Kaj Munk: Marias Bebudelse - Med Gud i det rædselsfulde

Prædiken til Maria Bebudelses Dag - 1. tekstrække

Afholdt: 

29/3 1925 i Vedersø Kirke

Prædiketekst:  Lukasevangeliet 1,26-38

Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: »Herren er med dig, du benådede!« Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.« Maria sagde til englen: »Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.« Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.« Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« Så forlod englen hende.

Prædiken:

Maries Kald, hendes Bestemm.: Guds Mor — — ja, det var et frygteligt Hverv for en lille Pige i sin pureste Ungdom at kaldes til. Hun fyldtes af Forfærdelse — thi hun kom jo pludselig ind i noget, hun slet, slet ikke forstod. Men een Ting forstod hun, og det var dette, at det var noget, der tilskikkedes hende af Gud. Derfor bøjede hun sit skønne Pigehoved og hviskede: Se jeg er Herrens Tjenerinde, mig ske efter dit Ord.

Ak, ofte senere er det hændet, at Menn. er kommen ind i noget; pludseligt og overvældende, noget, de ikke forstod, noget, der fyldte dem med Rædsel. Jordskælvet i St Francisco, Jordskælvet i Japan — ja, det er de store Katastrofer, Krigen, Titanics Undergang. Men ogsaa ellers er det sket, naar en Mor stod ved sit kærestes Grav — eller naar en Kvinde sit Ægteskabs Skuffelse, saa, hvad det var for en Pjalt, en uværdig, hun havde hengivet sig til, og anede i et isnende Sæt, at hun havde forspildt sit Livs Lykke. Eller naar den ensomt kæmpende mærkede Mørkets Overmagt i sit Sind, kunde ikke gøre Modstand, skred ud. Millioner har der levet paa Jorden, der kom ind i Rædselens Gaade, og vi lever alle midt i en Gaade — Fødslens Gaade kommer vi fra, og Dødens Gaade gaar vi imod — Fuglen, der fløj gennem Hallen ind og ud i Baalets røgsværtede Flammer.

Lyksalig hver den, der ikke blev forsagt, ikke fejg, ikke fortvivlet, ikke bitter, ikke haard, ikke vankelmodig, den, der lærte af den lille Jødepige, den flotte Tømrer Josef Jakobsens Forlovede, Jomfru Marie, lærte stilfærdig og gudhengiven at bøje sit Hoved i en handlestærk Beslutning: Se, jeg er Herrens Tjener, mig ske efter dit Ord. Den, der gjorde dette, oplevede vel, at hans Livs Frelser blev født ud af Beslutningen, oplevede, at den rigeste Rigdom, den gladeste Glæde, den højeste Højtid blev skabt ud af Lidelsen og Vaanden og Gaaden — at Smerten er kun Vrangen af Salighedens Dragt.
Amen

Kommentar: 

Denne prædiken er fra et af Kaj Munks helt tidlige præsteår, 1925. Allerede her fornemmer man, at Munk er ved at forlade den udbredte, danske kirkelige traditionen for fuldstændige manuskripter. Indholdet står endnu ganske tydeligt og detaljeret udmalet, men det er samtidig åbenbart, at Munk undervejs har tilføjet indledning, kommentarer og måske andre tekstelementer. Samtidig møder tilhøreren allerede nu nogle af de temaer, som Munk også senere behandler fyldigt; kvindens (navnlig den unge kvindes) plads og værdighed, individets tjenerkald og håndtering af svære livsbetingelser.

Munk indleder prædikenen med at undsige enhver idyllisering af bebudelsen. Maria var en ”lille Pige”, formodentlig at forstå som en teenager. Hun får ”et frygteligt Hverv” og prædikenen fremhæver forfærdelsen og ignorerer indledningsvis den glæde, som i den kirkelige tradition ofte har været et omdrejningspunkt i forhold til Marias bebudelse. Med ”Pigehoved” understreger Munk det umodne og at hun bøjer sit hoved markerer ydmygheden. For i Munks optik er det særlige, at Maria er guddommeligt kaldet. Hun skal være ”Guds mor”, hvormed Munk trækker på den klassiske katolske og protestantiske mariologi. Den unge pige vedkender sig kaldet.

Nu udvider Munk forståelsen af det forfærdende ved Marias graviditet ved at betragte verden. Mennesker kan rammes af rædsel. Der henvises til naturen, jordskælvene San Francisco (1906) og Japan (1923 eller 1925, det sidste 23/3 1925 kunne være aktuelt i medierne). Der henvises til 1. Verdenskrig (1914-18) og Titanics forlis (1912), Men Munk vender igen tilbage til de nære eksempler: En mor ved ”sit kærestes” grav, hvilket formentlig ved intetkøn refererer til et barn. En kvinde, som blev skuffet i sit ægteskab efter at have ”hengivet sig til” en mand, som ikke var hende værdig. Her spilles måske på den unge kvinde og på graviditeten. Forførelsen af den unge kvinde af en uhæderlig eller uansvarlig mand, hvormed hun i Munks samtid ofte stod med livsfornedrende konsekvenser, er et gentaget tema hos Munk.

Nu udvider Munk så eksemplerne ud i det generelle. Den ensomme kæmper, men det præciseres ikke, med hvad. ”Mørkets Overmagt” i sindet kunne pege på depression. ”Rædselens Gaade” er for Munk en del af den menneskelige eksistens, ligesom fødslen og døden. Han maler billedet af en fugl, som flyver ind i ilden. Mon den overlever, forbrænder eller om der er et Fugl Fønix-motiv er usagt. 

Nu lader Munk så prædikenen skifte gear. Forfærdelsen kan mødes uden negative og destruktive følelser og handlinger. Marias forlovede Josef – i præikenen tilføjet et dansk efternavn, så han i lighed med Maria fremtræder som en ung mand fra egnen – lærer netop gennem Marias tilsagn overfor kaldet selv at påtage sig tjenersindet. Det skete som ved Maria ved en ”handlestærk Beslutning”, som er Munks bud på at bevare troen og kaldet i tilværelsens forskellige rædsler. At ”hans Livs Frelser blev født ud af Beslutningen” knytter i Munks teologi troen med miraklet ved en ganske enkel kobling: troen midt i rædslen skaber glæden. Lidelsen og dens gåde, hele teodice-problematikken, er i virkeligheden nøje koblet til gudsnærværet. Saligheden, frelsen, har den skjulte side, som indebærer smerten. Hermed formår Munk at koble det uimodsigeligt svære for Maria i prædikenens første afsnit med Josefs omvendelse og tilliden til Guds usete handlen til slut i prædikenen.

Undervejs har der været mulighed for menigheden til at danne sig indre billeder af unge piger fra sognet om unge mænd, der som Josef måtte vælge. Hermed må man forvente en stærk identifikation hos kirkegængerne i Vedersø.