjne, og gik ind under dets Magt.

Saadan blev Menigheden til, Pinsen er den kristne Kirkes Fødselsdag. Peters og hans Venners Bygning er vokset, saa den nu virkelig omspænder Kloden, alle Tungemaal lyder inde i den, og den Helligaand har haft sin Bolig her gennem to Aartusinder. Ogsaa i Dag er han herinde. Med Ordet afmaler han os Jesus lyslevende, i Salmetonen løfter han vore Hjerter højere end til den klare Sommerhimmel. Han lader os forstaa, hvor det dog er stort, hvor det dog er stort, at vi kender Gud. Jesus har vundet os den Tro, og Aanden bundet os til den. Og det er vor Pinsehøjtid, at vi nu kan takke ham for Visdom og Skønhed, for Retfærd og Almagt, frem for alt for hans Godhed.

Se, det grønne Korn, det skyder af Mulde, det er os ikke blot til Nytte, dets friske Grønhed er ogsaa en Øjensfryd. Se den gode Ko ind i de blide Øjne! Tænk, at Blomsterne er skabt med Dufte og Farver, med et nyttigt Formaal og dog som en Gave til os, hvis Øjne og Næse er dannet til at have Velbehag ved, hvad der lyser og dufter. Og Fuglesangens Mangfoldighed, Vibens kaade Skrig, Rørdrummens Tromme, Solsortens Smægten, du rige, rige Liv! Solens Kys og Klap af den farende Vind, Trykket af den Elskedes Arm, Børnenes tindrende Opdagelser af Livet — aah, Tak, du Helligaand, at du har lært os, det er altsammen den gode Guds Gaver, du har lært os, Livets Rigdom er den aleneste, at Gud er til.

Amen

Kommentar:

I denne prædiken udfolder Kaj Munk noget af den naturromantik, som måske ellers klarest fremtræder i hans lyrik og jagtlitteratur. Den optræder også stundom i hans homiletiske, prædikenorieterede univers, men sjældent så tydeligt som i denne prædiken fra 1941. En årsag hertil kunne være dette, at prædikenen, foruden at være en prædiken for menigheden i Vedersø, var tiltænkt udgivelse i prædikensamlingen ”Ved Babylons Floder”. Munk kan have haft et ønske om stilistisk variation, hvilket dog ikke kan bekræftes udentekstligt.

Munk tager udgangspunkt i den kolde vinter 1940/1941. Denne vinter var usædvanlig kold med en kulderekord på –30,3 grader og den 4. koldeste i Danmarks Meterologiske Instituts optegnelser. Vintern var lang, hvilket især ramte den, som ikke havde råd til brændsel, og den syge. Munks fokus på de sociale uligheder træder kort frem. Også de arbejdsføre har måttet vente længe på forårets komme, hvor Munk formentlig henviser til bønderne, som ikke kunne komme i jorden grundet frost. Munk indfører et længselsmotiv mod forårets komme, men også mod de kristne højtider påske og pinse. 

Munk lader de kirkelige højtider og årstiderne falde sammen, påsken bringer forår, pinsen bringer sommer. Det har formentlig passet med vejrliget i 1941. Bøgen trives, som symbol på sommerens komme mens fuglene i lighed med dansk salmetradition kvidrer af tak til skaberen. Samtidig indfører Munk et muligt opstandelsesmotiv, idet fuglene kvidrer i fuldt kor, selvom mange af dem døde i den hårde vinter. Naturen udtrykker i Munks perspektiv større taknemmelighed end mennesket.

Munk beskriver nu en ordveksling eller en anekdote om en lokal storlandmand. Moderniteten er over ham med elektricitetsværk og traktor, hvilket markerer en vis afstand fra almuen i Vedersø og tilknytning til moderniteten. Han havde ikke tillid til, at Gud ville lade vinteren ende, hvilket var Munks perspektiv. Men vinteren endte og ”Gud lod Millionerne regne ned fra den varme Himmel til det danske Land”, hvormed Munk betegner både rigdom og forsyn. Alligevel er storbonden Lars ikke tilfreds, og ønsker sig at Gud ville lade det regne med benzin til traktoren og elektricitetsværket. Den morsomme henvisning til benzinen refererer til krigsårenes mangel på brændstof, som ikke mindst Munk selv led under. Samtidig er der med regnen en reference til Guds velsignelse af israelitterne i 2 Mos, hvor Gud lod manna regne fra himlen for at brødføde folket. Samtidig er der formentlig en konnotativ reference til beretningen om israelitternes utaknemmelighed, hvor folket kræver kød i stedet for manna, og derfor får vagtler til at mætte sig med.

