Kaj Munk: På bordel i Nyhavn

Kaj Munk Forskningscentret udgiver til hver søn- og helligdag en Kaj Munk-prædiken. Prædikenerne redigeres og kommenteres af Christian Grund Sørensen og publiceres på Kirke.dk

Prædiken til 11. søndag efter Trinitatis, 2. tekstrække

Afholdt: 

31. august 1930

Prædiketekst:

Lukasevangeliet 7,36-50

En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: »Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.« Jesus sagde da til ham: »Simon, jeg har noget at sige dig.« Han svarede: »Sig det, Mester!« »En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?« Simon svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Jesus sagde: »Det har du ret i.« Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.« Og han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.« De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som endog tilgiver synder?« Men han sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!«

Prædiken:

Det skal blive et underligt Syn at se Mordere og Voldtægtsforbrydere paa Dommedag. Hvis X's Ord staar til Troende, da vil der være en Masse af disse, vi faar at se paa andre Plader og med andre Ansigter end vi nogensinde havde kunnet forestille os. Thi hvor meget vi end er opdraget i, at X omgikkes Syndere og Toldere, saa er det dog aldrig ret trængt ind i vor Bevidsthed, at han virkelig gjorde det.

Der lever en eller anden Forestilling i os om, at hvis han kom her til Sognet, lejede sig ind etsteds henne i Møllebyen f. Ex. for at blive her et Par Aar, saa vilde det være de kirkesøgende og skikkeligste og agtværdigste Familier, han vilde omgaas i den Tid. Eller hvis han boede i Kbhvn, og vi vilde ind at finde ham, at saa var han at træffe hos Stiftsprovsten eller hos en eller anden velgørende Grevinde eller til Nød hos en lidt filosofisk anstrøgen Urtekræmmer eller ogsaa hos en Kordegn eller Missionær.

Og saa er Sandheden utvivlsomt den, at vi skulde ned i Nyhavn eller Holmens Gade, ind i et af de uartige Huse eller ned i et Drikkelokale med Eder i Luften og Spyt paa Gulvet og Tobaksrøg og Stank op af Kælderhalsen. Og her i Sognet sad han lige saa gerne under Husmandens Tag som under Smedens, og kun lige saa gerne i Forsamlingshuset til de gevaldigste Basseraller som i Missionshuset til den mest kedsommelige Opbyggelsesforestilling.

For han omgikkes alle og kom til alle, som de var. Og de lavede sig ikke om, som de gør, naar Præsten kommer og vogter deres Mund, at den ikke siger hverken sgu eller du — nej, de lavede sig ikke om — de sagde baade du og sgu — men han — han lavede dem om.

Amen.

Kommentar:

I denne prædiken tiltaler Munk et enkelt tema, nemlig en diskussion af de personer, som Munk kunne forestille sig, var iblandt Kristi omgangskreds, ikke mindst i Munks samtid.

Først vender Munk dog de vante forestillinger om den kristne dommedag på hovedet. Menigheden må forberede sig på, at også mordere og voldtægtsmænd kan komme med på dommedag i nye roller, ”paa andre Pladser og med andre Ansigter end vi nogensinde havde kunnet forestille os.” Munk forestiller sig altså en dommedag, Kristi forsoning gør det muligt for de værste mennesker at blive frelst, en erkendelse, som det er svært for menigheden at leve sig ind i.

Menigheden ville nok forestille sig, at Kristus førte en mere borgerlig tilværelse, skulle han besøge ”Møllebyen” i Munks samtid. Han ville være kirkegænger og omgås respektable familier. Eller i København opsøge det kirkelige miljø, eller ”en eller anden velgørende Grevinde”, ”en lidt filosofisk anstrøgen Urtekræmmer eller ogsaa hos en Kordegn eller Missionær.” Munk fremmaler en række stereotype skikkelser, som menigheden kan forestille sig.

Men Kristi ærinde er ifølge Munk i ”Nyhavn eller Holmens Gade”, som i datiden var kendt for druk og prostitution. I et ”af de uartige Huse”, formentlig et bordel, eller et mindre pænt værtshus. Selvsagt har Munk valgt en provokerende stil ved at placere Kristus på bordel og værtshus i København, men fører nu også Kristus nærmere Vedersø, hos husmanden, som var en ringe person i samtiden i forhold til smeden, som hos Munk er modbilledet. Kristus ville endda både gå til fest i forsamlingshuset og til ”den mest kedsommelige Opbyggelsesforestilling” i missionshuset.

Andetsteds i sine prædikener holder Munk sig ikke tilbage med kritik af usædelighed og druk i de grundtvigske forsamlingshuse, men denne gang repræsenterer det modbillede til det fromme missionshus, som Munk kendte så godt fra sin lollandske opvækst. Munks ærinde er ikke her at kritisere, men at visualisere Kristi tilstedeværelse begge steder.

For Munk er det væsentligt at formidle, at Kristus omgikkedes både de fromme og de mindre fromme. Kristus reagerede ikke på det vanemæssige banderi, som Munk ellers andetsteds hudfletter. I stedet anerkendes den enkelte. Men på en måde, hvor det ikke handler om Kristi tilpasning til mennesker, men snarere om, at Kristus dengang ”lavede dem om.”

Dermed får Munks prædiken en uudtalt appel til menigheden om at lade Kristus forandre dem til det bedre.