Kaj Munks prædikener - Helligtrekongers søndag

Kaj Munk: Stjernen ledte vise mænd

Kaj Munk Forskningscentret udgiver til hver søn- og helligdag en Kaj Munk-prædiken. Prædikenerne redigeres og kommenteres af Christian Grund Sørensen og publiceres på Kirke.dk

Prædiken til Helligtrekongers søndag, 1. tekstrække

Afholdt:
5. januar 1925 til aftengudstjeneste formodentlig i Vedersø Kirke

Prædiketekst:
Matthæusevangeliet 2,1-12

Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: ›Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.‹ « Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.

Prædiken:

Næn nu ikke at forstyrre min barnlige Festglæde over denne dejlige Historie ved at spørge mig, hvordan en Stjerne kan vandre. Lad mig faa Lov at tage lige saa enfoldigt paa dette Udtryk som Mt har taget paa det, da han skrev det ned — som jeg tog paa det, dengang jeg var en lille bitte Dreng og gik med min nu døde Mor ved Haanden gennem Maribo Gader og hvergang vi kom til en Tværgade, saa Maanen sejle med os i en rivende Fart — den gik ved Siden af os, men kunde for den Sags Skyld lige saa godt have gaaet foran os. Lad mig føle det betagende i at høre om disse Mænd, for hvem Stjernerne var mere end Tal og Beregninger, men ogsaa Budskab om Aand.

Det var Folk fra Landet, disse Vismænd, Folk fra Stilheden og Ensomheden og Højheden. I de lange  tause Nætter sad de hver for sig i deres Taarn og gav Agt paa Himlens Undere; det var Stilheden og Ensomheden og Højheden.

Stilheden — Larmen i Døgnet med dets Uro og Fart — aah, de fortravlede Nerver — saa tager Folk til Søndervig, til et Badested (!) — jeg tog i Dyrehaven — at gaa der en silende Regnvejrsdag — men ikke blot den ydre Stilhed — ogsaa i sit sind — at holde op med at spørge — at være stille for Herren — og Ensomheden, ja, den er jo ogsaa i Stilheden — Faren ved Ensomheden — ved at vænne sig til Menneskeskyhed og dog — Fordelen — Skuffelsen tit ved Menn — naar den er for stor — Naturen er god og miskundelig ....

Men Højheden, naar Ryggen er bøjet og Øjet sløvet af Slid, da er det Menn.'s Ret at kunne se op, at føle sig hjemme i Højheden paa det jævne, ja, vel, og bo lavere hos os ... ja, men det kan just blive Højtid at gøre sin Gerning paa det jævne.

Amen

Kommentar:

Denne korte prædiken er tager fat i flere af de temaer, som Munk andetsteds går mere i dybden med. Måske fordi der er tale om en gudstjeneste i den mørke aften tillader Munk sig, at lade fantasien og nostalgien flyde let: Med reference til tekstens udsagn om, at ”stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem”, beder han udtrykkeligt tilhørerem forlade den rationelle tænkning og fører i stedet ind i erindringens land. Den nylige ”festglæde” fra julen, hvor netop det barnlige er tilladt, fortsætter lidt endnu. Munk beskriver den sanselige oplevelse af månen med sin mor i barndommens Maribo. Ganske vist er det ikke til at se, om månen er til siden eller foran, men Munks beskrivelse lader månens glans i mørket træde frem for tilhøreren.

Pludselig skifter Munk spor. Nu handler det om vismændene, med en samtidig slet skjult brod til samtidens naturvidenskab, at stjernerne er ”Tal og Beregninger”. Men i perspektivet af æstetik og ”Aand” træder stjernerne frem med en anden betydning.

I en digression fremhæver Munk vismændenes tilknytning til det landlige, til ”Stilheden, Ensomheden, Højheden.” Hvorfra Munk skulle vide, at de tre konger ikke havde deres eventuelle stjernetydertårne i nærheden af Mellemøstens udviklede bysamfund giver det ikke mening at gå ind i. Munk maler med dramatikerens og forfatterens brede pen og lægger op til sin pointe: at stilheden og ensomheden er nødvendig.

Her går Munk over i en fabulerende, induktiv tankerække. Mennesket søger stilheden for de fortravlede nerver. ”Et Badested (!)”, hvor parentesen formentlig udtrykker tvivl om fredeligheden i eksempelvis Søndervig. Munk gik i Dyrehaven i regnvejr, formentlig et minde fra studentertiden.  Naturen er åbenbaringens og stilhedens sted, hvilket passer godt med Munks naturlyrik og jagtromantiske skriverier. Mennesker (Munks forkortelse ”Menn”) kan skuffe ligesom spørgsmålene, formentlig til Gud, må høre op. I naturen findes nåden og stilheden for Gud.

Mennesket kan stå i hverdagen, ”paa det Jævne”, og rette sit blik opad. Med ryggen bøjet og trætte øjne, nok et billede på alder, træthed og prøvelser. Gud må ”bo lavere hos os”, en reference til Grundtvigs salme ”O kristelighed” hvor det lyder: ”… Bo lavere hos os, du højbårne gæst, det huer dig bedst.” På samme vis kan der være en reference til en anden af Grundtvigs salmer, ”Rejs op dit hoved, al kristenhed.”

En kort, eksistentiel prædiken, som trods sin form berører adskillige temaer.

Om prædikenen

Temaer: Jul, Kristus, ledelse, stjernen

Type: Juleprædiken, opmuntringsprædiken

Referencer:  Matthæusevangeliet 2,1-12: De vise mænd ledes til Betlehem
Lukasevangeliet 2,33-40: Simeon og Anna velsigner Jesus i Templet

Munks liv: Dramaet ”Ordet” inspireret af et dødsfald i sognet. Uropført 1932. Filmatiseret i 1955 af Carl.Th.Dreyer.
Kilde: Kaj Munks liv - Tidstavle