Nu stiller Munk så det retoriske spørgsmål, om ikke præsten bør foretrække Helligåndens selskab, her i en allegori med de ovenfor nævnte småfugle. Der refereres også til forfatteren Gustav Wied (1858-1914), som var kendt for sin satire og misantropi i bl.a. romanen ”Livsens Ondskab” (1899).  Også den ”Moderne Filosofi” befordrer utilfredsheden. Måske er referencen til marxismens klasse- og lighedskamp, som har været i modstrid med en klassisk, luthersk inspireret tanke om taknemmeligheden for livet i ”kald og stand”, dvs. under de givne samfundsforhold. Men Munk udvider dette til en generel samtidskritik: Der er en utilfredshedens ”Aand”, som ønsker en regn af benzin, dvs. modernitetens fremskridt på alle måder. Dette er også sket, nu falder benzinen fra himlen, hvilket kan forstås som både den fysiske himmel og Guds forsyn, og benzinen falder sammen med ”andre, endnu kraftigere virkende Stoffer”, hvormed der formentlig refereres til bombeflyenes nedkastning af eksplosiver over et krigshærget Europa.

Men Munk vil selv se bort fra det moderne i en inspiration fra naturen. Holde ”Pinseferie fra Verden og Krigen og alt det, der æder af min Sjæl til Hverdags” hvormed Munk både anerkender såvel den politiske virkelighed som et mtafysisk,. I dette tilfælde også naturromantisk virkelighedsplan. Munk vil forsage mediernes informationer og se Guds storhed i skaberværket. ”Pinsens Aand”, Helligånden, erfares nemlig i hverdagen med landboernes liv med hinanden.

Formentlig tænkes på Vedersø. Men det kan også erfares i kolonihaven hos byens arbejdere, hvormed Munk et øjeblik vender ryggen til den rene bonderomantik. Efter citat fra Brorsons salme ”Op al den ting, som Gud har gjort” lader Munk naturen, børnene, nationen (eksemplificeret ved Dannebrog) bekræfte et postuleret fortidig perspektiv, at teaknemmeligheden er det sande, mens det modsatte er ”til nar”.

Derfor opmuntrer Munk de unge til at bese naturens mirakel for her at høre Helligåndens tale. Det kan ske på cykel, hvormed Munk et øjeblik bryder med den svulstige naturromantik. Guds ånd kan jf. Munk erkendes på jorden. Pinsedagens begivenheder i Jerusalem kommer udefra til mennesket. Hermed tager Munk afstand fra sprogfilosofi, i hvilket kun det allerede italesatte kan erfares. Nu parafraserer Munk selve pinseberetningen. Med åndsudgydelsen forstår disciplene, at Kristi bestemmelse ikke er ”en national Affære, det drejede sig om Nederlag over Romerne, Frigørelse af det udvalgte Folk, et jødisk Storrige i Verden”, men derimod ”et Rige af Evighed, der skulde grundlægges midt i Tiden”, en terminologi måske inspireret af Søren Kierkegaard.Disciplene var hverdagsmennesker i et globalt projekt, ”Grundpiller i den Helligdom, som skal omspænde Jorden, og hvori Guds hellige Aand vil bo.” Hermed tænkes formentlig på Kirken som en dynamisk størrelse, bestående af de kristne, frem for en klassisk, institutionel forståelse.

Pinsen er dermed Kirkens fødselsdag. Tungetaleunderet sammenlignes med den globale Kirken, som rummer alle sprog. Referencen til apostlen Peter spiller på dennes klassiske rolle som Kirkens institutionelle grundlægger i en romersk-katolsk tradition. Helligånden taler i gudstjenesten og lader mennesket erkende det transcendente, ud over naturen. Synet af naturen stemmer mennesket til at erkende Guds eksistens, og Munk giver en lang række eksempler på visuelle og sensoriske oplevelser i naturen og i de mellemmenneskelige relationer. Disse erfaringer er Guds gaver til menensket.

Prædikenen slutter med en takkebøn for, at Gud gennem livets erfaringer har ladet mennesket erkende hans eksistens.